[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Et sted i Sydfrankrig indlogerer et amerikansk ægtepar sig på et idyllisk beliggende hotel. De er ikke lykkelige, og det er lykkedes dem at leve hver deres liv fyldt med forskellige narkotika. En dag opdager kvinden et hul i væggen, som fører ind til et af hotellets andre værelser. Hullet viser en yngre og mere uskyldig verden hos et nygift ægtepar, som vækker både længsel, lyst og misundelse i kvinden.
Angelina Jolie Pitt har instrueret og skrevet By the Sea. Hun spiller selv den kvindelige hovedrolle, og har yderligere gjort brug af gemalen Brad Pitt til at spille hendes mand i filmen. Dette lægger jo op til en del tanker om metalag og autofiktion – hvilket da også har været en stor del af promoveringen af filmen i diverse dameblade og tabloidaviser, men som jeg ikke interesserer mig synderligt for. Dog kan det nævnes, at det er lykkedes det celebre par at skabe en fin intimitet imellem deres to roller; og at både deres sorg og kærlighed er til at tage og føle på.
I den første halvdel af filmen er handlingen minimal. Vi betragter mest af alt den storøjede, deprimerede Jolie og hendes berusede mand, der med den lokale vært fører lommefilosofiske samtaler på fransk med en meget stærk amerikansk accent. Iscenesættelsen af det ulykkelige og frustrerede par, halvfjerdsermusikken og -påklædningen er næsten pasticheagtig. De tunge billedsymbolikker og replikker trækker filmen ned på et meget bogstaveligt og konkret plan, som det ville have klædt den at være foruden. Det samme kan siges om årsagen til hele den ulykkelige situation: den store sorg. Det ville virkelig have været klædeligt at lade denne være usagt og forblive ved gisninger og undertekst. By the Sea er dog alligevel et nogenlunde vindende bekendtskab, hvis man er i stand til at se bort fra, at der males med den brede pensel angående symbolikker samt replikkernes udfoldelse af disse.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
By the Sea[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Angelina Jolie Pitt[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Samtidigt males der nemlig også små lyse fængende rum af længsel og undertrykte følelser, og handlingens langsomme progression understreger disse fine stemninger. Stilheden og tankerne får lov til at hænge i luften og således vokse. Den visuelle side af fortællingen er meget stiliseret og flot og filmens stærkeste kort. Billedernes sanselig- og stoflighed, og kompositionerne af disse, trækker os ind i karakterernes indre fængsler og de dragende atmosfærer. Her er hotelværelset og vuet igennem ”hullet” eksempler på, hvordan billedsiden skaber intime, og på samme tid sensuelle, og triste rum, som er særdeles tiltrækkende. Det naturlige lys, som er blevet brugt, kaster et spinkelt trist skær over filmen, hvilket virkelig klæder den.
Manus og plot kunne godt have trængt til lidt inspiration fra art-filmens evne til at lade ting forblive usagte, men udførelsen af disse er ganske fængende og seværdig. Med billedsiden i By the Sea har Jolie skabt en flot fortælling om disse rolige, dovne sommerdage i liggestolen, hvor intet længere kan forties, og alting dirrer af anspændthed.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer