Det er simpelthen så tæskegodt fundet på, det her. At tage en kunstmalers egen karakteristiske stil og gøre den til en integreret del af en animationsfilm om selvsamme kunster er i sig selv et vidunderlig originalt påhit. Men at køre idéen helt ud ved ovenikøbet at male hele molevitten må simpelthen siges at være en genistreg af instruktørerne Dorota Kobiela og Hugh Welchman.
Loving Vincent er endnu et kapitel i rækken af fortællinger om én af kunsthistoriens største myter; Vincent Van Gogh. Et år efter dennes berygtede selvmord rejser Armand Roulin (Douglas Booth) til Auvers-sur-Oise for at viderebringe et uåbnet brev fra Van Gogh til kunstnerens resterende familie. Dette fører til en række samtaler med mange af Van Goghs gamle bekendte, hvis historier om den sagnomspundne maler er ligeså forskellige, som dagen er lang – hvilket blandt andet tegner et lidt uklart billede af, hvad der egentlig skete i dagene omkring Van Goghs død.
Alene produktionsomstændighederne omkring Loving Vincent giver én lyst til at tage hatten af for Kobiela og Welchman. I en tid hvor animation kan udføres hurtigt og effektivt med diverse former for computerteknologi, har de to instruktører insisteret på at gøre tingene anderledes: Filmen blev oprindeligt skudt i live action med greenscreen, hvorefter et hold af over 100 kunstmalere brugte fire år på at genskabe hver og én af filmens 65.000 frames som håndmalede oliemalerier – hvilket gør Loving Vincent til den første fuldt malede animationsfilm nogensinde.
Én ting er at beundre dette omhyggelige arbejde og denne kompromisløse insisteren på autenticitet. Noget andet er at måtte bøje sig i støvet for, at holdet bag filmen rent faktisk formår at føre deres vision til dørs og puste filmisk liv i Van Goghs univers.
Filmen består af to forskellige stilarter: Narrativets hovedpart fortælles gennem den farverige, impressionistiske stil, som mange forbinder med Van Gogh, mens flashbacks fortælles gennem monokrome skitser. Begge elementer skaber et næsten psykedelisk og drømmeagtigt udtryk, der dog stadig virker organisk. For mig slog stilen især igennem i en flashbackscene, hvor vi ser Van Gogh vaske sit ansigt i et vandkar; her skaber mængden af detaljer kombineret med vandoverfladens bevægelse en på én gang abstrakt og virkelighedsnær effekt, der på hypnotiserende vis drager tilskueren ind i filmens sælsomme verden.
Ligesom med stilen synes filmens plot også at være formet ud fra ønsket om at vække Van Goghs univers til live. Persongalleriet består af kunstnerens portrætsubjekter, der til lejligheden er trådt ud af deres rammer for at fortælle deres version af historien. Det er en sjov måde at føre publikum ind i hele myten om Van Gogh, og det er samtidig en tilgang, der gør, at selv folk uden forhåndsviden om kunstneren kan være med.
Til tider virker indholdet i denne opsætning dog en anelse forceret. Filmen formår på sin vis at præsentere et nuanceret billede af Van Gogh, men mange af interaktionerne mellem Roulin og de øvrige karakterer munder ofte ud i at ville italesætte, hvilket misforstået geni Van Gogh var – og det kan godt blive lidt trættende i længden.
Langt hen ad vejen opvejes denne lille mangel dog af overbevisende skuespillerpræstationer, rørende øjeblikke og ikke mindst en gudesmuk og særdeles gennemført æstetik. Loving Vincent er en original og veleksekveret kunstnerhyldest, som man – hvad enten man er kunstelsker eller ej – under ingen omstændigheder bør snyde sig selv for.
Kommentarer