Af Jacob Pedersen

Der findes de film, som stryger seeren med hårene og guider publikum let, sikkert og underholdende gennem historien, og som endegyldigt sørger for, at selv dem på bagerste række fangede filmens budskaber. Sådan en film er Se mod solen (In Die Sonne Schauen) (2025) ikke – for den er uendeligt meget mere.

Se Mod Solen er instruktør Mascha Schilinskis blot anden film, men til trods for sin korte spillefilmskarriere udfordrer hun sit publikum, som var hun en garvet Cannes-darling. Filmen vandt da også jury-prisen ved Cannes sidste år, så måske er tiden det eneste der står mellem hende og en fast plads ved prestigefestivalen.

Og netop tiden fylder meget i Se mod solen, hvor vi på tværs af et århundrede – fra 1910 til 2020 – møder fire kvinder, Alma (Hanna Heckt), Erika (Lea Drinda), Angelika (Lena Urzendowsky) og Lenka (Laeni Geiseler), der alle tilbringer deres ungdom på en landbrugsgård i Altmark i det østlige Tyskland. Deres fire skæbner er ikke blot forbundet af ungdommen med bare fødder på gårdens hø-befængte brosten, men i høj grad også af deres kollektive livserfaring med misogyne mandeblikke, undertrykkelse og døden.

Kvindernes historier smelter sammen med mere eller mindre uklare overgange mellem hinanden, og tilsammen snor de forskellige fortælletråde sig sammen, til en historie om en verden, der selv i nutiden vækkes af genklang fra fortidens generationelle traumer.

Som når helt unge Alma i 1910’erne opdager, at stuepigen Trudi (Luzia Oppermann) bliver gårdens mest eftertragtede, efter et kort og mystisk ophold, hvor hun måske – måske ikke – blev gjort steril. Eller da den seksuelt vækkede Angelika i 80’erne er tvunget til at dreje sin Onkel og fætters incestuøse blikke til sin fordel og må tage ejerskab over sin egen seksualitet. Tiden læger alle sår, siger man, men selv i 2020’erne hersker de misogyne undertoner på en mere hemmelig facon, som da pre-teen Lenka smider sin våde overdel under vandlegen en varm sommerdag, men hurtigt mærker forældrenes voksenvens iskolde blik på hendes børnekrop.

Takket været Schilinski og sin fotograf Fabian Gampers fantastiske sans for blikke og synspunkter, mærker vi de omklamrende vamle blikke ved hjælp af et kamera, der spejdende opdager og ser alt. Om det er igennem dørsprækker, gulvbrædder eller nøglehuller, så er kvindernes blik fastrettet mod den altid skurrende og hykleriske omverden, som forsøger at forblive under radaren.

Ved siden af kvinderne i centrum af Se mod solen hjemsøger døden. Døden er allestedsnærværende, dels med de svævende næsten spøgelsesagtige POV-skud, der svæver gennem gården som et genfærd, og dels i en mørk, men intens udtryksfuld billedside, der oftest efterlader billedet mere mørkt end lyst, og hvor de ligblege ansigter, specielt Almas, føles som et omvandrende genfærd.

Gamper lyssætter nogle helt fantastiske billeder på den gamle gård, som når lille Alma imiterer sin døde mormor iklædt sit Allesjælesdags sorte kjole. I den mørke sofa står Almas blege ansigt og hænder fuldstændig i kontrast til det mørk-døde lokale. Denne leg og fantasi med døden hersker hos alle kvinderne, der har et skadefro og forstyrrende forhold til døden, som kan spores tilbage til deres mødre, der kun griner når ulykkerne indtræffer.

Schilinski har unægteligt begået sig en umanerligt dragende film, som kommer under huden på sit publikum. Til trods for at følelserne ikke vækkes til live, og et par filmtekniske gentagelser der mister sin styrke ved fjerde anvendelse – specielt et zoom underlagt højt rungende musik er overbrugt – så er Se mod solen et uafrysteligt og omsiggribende stykke filmkunst, og det er tydeligt at se og mærke, hvorfor Cannes-juryen udpegende netop denne perle som vinder til prisen.