Er det længe siden, du har set en komedieserie, som oprigtigt bare fik dig til at grine? Så er du i hvert fald ikke alene.
Jeg er netop færdig med at se HBO’s seneste komediesatsning Barry, hvor komikeren Bill Hader spiller en følsom lejemorder, der drømmer om en karriere som skuespiller i Los Angeles.
Jeg får dog helt lyst til at putte ordet ’komedie’ i gåseøjne. For dog showet er absurd og humoristisk til tider, sad jeg i stedet med tårer i øjnene, da sæsonfinalen rullede hen over skærmen. Var det ikke meningen, at komedier skulle få dig til græde af grin? Ikke sidde med våde øjne og et knust hjerte?
Kunsten at grine og græde på samme tid
For, jo, Barry er også sjov. Det er morsomt at se den garvede (og tydeligvis knalddygtige) Saturday Night Live-veteran Hader spille tåkrummende dårligt til sine skuespilstimer, hvor de andre Hollywood-aspiranter kæmper sig kluntet igennem alskens filmmonologer. En personlig favorit er den umådeligt mislykkede gengivelse af Gary Oldmans monolog som den groteske pimp Drexl i True Romance (1993). Barrys venligtsindede fortolkning af den infamøst vitriolske Alec Baldwins monolog fra Glengarry Glen Ross (1992) kommer på en stærk andenplads.
Det er også sjovt at se Barry interagere med en gruppe ufikse tjetjenske gangstere i L.A. Det tjetjenske mafiaoverhoved, spillet af Glenn Fleshler (som de fleste nok kan genkende som den ængstende ’man with the scars’ fra første sæson af True Detective), skal på humoristisk vis jonglere mellem den kriminelle verden og sit hjemmeliv. Som eksempel diskuterer han Barrys næste offer til sin datters fødselsdagsfest. Inkongruensen ved at se en hårdkogt tjetjensk mafiaboss beordre et mandedrab omringet af små piger i prinsessediadem og tylskørt er alligevel ret komisk.
Men det er til gengæld ikke så komisk at se Barry døje med sine PTSD-lidelser, som han pines af efter sin tid som marinesoldat i den amerikanske hær og sin karriere som lejemorder. Vi griner heller ikke så meget, når Barry bliver nødt til at skyde en gammel ven, efter han kommer til at kende lidt for meget til Barrys dobbeltliv. Specielt når vi har set Barrys ven sammen med sin kone og datter tidligere i sæsonen. Dejligt.
Og det er endda uden at have nævnt finalen. Den er et kuglestød direkte ind i hjertet. Det bliver næsten for meget. Alle de humoristiske øjeblikke gennem serien bliver glemt hurtigt efter at være vidne til Barrys handlinger i de sidste minutter af den sidste episode. Hvordan i al verden er det her egentlig en komedieserie?
Er det virkelig en komedieserie?
Komedieserier er ikke helt, hvad de plejede at være. De gyldne tider af 90’er studio sitcoms og dåselatter er officielt forbi. Nu må vi give plads til den nye konge af TV-komedier: den tragiske, sorte komedie, der uddeler tårer såvel som latter.
Denne trend har nu efterhånden overtaget komediefeltet. Hvis man spejder til vinderne under kategorien ’Best Television Series – Comedy or Musical’ til Golden Globes-ceremonien, kan vi se bevismaterialet. I det sidste årti har serierne Transparent, Girls, Mozart in the Jungle, Atlanta og The Marvelous Mrs. Maisel vundet præmien. Brooklyn Nine-Nine er den eneste afstikker, der stadig følger ånden af sitcom komedien. Men den blev jo også næsten aflyst i år, for kun at blive reddet i sidste øjeblik af NBC. Var den ikke trist nok til at holde seernes opmærksomhed?
For triste er de andre serier i kategorien i hvert fald. Der bliver ikke grint meget i Transparent. Her spiller Jeffrey Tambor Maura Pfefferman, som skal navigere livet som nyudsprungen transkvinde, meget til sin jødiske families og omverdenens forargelse. Udover Mauras kamp er resten af familien involveret i alt fra seksuel misbrug, psykisk sygdom, utroskab, selvmord til stofmisbrug. Selvfølgelig er der små komiske øjeblikke, men den generelle tone er rimelig depressiv. Men en Golden Globe for bedste komedie? Det er dog lidt svært at kapere.
Saturday Night Live lavede for nylig en rammende sketch med Tom Hanks, som ligner en gennemført parodi på Transparent. Sketchen udspiller sig som en slags kunstig trailer til en ny komedie, der omhandler en familie af universitetsprofessorer, som alle bliver diagnosticeret med depressioner på den samme dag. Trailerstemmen revser disse nye ’komedier’ med taglines som ”because it’s 30 minutes, it’s a comedy!” og ”so funny, it’s a show fans are calling ’this is a drama’”. Denne to minutter lange sketch har måske flere sjove øjeblikke end hele tre sæsoner af Transparent har sammenlagt.
En tragikomisk fremtid
Forventer vi mere som publikum nu? Er det for hedonistisk at se en komedieserie og oprigtigt more sig, uden at man får et dybdegående indblik i en eller anden form for social konflikt eller personlig lidelse? Selv Brooklyn Nine-Nine har bevæget sig ind i større diskussioner omkring racisme, gentrificering i New York, politivold, diskrimination mod homoseksuelle osv., osv., osv.
Personligt talt kan jeg godt lide lidt af det sure med det søde. De gyldne 90’er sitcoms kan være overbærende, endda kunstige, i deres brusende positivitet til tider. Med en balance af komik og oprigtige, menneskelige følelser, minder de tragikomiske serier nok mere om det virkelige liv, som vi kender det. Vi føler karakterens opture og nedture mere reelt, når vi ikke ved, hvordan serien kommer til at udvikle sig. Deres sjove øjeblikke er endnu mere sjove, såsom deres tragiske øjeblikke bliver endnu mere tragiske.
I sitcoms ved vi, at alle episoder slutter med en optur, hvor alt forløser sig og serien nærmest har en tabula rasa med den næste episode. Det resulterer i, at vi aldrig rigtig investerer os i handlingsforløbet. Og jeg kan kun give mig fuldstændig hen til en serie, hvor jeg ved, at karakterens handlinger har konsekvenser.
Så det er måske ikke helt negativt, at komedieserierne bliver lidt mindre komiske. Serier som Barry har gjort større indtryk på mig, end en episode af Seinfeld nogensinde kommer til at gøre. Men jeg kommer nok ikke til at række efter den nye sæson af Barry på de dage, hvor jeg bare trænger til et godt grin. Der er heller ingen skam i at se en komedieserie uden de dybe, filosofiske budskaber. Så længe begge dele bliver ved med at eksistere, skal vi nok overleve.
Kommentarer