Af Christine Roederer
Til april udkommer No Time To Die (2020), den 25. James Bond-film produceret af Eon Productions. Da Skyfall (2012) rullede over skærmene var det 50 år siden første James Bond-film, Dr. No (1962) fik premiere. Med den startede en langvarig tradition, der stadig holder i dag, og som gør franchisen til en af de mest succesrige.
På Ordet kigger vi på hver inkarnation af hovedkarakteren op til premieren på No Time To Die.
Dr. No
(Terence Young, 1962)
Stjerner: 4/6
Er der en mere ikoniske filmkarakter end den britiske hemmelige agent, James Bond? Det er i hvert fald svært at komme på en karakter i populærkulturen, der har været lige så meget i fokus som han. Den første bog i serien, Casino Royale, udkom i 1953 men det tog næsten ti år før spionen skulle vises frem på det hvide lærred.
I 1962 optræder James Bond for første gang på film med Sean Connery i hovedrollen. Man mærker klart, at Dr. No (1962) udkom i en hel anden tidsperiode, end den vi lever i. Amerikanerne, der optræder i filmen – Felix Leiter (Jack Lord) er en af dem – er nervøse over, om der mon kan gå noget galt med deres første prøveflyvning omkring månen, Project Mercury.
Selvom filmen snart er 60 år gammel, så er den faktisk nærmest tidløs. Ja, teknologien er gammeldags, men det er så dejligt at se, at computere og telefoner blev brugt dengang nærmest samme måde, som de gør i moderne spionfilm. Måske er det fra Dr. No, alle de andre film har det?
Der går ikke mange sekunder, fra filmen starter, før man ved, hvad det drejer sig om. Kvindekroppe danser rundt på skærmen i titelsekvensen, og noget af det første, man ser af James Bond himself, er, at han sidder og spiller Baccarat med en dejlig dame i rød kjole. Det er den første iøjnefaldende kliché, man møder i filmen: Lady in Red er en af de absolut mest ikoniske tropes i kulturens verden. En lignende kvinde dukker fx også op i The Matrix (1999), hvor Morpheus (Laurence Fishburne) fører Neo (Keanu Reeves) igennem en simulation: ”Were you listening to me, Neo? Or were you looking at the woman in the red dress?”
Filmen fortsætter med at krydse flueben af på listen af de ting, der gør en film til en James Bond film: Walther PPK-skyderen overtager Beretta’en i en af de første scener, vodka martinien kommer med nærmest inden, man kan nå at se sig omkring, og Miss Moneypenny (Lois Maxwell) får sig en ordentlig flirt med 007 i sin første scene nogensinde.
Da titlen på film nummer 25 i serien blev afsløret på Jamaica tilbage i August, så blev alle James Bond fans i hvert fald lidt glade. For ved at tage tilbage til Jamaica i No Time to Die (2020) vender James Bond tilbage til rødderne, da Dr. No netop udspillede sig i Jamaica.
Dr. No byder nemlig på lokalkultur, krybdyr, slanger, myg og scener på en hvid strand, der netop sætter fokus på den flotte Honey Ryder (Ursula Andress), der bliver fanget imellem Bonds og Dr. Nos (Joseph Wiseman) mano a mano. Troede man desuden, at Han Solo (Harrison Ford) var den første, der klædte sig ud som fjenden, da han tog et Stormtrooper kostume på i Star Wars: A New Hope (1977), så er det faktisk en gentagelse fra den gang, Bond tog en ABC-dragt på i Dr. Nos base og gemte sig. Hele den scene virker også alt for overvældende klichéfyldt, hvis man nogensinde har haft fornøjelsen af at se de tre film i Austin Powers-serien (1997-2002).
Aktuelle James Bond, Daniel Craig, har også selv udtalt det: ”We had to destroy the [Bond] myth because [the Austin Powers movies] fucked us. I am a huge Mike Myers fan, so don’t get me wrong, but he kind of fucked us, made it impossible to do the gags,” sagde han tilbage i oktober 2012, da Skyfall (2012) lige stod for døren.
Apropos Spectre, så er Dr. No også den første film, hvor organisationen SPECTRE optræder. SPECTRE står for Special Executive for Counter-intelligence, Terrorism, Revenge and Extortion, og den enkelte mundfuld initialer minder – igen – om en anden kendt filmorganisation: Marvelfilmenes SHIELD.
Det er ikke kun dér, der kan trækkes ligheder mellem James Bond og Marvel. Den meste iøjnefaldende har jeg selv haft en hånd med til at fremhæve, da jeg i oktober 2014 spurgte Jim Steranko, manden bag organisationen HYDRA i Marvel-tegneserierne, om lighederne mellem HYDRA og SPECTRE var trukket med vilje:
SPECTRE-logoet, til venstre, minder enormt meget om HYDRA-logoet til højre. Og, som Steranko selv siger det, hvis det var godt nok for James Bond, så var det godt nok til HYDRA.
Dr. No er også en Bond-ærkefjende: han har mistet begge sine hænder ved at manipulere radioaktivt stof og har i stedet fået mekaniske hænder. I en scene beviser han, hvor stærke disse hænder er ved at mase en guldstatue. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Bucky Barnes’ (Sebastian Stan) metalarm i Captain America: The Winter Soldier (2014).
Det er umuligt ikke at se ligheder mellem de forskellige giganter, der har optrådt siden 1960erne. Selv Mission Impossible (1996-) kan ikke slippe igennem nåleøjet, men vi kigger nærmere på lighederne mellem Mission Impossible og James Bond, når vi når til Bond-filmene fra 1990erne i vores tilbageblik. Men tænk lige på, hvor mon Mission Impossible har fået idéen om The Syndicate fra…
Dr. No er den første James Bond film, der introducerer karakterer som Miss Moneypenny, M (Bernard Lee) og Felix Leiter (Jack Lord), og de karakterer er efterhånden lige så ikoniske som James Bond selv. Så meget, at det kun var dejligt, da både Q (Ben Whishaw) og Eve Moneypenny (Naomie Harris) dukkede op i Daniel Craigs tredje film som James Bond, Skyfall. Jeg kan stadig huske, da man fandt ud af, at Naomie Harris’ karakter faktisk er den kendte og kække sekretær, vi kendte fra 1960erne.
Der er da også masser af action at byde på: en bil ryger over kanten af vejen i Jamaica, og her kan man jo glæde sig over, at der ingen VFX er brugt. De har simpelthen kastet bilen over vejkanten og filmet, hvad der så ville ske. Det skete jo også, lidt uheldigt, da de filmede Quantum of Solace (2008) og en af deres dyrebare Aston Martins kørte af vejen og endte på bunden af en italiensk sø. Hvis det hjælper alle jer bilfans derude, så bare rolig: bilen blev fisket op af søen og solgt til en James Bond samler for den bette sum 1.7 millioner danske kroner.
Men lad os vende tilbage til Dr. No, for den første James Bond-film er bestemt ikke den værste af dem – tvært imod. Der er nogle typiske træk fra 1960erne med racisme hist og her og en James Bond, der måske kysser lidt for mange modvillige piger uden at spørge. Det ville ikke fungere i #MeToo-eraen. Men den holder alligevel stadig: historien er god, skuespillet er godt, actionscenerne er gode. Man sidder ikke og tænker på, hvornår den mon slutter.
Hvis du aldrig nogensinde har set Dr. No, så giv den en chance – den holder i længden, og hvis der er noget, jeg glæder mig til, så er det at se, hvor mange referencer til netop Dr. No der kommer til at være i No Time To Die.
From Russia with Love
(Terence Young, 1964)
Stjerner: 4/6
Et år efter Dr. No er den næste James Bond film allerede udkommet: From Russia With Love (1964). Det er en direkte efterfølger til Dr. No, og den starter med at etablere netop denne relation: Dr. Nos død i Jamaica skal hævnes, og til dette har SPECTRE fået fat i irske lejemorder Donald ”Red” Grant (Robert Shaw).
Det afblegede hår og det iskolde udseende minder enormt meget om hvad der i 1985 ville blive til Ivan Drago (Dolph Lundgren) i Rocky-franchisen (1976-). Den første scene i From Russia With Love er nemlig en scene med Grant, der umiddelbart dræber James Bond ved at kvæle ham med en snor, der er gemt i hans ur. Så starter filmens titelsekvens ellers.
Damerne og deres bryster er således tilbage. Det er en kreativ løsning på det, vi i dag kender som de ekstremt avancerede åbningssekvenser, der er computergenererede: de har simpelthen bedt let påklædte kvinder om at stå og danse foran et diasshow af titler. Og det virker overraskende godt. Men der er ingen tvivl om, at vi er i 1964.
Da jeg tidligere trak Austin Powers-filmene frem fra støvet, så er det her, at endnu en relation dukker op. Når man møder SPECTREs overhoveder, så bruger de ikke navne, men numre. Man ser aldrig ”Number 1’s” ansigt (spillet af Anthony Dawson med Eric Pohlmanns stemme) – man ser kun den hvide kat, der sidder i hans skød og bliver aet. ”Number 3”, Rosa Klebb (Lotte Lenya) fra USSR, skal sætte en plan i gang, der involverer James Bond, en kryptografimaskine og en russisk dobbeltagent.
Denne russiske dobbeltagent er ingen andre end Tatiana Romanova (Daniela Bianchi), en sovjetattaché, der tidligere har været balletdanser, inden hun blev ansat på det sovjetiske konsulat i Istanbul. Nu sidder man sikkert som popkultur-nørd og tænker: ”Romanova og ballet danser, er det ikke lidt Black Widow-agtigt?” Og jo, det er det. Fuldstændig. En sovjetisk agent og tidligere balletdanser ved navn Romanova, der skal forføre en vestlig agent, men ender med at skifte side? Det kunne lige så godt være Marvels Natalia ”Natasha” Alianovna Romanova vi snakker om.
Den sorte enke dukkede op i Marvels tegneserier i april 1964 i Tales of Suspense #52. Bogen, som From Russia With Love er baseret på, udkom i 1957. Det er derfor meget sandsynligt, at Stan Lee og Don Rico blev inspireret af en artikel i Life fra 17. marts 1961, hvor den amerikanske præsident, John F. Kennedy, lagde From Russia With Love på listen af hans 10 yndlingsbøger:
Men nu hvor vi alligevel snakker om James Bond og kvinder, så er vi igen 100% sikre på, at From Russia With Love er en James Bond-film. Det første man ser af ham er, at han er i gang med at kysse Sylvia Trench (Eunice Gayson), som tidligere optrådte i Dr. No. Der går dog ikke lang tid, før han endnu en gang får fingrene i hele to kvinder på en gang. Det er noget med en blodfejde mellem to tyrkiske kvinder, der er forelsket i den samme mand. Dernæst formår han at overtale Tatiana Romanova til at ”skifte side.” Heldigvis er SPECTRE aldrig for langt væk, for når Bond endelig får lov at invitere Romanova med i seng, står SPECTRE bag et dobbeltsidet spejl og filmer det hele.
Man ved, at man er i 1960’erne, fordi i dag ville det aldrig gå, hvis Daniel Craigs James Bond gik rundt og gav kvinderne et lille smæk på ballerne. Men det gør Sean Connerys James Bond, og kvinderne elsker det – åbenbart.
Hvor Dr. No havde mere action, så er From Russia With Love lidt mere langtrukken. En scene foregår fx i et tog, og selvom det er ganske bevidst, at Ian Fleming trak inspiration fra Orientekspressen, så bliver det bare lidt langsomt. Man følger Bond, Romanova og deres tyrkiske ven, Ali Karim Bey (Pedro Armendáriz) frem og tilbage på de lange gange. Ali Karim Bey har i løbet af filmen også fortalt, at hans sønner optager vigtige roller i hans organisation (en del af MI6 i Istanbul). Og sønnerne er der masser, masser af. De kan bruges som MacGuffins, når Bond har brug for det ene eller det andet.
MacGuffins finder man en del af i forbindelse med Desmond Llewelyns første optræden som Q på film. Han giver Bond en kuffert med alle mulige spændende gadgets i – og det er kun starten på Qs skøre gadgetvanvid, der følger James Bond gennem tiden. Desuden så er det også starten på en 36-årig karriere for Desmond Llewelyn som Q – han optræder sidste gang som den finurlige opfinder i The World Is Not Enough (1999). Herefter er det John Cleese, der overtager i en enkelt film, Die Another Day (2002), og så gik der yderligere 10 år, før Q vendte tilbage til Bond-universet i form af Ben Whishaw i Skyfall (2012).
Men From Russia With Love gør også en hel del ting, som Dr. No endnu ikke introducerede, der er nødvendige, når vi snakker om James Bond-film. Den introducerer helikoptersekvensen, som er blevet en del af næsten hver film siden. Denne helikoptersekvens har da heller ikke været helt ufarlig at filme: Sean Connery bliver igen og igen bombarderet med lave indflyvninger og eksplosioner. Selv i de moderne film er det ikke altid computergenererede billeder, man bruger, når der skal futtes af. I Spectre (2015) er den afsluttende eksplosion kommet med i Guiness World Records som den største stunteksplosion nogensinde. Og det har de vist lært fra de forrige film, for der ikke sparret på effekterne i From Russia With Love.
Filmen er dog ikke blevet lavet uden problemer: Almendáriz, som spiller Ali Karim Bey, begik selvmord under optagelserne, og det skulle rettes i manuskriptet. Man mærker, at karakterens død virker upassende i forhold til det build-up, der er skabt i løbet af hele filmen, men giver mere mening, når man finder ud af, at det var en lappeløsning.
Hvor Dr. No endte med en scene af Bond, der kysser med Honey Ryder i en båd i Caribien, så ender From Russia With Love med en scene af Bond, der kysser med Tatiana Romanova i en gondol i Venedig, mens han smider deres sextape overbord.
Og, i ægte franchisestil, så ender filmens tekster selvfølgelig med en ”Not quite the end. James Bond will return in the next Ian Fleming thriller ”Goldfinger”” note, og så ved man ligesom godt, at det var tidens Cinematic Universe.
Goldfinger
(Guy Hamilton, 1964)
Stjerner: 5/6
Hvad så, Marvel Cinematic Universe – to film på et år? Det er så old school, for James Bond gjorde det allerede tilbage i 1964.
1964 bød nemlig på to James Bond film: From Russia with Love (1964) og Goldfinger (1964). Sidstnævnte er af flere omgange blevet udnævnt som den perfekte Bond-film, der opfylder alle ønsker og sætter flueben ved alting. Og det er det da også – de to forrige film havde næsten alle elementerne på plads, men det er først her i Goldfinger, at vi finder alle elementerne. Det er fx her, at vi møder den berømte Aston Martin DB5 med alt sit udstyr.
Åbningsscenen er en af de mest ikoniske sekvenser i filmhistorien. James Bond sniger sig ind på en narkofabrik og tilintetgør den med dynamit. Men det ikoniske er netop den måde, han sniger sig derind på: iført våddragt med en mågehat. Efter han har været inde i fabrikken og nu skal lade som om, han absolut ikke har noget med eksplosionen at gøre, lyner han våddragten op og afslører en hvid smoking med sort butterfly, mens han skynder sig at sætte en rød rose i knaphullet. Da han vender tilbage til hotellet for at ”gøre noget færdigt” (kysse med en dame), ser han i spejlbilledet i damens øjne, at der er en snigmorder på værelset. Han gør det af med snigmorderen ved at proppe ham ned i badekarret og smide hårtørreren i vandet. Til dette har han kun ”Shocking, positively shocking” at sige.
Er der noget mere ikonisk, end det?
Det er også i Goldfinger, at vi møder den oprindelige ‘kvindekrop dækket af guld’-scene. Jill Masterson (Shirley Eaton) ses for første gang i færd med at hjælpe Auric Goldfinger (Gert Fröbe) snyde i kortspil, og efter Bond tager tingene i egen hånd, bliver hun dræbt af Goldfingers håndlanger, Oddjob (Harold Sakata).
Efter dette fuck-up bliver Bond sat på plads af M (Bernard Lee): hvis han ikke kan klare denne mission, vil han blive erstattet af 008. Det er første gang i filmene, at vi hører om de andre ”double oh”-agenter i MI6. Gennem tiden vil vi møde 002, 003, 004, 005, 008, men det er mest 006, bedre kendt som Alec Trevelyan (Sean Bean), der i Golden Eye (1995) spiller en større rolle. Det vides allerede nu, at Nomi, spillet af Lashana Lynch i No Time to Die (2020) er en double-oh agent.
Efter Bond bliver rettet og bedt om at lade Miss Moneypenny være i fred, møder vi således Q-afdelingen igen. Desmond Llewelyn har nogle fine gadgets til 007, og her er det første gang, vi støder på den ikoniske Aston Martin DB5 med roterende nummerplader, det udskydelige passagersæde og radarsporingsenheden i instrumentbrættet. Som et tilbagevendende gimmick giver Q også Bond strikse ordre om at returnere udstyret i ét stykke. Men, som man jo næsten kan forvente, kommer det vist aldrig til at ske.
Det gode ved sekvensen her er, at man ser Q-afdelingen i færd med at udvikle nye våben, himstregimser og mere – en scene, der er blevet parodieret af flere omgange.
Mest af alt er det dog i Goldfinger, at vi oplever den iøjnefaldende håndlanger: Oddjob, den stumme, koreanske snigmorder, der arbejder for Goldfinger som både golfcaddie, men også som ekstra beskyttelse med sin dødbringende bowlerhat. Det er samtidig Pussy Galore (Honor Blackman), der indleder den langvarige tradition for kvinder med navne, der er hentydninger. I bøgerne bliver Galore introduceret for at bevise, hvor ubeskriveligt sexet og uimodståelig James Bond er, for Galore, en lesbisk kvinde, bliver nødt til at falde for manden. Dette lille faktum optræder ikke i filmen, men det er værd at vide, at amerikanske censorer ikke ville have navnet Pussy Galore nogle steder på deres reklamemateriale, og derfor valgte at kalde hende for Miss Galore. Men på plakaten skulle hun, for Pussy Galore er i Goldfinger ikke bare en smuk genstand uden indflydelse på plottet, men faktisk er med til at sørge for, at Bond og MI6 forhindrer Goldfingers planer.
At James Bond kunne være så uimodståelig, har da også noget at gøre med, at han er en så ikonisk mandlig karakter. Scenen, hvor en laser lige så stille arbejder sig op mod Bonds ædlere dele, stammer da også fra Goldfinger. Her kommer replikken ”Do you expect me to talk?” efterfulgt af ”No, Mister Bond I expect you to die!” passende ind, og der er ingen tvivl om, at den rå levering af dialogen giver scenen en meget mere seriøs tone end resten af den ellers så humoristiske film.
Goldfinger fokuserede på amerikanske seere, da den bragte store dele af handlingen til USA. Enkelte scener foregår ved Fort Knox i Kentucky, og det er kun takket være filmens producent Albert B. Broccolis ven i den amerikanske hær, at filmholdet fik lov at filme i området. I scenen hvor Pussy Galore og hendes piloter laver en lav indflyvning af militære installationer, skulle de egentlig have holdt sig til 1000 meters højde, men kom faktisk helt ned på 15 meter, hvilket den amerikanske hær absolut ikke brød sig om.
Det er i den selvsamme scene at, nogle af John Barrys mere ikoniske musikvalg brænder igennem, som stadig ses i nutidens Bond film. Stykket ”Goldfinger gassing the Gangster” bruger mange valdhorn til at spille det gennemgående tema, og hvis man lige stopper op og hører stykket ”Voluntary Retirement” fra Skyfall (2012), skrevet af Thomas Newman, finder man absolut ligheder mellem de to. Det er et sofistikeret nik til de etablerede normer for Bond-film, men det er også en af de ting, som den gennemsnitlige filmgager nok ikke ville lægge mærke til.
Og, sidst men ikke mindst, så er Goldfinger også den første film i serien med en decideret temasang. Det er også første gang, at en etableret kunstner – Shirley Bassey – synger titelsangen. Denne tradition fortsætter hele vejen til 2020, hvor det er unge Billie Eilish, der står for titelmelodien for No Time To Die.
Thunderball
(Terence Young, 1965)
Stjerner: 2/6
Når Thunderball (1965) starter, er det til en kiste med bogstaverne ”JB” stående på mindepladen. Umiddelbart ville man tænke, at det er James Bond, der har mødt sit endeligt, det er faktisk en fransk agent, Jacques Bouvar, der ligger i kisten. Efter en hel del replikker omkring det at sørge og dø ender James Bond, naturligvis stadig i skikkelse af Sean Connery, med at finde ud af, at en sørgende kvinde faktisk er Jacques Bouvar (både Rose Alba (som kvinde) og Bob Simmons (som mand)).
Det ender med en kampscene på et slot, hvor man kan se, at producenterne og videofolkene har besluttet sig for, at action gerne må følges af kameraet. Hvor der i de forrige film ikke blev klippet så meget i sekvenserne, så bliver der her gjort lidt mere ud af, at Sean Connery er i gang med at banke en mand ihjel, inden han smutter op på taget af slottet, finder en jetpack og flyver afsted i bedste Inspector Gadget-stil.
Og så kommer titel-sekvensen. Thunderball er ikke en specielt spændende film – ikke ifølge det moderne øje. Filmen udspiller sig meget under vandet. Ifølge ekstramaterialet på filmen, er en hel fjerdedel af filmen undervandsscener. Ud af de i alt 130 minutters spilletid, betyder det således at James Bond bruger 32 minutter af filmen uden at sige noget. Eller hvem det nu er, der er under vandet iført dykkeudstyr. Du slipper nu ikke for den meget store, direkte antydning om, at James Bond og Domino (Claudine Auger) – den givne Bond-girl, som også helt overraskende er søster til en af hovedkaraktererne – har undervandssex.
Der er langt fra de episke 40 minutter, som Peter Jackson brugte på Helm’s Deep-sekvensen i Ringenes Herre: De To Tårne (2002) – dér sker der i det mindste noget. I Thunderball er det mere en blanding af Jacques Cousteaus undervandsdokumentarer og en filmproducent, der syntes, at det ville være sejt, hvis det NATO-fly, som SPECTRE har fået fingrene i, gemmes under vandet. Det betyder bare, at scenerne hurtigt mister fokus.
Der er ellers masser af ting, der kunne skrue filmens hastighed op. SPECTREs #1 bruger en rød knap til at grille #9, efter han har stjålet penge fra ham. James Bond bliver spændt fast til en maskine, der skal hjælpe ham med at strække rygraden – hvilket går galt og ender med at ligne, at han har noget analsex med maskinen.
Det, der dog gør, at Thunderball alligevel skal ses, er, at man møder den megalomani, man forbinder med de komiske Bond-fjender for fuld skrue – hvis du troede Goldfinger var ekstrem, så vent til du finder ud af, Emilio Largo (Adolfo Celi), SPECTREs #2, har planlagt. Der er menneskeædende hajer, pistoler, kirurgiske procedurer, der får håndlangere til at ligne hinanden, den overraskende Dom Pérignon ’55-reference, den givne helikopterscene…
Det er ikke sådan, at Thunderball er en totalt kedelig film. Der er bare 23 yderligere James Bond-film, der gør, at det måske ikke lige er den, man skal starte med. Eller tage som den fjerde. Eller femte. Eller sjette. Men det fascinerende ved den er, at mange af effekterne i filmen ikke var computer-generede, men faktiske, praktiske effekter. Den jetpack, Bond bruger for at undslippe Bouvar i starten af filmen, var funktionsdygtig, passagersædet i den ikoniske Aston Martin kunne faktisk godt udstødes, og de scener, hvor Sean Connery er nede i en pool fyldt med hajer, så var han faktisk nede i en pool med hajer.
Jeg gad godt se nogle af nutidens filmstjerner prøve det, men det ville ingen forsikringsselskaber gå med til.
En af scenerne i filmen viser også en generalforsamling af alle double oh-agenterne: James Bond er den sidste til at ankomme, og det bliver da også bemærket. Men man får aldrig de andre double oh- agenters ansigter at se, og de har egentlig heller ikke nogen indflydelse på, hvordan resten af filmen udspiller sig. Ærgerligt – for det kunne være fedt at se Sean Connerys James Bond i gang med en fælles double oh-agent allerede her.
Grunden til at Thunderball er så svær at se i 2020 er fordi, den er så forældet. Mange af referencerne er for gamle, og nogle af de scener, som man i 1960erne ville synes var episke, er nu blevet gjort så meget til grin, at det er svært at nyde dem. SPECTREs brug af elektriske stole for at gøre det af med håndlangerne, de menneskeædende hajer, skurken med klap for øjet… Vi har i 2020 set det så mange gange, på så mange måder, at originaliteten af filmen fra 1965 lider under det.
Dog kan man, som James Bond-aficionado nyde Jugaloo-sekvensen, der minder om åbningsscenen i Spectre (2015), der foregår i et one-take skud af Día de Muertos i Mexico.
Men det er næsten også det eneste, man kan fejre i filmen, indtil den slutter. For så kan man glæde sig til You Only Live Twice (1967), hvor man endelig møder Ernst Stavro Blofeld (Donald Pleasence).
You Only Live Twice
(Lewis Gilbert, 1967)
Stjerner: 3/6
Hvis jeg spurgte jer, om I havde et bud på, hvem der skrev manuskriptet til You Only Live Twice (1967), så ville de færreste af jer nok gætte på Roald Dahl.
Ja, ham med Charlie og chokoladefabrikken (1964), Jimmy og den store fersken (1961) og Heksene (1983). Det er en total overraskelse – og dog alligevel ikke – men det forklarer også virkelig, hvorfor filmen netop er så syret, som den er.
Man forventer næsten ikke mindre fra manden, der fandt på Willy Wonka.
Denne film starter med, at NASA får deres Jupiter 16 rumskib stjålet fra et uidentificerbart rumskib – vi er i 1967, så der går stadig yderligere to år, før Buzz Aldrin og co. sætter deres fodspor på månens overflade, og rumkapløbet kommer i fuld gang. You Only Live Twice spiller på denne kappestrid, for efter det amerikanske rumskib forsvinder fra radaren, går der ikke lang tid, før en flok amerikanske NASA-officerer peger fingre mod Rusland.
Nogle uger senere er det et russisk rumskib, der forsvinder på samme måde. Og så kommer det endeligt: hvis det næste amerikanske rumskib forsvinder, så er det klart russernes skyld. Heldigvis er James Bond på sagen, og sagen fører ham til Japan, hvor han får sumo-wrestling at se og får sig en tur i en japansk spa med direktøren for den japanske efterretningstjeneste (med masser af damer omkring sig). Der er dog en hændelse i filmen, der næsten kun kan komme fra Roald Dahls hjerne: for at kunne udspionere udenlandsk aktivitet i Japan må Bond simpelthen gifte sig med en japansk perlefisker.
I hele starten af filmen bliver der spillet på, at den kommende kone er hæslig og grim – man forventer næsten ikke andet, end at hun er ubetydelig smuk. Det er Kissy Suzuki (Mie Hama) da også.
Men lad os lige vende tilbage til nogle andre aspekter af filmen, der bør nævnes: James Bond iscenesætter sin død i starten af filmen, så han bedre kan arbejde for MI6 uden berømtheden, han har samlet sammen gennem sit ikke så subtile spionarbejde i de foregående film. Ja, han er jo den mest kendte hemmelige agent, er han ikke?
Det, som You Only Live Twice gør, er så at bruge nogle af de aspekter, som vi i 2020 synes, er blevet klichéer. Det gjorde nogle af de forrige film også, men i denne film får vi lov at se kødædende piratfisk flå en smuk kvinde ad, en flyvende miniaturehelikopter, der lige akkurat har nok gadgets med sig til at slå de forfølgende helikoptere ud af luften, og et privat underjordisk togspor, som ikke er langt fra det, vi ser i Kingsman (2015).
Men det vigtigste aspekt af dem alle er jo, at vi for første gang får lov at se ansigtet på SPECTREs overhoved, Ernst Stavro Blofeld. Den hvide kat er tilbage, der er ar over øjet, og der er store, sorte læderstole. Det kan nærmest ikke blive mere ikonisk – og parodieret.
Det er selveste Donald Pleasence, der har fået det ansvar at bringe Blofeld til live i filmen, og det får han da også lov til. Specielt når Blofeld forklarer, at SPECTRE har fået en ordre fra en stor, udenlandsk magt for at få USA og Rusland op at toppes, så dette tredje land kan komme ud af opgøret som verdensmagt. Det er selvfølgelig Kina, de refererer til. Og, nu når vi snakker om SPECTRE, så er det også i denne film, at vi finder ud af, at deres base ligger i en slukket vulkan.
Alt dette møder man igen i Spectre (2015). Eller næsten – denne gang ligger SPECTREs hovedsæde i et krater, og Christoph Waltz’ version af karakteren får et ar ned ad kinden i stedet for over øjet.
Mange af de smarte storylines og fortællinger i filmen er Roald Dahls påfund. Han har beskrevet det originale materiale som en ”travelog,” hvor der ikke skete så meget, så det er faktisk den første Bond-film, der ikke er 100% baseret på en Ian Fleming bog. De tre Bond-piger, en japansk agent, en japansk perlefisker og en tysk SPECTRE spion, skaber også gode muligheder, for at Bond kan flirte. Den ene bliver dræbt af gift, den anden bliver han gift med og den tredje møder sit endeligt i et akvarie fyldt med piratfisk – men ikke før hun når at binde Bond fast med reb. Og ikke inden Bond får lov at spørge hende ”What’s a nice girl like you doing in a place like this?”
Det var en svær film at komme igennem, mest fordi de japanske Bond fans var umulige at arbejde med: der skulle bruges ekstra sikkerhed for at sørge for, at fans ikke trængte ind i Connerys værelse. Det hårde arbejde gjorde også, at Sean Connery takkede nej til den næste film, On Her Majesty’s Secret Service (1969), hvor rollen gik til George Lazenby. Heldigvis var det ikke sidste gang, vi fik lov at se skotten i rollen som James Bond, for han vendte tilbage i Diamond Are Forever (1971) – hans sidste Eon Productions James Bond-film.
Noget af det mest ikoniske fra filmen må dog være Nancy Sinatras ”You Only Live Twice,” der sidenhen er blevet brugt i det sidste afsnit af sæson fem af Mad Men (2007-2015), mens Blofelds stolerotation med katten i armene bl.a. er blevet gjort grin af i et afsnit How I Met Your Mother (2005-2014) og Will & Grace (1998-).
Diamonds Are Forever
(Guy Hamilton, 1971)
Stjerner: 4/6
Nej, det er ikke en fejl, at vi gik fra film #5 til film #7 i nedtællingen. Grunden er faktisk, at On Her Majesty’s Secret Service (1969) ikke havde Sean Connery i hovedrollen: det var nemlig George Lazenby, der fik æren. Vi snakker mere omkring Lazenbys præstation næste gang, når vi kigger på On Her Majesty’s Secret Service og andre aspekter af James Bond-franchisen.
Vender vi tilbage til Connerys sidste indsats som James Bond inden for Eon Productions, så er det en af de gode film, vi har med at gøre. Shirley Bassey er tilbage med titelmelodien, Guy Hamilton er tilbage som instruktør og Sean Connery er tilbage som James Bond.
Det er værd at nævne, at det var lige ved at gå i vasken, at Connery skulle vende tilbage til rollen. Den blev tilbudt John Gavin (Spartacus (1960)), Adam West (Bruce Wayne i tv-serien Batman (1966-1968)), western-darlingen Burt Reynolds og selveste Michael Gambon.
Starten på filmen spiller da også på, at George Lazenby lige nåede at have sin tur i James Bond rollen. Der går et par scener, hvor man ser Bond tæske nogle håndlangere, før man ser hans ansigt. Når man så gør, er der bestemt ingen tvivl: Sean Connery er tilbage i rollen, han nærmest har defineret lige siden.
Derfor kan det næsten ikke gå galt.
Det er bl.a. i Diamonds Are Forever (1971), at vi møder SPECTRE for sidste gang indtil 2015. Der gik hele 44 år, før organisationen fik lov at vende tilbage til den store skærm. Det var da også lidt af en bølge, der spredte sig igennem James Bond-universet, da man i 2014 afslørede titlen på den kommende James Bond-film: Spectre (2015). I Diamonds Are Forever bliver Ernst Stavro Blofeld spillet af Charles Gray, der allerede havde optrådt i James Bond-filmene tilbage i You Only Live Twice. Blofeld har fået sig en lille makeover, siden man så ham sidst, og filmen byder da også på noget plastikkirurgi for at kunne snyde MI6 og de andre hemmelige organisationer.
Diamonds Are Forever byder også på nogle interessante idéer. Karakteren Willard Whyte (Jimmy Dean) er inspireret af Howard Hugues, som producer Albert R. Broccoli kendte personligt. Desuden introducerer filmen også det første par åbenlyst homoseksuelle håndlangere – Mr. Wint og Mr. Kidd, spillet af henholdsvis Bruce Glover og Putter Smith, en kendt jazzmusiker. De to karakterer følges ad under hele filmen og arbejder også sammen for at gøre det af med beviser på SPECTREs indblanding i en diamantsmuglingsoperation. Mr. Wint ser man flere gang i færd med at tage dameparfume på, mens Mr. Kidd på et tidspunkt understreger om Tiffany Case, at hun er køn ”… for en kvinde at være,” inden Mr. Kidd kigger på ham med et blik fyldt med jalousi.
Det er således ikke kun i Skyfall, at James Bond får nydeligheden af at møde en fjende, der er til det andet køn, hvis man altså tolker Raúl Silva (Javier Bardem) som værende biseksuel.
Desværre kommer filmen aldrig rigtig i gang. Man mærker klart, at det er en spionfilm – det er der ikke nogen tvivl om. Problemet er bare, at den ikke føles som en James Bond-film. Der går enormt lang tid, hvor filmen bare vader rundt i diamantsmuglingen, uden at der egentlig sker de klassiske James Bond-film ting, man forventer. Man næsten er ved at miste tålmodigheden!
Lige indtil James Bond klatrer op ad en bygning og hænger fra en metalstang på siden af den. Når han så endelig kommer indenfor, møder han Blofeld, som vil gøre det af med Bond ved at sende ham til en byggeplads og begrave ham levende i et betonrør. Den måde Bond håndterer at blive begravet er en meget Bond-agtig: da han kommer ud af rørsystemet, er det første, han siger til nogle stakkels håndværkere: ”I was just out walking my rat, and I seem to have lost my way.” Hele scenen er absurd, da James Bond har jakkesæt på med dertilhørende rød rose.
Det er også i Diamonds Are Forever, at vi ser en eksplosiv afslutning – slutningen af filmen udspiller sig nemlig på en boreplatform, hvor Blofeld holder verdens atomkraft som gidsel. Der sker lidt forskelligt på platformen, indtil James Bond får fat i Blofeld, der igen (igen!) prøver at flygte. Denne gang er det dog rimelig sikkert, at Blofeld møder sit endelige, da Bond kaster hans flugtundervandsbåd ind i styringskabinen på boreplatformen, mens det hele eksploderer oveni hinanden.
Hvis du kunne lide Steve Rogers’ (Chris Evans) famøse elevatorkampscene i Captain America: The Winter Soldier (2014), så kan du glæde dig over en version af scenen fra Diamonds Are Forever, hvor Bond slås med en håndlanger, hvis identitet han har stjålet for at infiltrere diamantoperationen.
Filmen byder således også på en komisk scene, hvor James Bond, iført hvid kittel, påtager sig Klaus Hergersheimers (Ed Bishop) identitet. Han skal tjekke radioaktiviteten på den base, hvor SPECTRE arbejder, inden de bevæger sig ud på boreplatformen. Det går nemt nok, men idet Bond forlader laboratoriet, kommer den ægte Klaus Hergersheimer ind og spørger om det samme.
Diamonds are forever er bestemt en underholdende film, men en mere kontrolleret version af, hvad man har lært at kunne lide fra James Bond. Derfor er det en god og stærk afslutning på Sean Connerys prøvelser som James Bond, i hvert fald i første omgang.
Connery tog jo endnu en sidste tur som Bond i Never Say Never Again, der udkom i 1983. Da denne film ikke er produceret af Eon Productions, vil Ordet derfor ikke kigge på den nærmere – men hvis du er nysgerrig efter at se, hvordan det tager sig ud, når en aldrende James Bond pludselig skal navigere en verden, hvor SPECTRE dukker op igen, så anbefaler jeg den bestemt!
Kommentarer