Af Mikkel Lind Kristiansen

Hayao Miyazaki er animefilmens mest velkendte kvalitetsstempel, men er efterhånden blevet gammelt nok til, at mange drøfter, hvem der kommer til at udfylde det hul han efterlader? Et navn, der i den samtale ofte dukker op, er Mamoru Hosoda, bedst kendt for Wolf Children (2012) og The Girl Who Leapt Through Time (2006), der er kendetegnet ved sit humanistiske hverdagsblik og familiefortællinger.

 I Scarlet tager han en afstikker fra sit humanistiske hverdagsblik til en mere fantasipræget og imaginær verden. Og alt tyder på, at ambitionsniveauet har skadet de tematiske styrker, man ellers kommer for, når man ser og oplever Hosoda.

Scarlet følger den titulære middelalderprinsesse Scarlet (Mana Ashida), der efter at have set sin far blive myrdet af hendes magttørstige onkel, Claudius (Koji Yakusho), sværger at få hævn. Scarlets mission om et hævndrab mislykkes, hvorefter hun ender i en form for limboverden kaldet “The Otherworld”. En af de første personer hun møder er den filantropiske Hijiri (Masaki Okada), en ambulancebehandler fra nutiden. Sammen rejser de igennem The Otherworld for at finde en vej ud.

Hosoda har som altid sans for sine stemningsbilleder. The Otherworld føles stort, når man på lærredet, ser Hijiri og Scarlet som små myrer i en kæmpe ørken. En unavngiven, mytologisk og altoverskyggende dragefigur hærger The Otherworld med sine dødbringende lyn når den dukker op. Scarlets bekymringer forsvinder under den mørkeblå stjernehimmel, som kroneksemplet på de stemningsbilleder Hosoda skaber.

I takt med at Scarlet og Hijiris odyssé udfolder sig, bliver karakterernes følelser og problemer smurt meget tykt på. Scarlet falder i den faldgrube, hvor karakterer italesætter deres følelser så tydeligt og direkte, at man knap nok behøver at forholde sig til karakteren. Dialogen og samtalerne føles mere som prædikende samtaler mellem marionetdukker, frem for indlevende samtaler mellem ægte mennesker. Selv i nogle af filmens vigtigste øjeblikke, tilføjes en voice-over, der nok skal forklare dem på bagerste række, hvordan karakteren føler, i stedet for selv at mærke og reflektere over filmens dilemmaer.

Det går desuden også ud over Scarlets fjender, der bliver endimensionelle, moustachepillende tableauer af ondskab. De har ingen nuancer eller menneskelighed, og er derfor ikke interessante at følge med i, da man føler hverken empati eller had, blot apati. Den stive dialog og de endimensionelle skurke udmunder i en forenklet og belærende konflikt om hævn og krig, der ikke har samme nuancer for dybe humanistiske traumer, som man for eksempel ville opdage i Miyazaki film som Prinsesse Mononoke (1997) eller Det Levende Slot (2004).

Scarlet har et brændende hjerte, og Hosodas personlige holdning skinner klart igennem, men han er på bar bund i det fantasifulde og for langt væk fra det mindre og familiære, hvor han ellers brillerer. Man har for svært ved at føle Scarlets dilemma om at bryde hadets cyklus, da karakterarbejdet er for endimensionelt og unuanceret. Det er en skam, for i de små og få øjeblikke, hvor stemningsbillederne får lov til at tale for sig selv, så gemmer der sig bag revnerne en smuk filmoplevelse.