[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Thomas Hasse Therkildsen[/vc_column_text][vc_column_text]Det bør ikke være nogen hemmelighed, at Ruslands historie har været turbulent. Hvis det alligevel er gået nogen forbi, er den kulturelle sorg, en stor del af den russiske filmkunst. Selvom der i Danmark en gang imellem bliver produceret nogle dystre film, som f.eks. Pusher-serien der startede med Pusher (1996), har vi ikke noget at have ondskaben og sorgen i på samme måde, som russerne har. Før jeg begynder at lyde alt for melankolsk, er det klart, at det er noget af en generalisering, at russerne kun laver sørgelige film. Et godt eksempel på en mindre alvorlig film er Operation Y and Other Shurik’s Adventures (1965), der med sin absurde og Chaplin’ske humor langt fra er deprimerende.
Alvor i skønhed
Komedierne er dog i fåtal blandt de russiske film, som springer i øjnene. Det er faktisk selve billederne i filmene, der fanger ens blik. Selv i Operation Y and Other Shurik’s Adventures bliver man nogle gange fanget af det visuelle, som ofte ikke spiller en større rolle i danske eller amerikanske komedier. Det er overvældende, så flot russiske film er filmet, og det er måske det, der er med til at styrke den alvor, der findes i historierne. I en film som Vandringsmanden (1979), der viser tre ujævne mænds rejse gennem fantastiske, men farlige omgivelser, er det billederne, der bærer filmen. Plottet er meget langtrukket, og der er næsten ingen spænding.
Man tvinges næsten til at tænke på Tjernobylulykken. Filmen er produceret før hændelsen, men det menneskeforladte område og snakken om usynlige “fælder” i landskabet synes næsten uhyggeligt tæt på Tjernobyls eftermæle. To af mændene søger lykken i det mystiske område, mens den tredje er guide. Man kan nemlig ikke uden hjælp bevæge sig igennem den labyrint af efterladte kemikaliefabrikker og gamle krigsmarker, der findes før det magiske centrum. Det at vove livet for at få opfyldt et ønske, virker måske ikke så underligt for nogen. Der hersker dog ingen tvivl blandt disse mænd, som lever i en verden, der ikke har meget til overs for smilet.
Instruktøren Andrei Tarkovsky berør ofte historiske elementer i sine film. Det var held (eller uheld) i Vandringsmanden, mens Ivans barndom (1962) bevidst tager Anden Verdenskrig op. Vigtige handlinger under krigen arbejdes der dog ikke med, men der ses nærmere på den påvirkning, den har på de mennesker, der deltog i den. Den påvirkning krigen har på et forældreløst barn, der er spejder for russerne af egen vilje.
Grusomhed
Selvom Ivans barndom er sørgelig, skraber den kun overfladen af den grusomhed, krig kan bringe. Den utroligt barske film Gå og se (1985), instrueret af Elem Klimov, tager samme udgangspunkt som Ivans barndom ved at fortælle om anden verdenskrig ud fra et barns øjne, men den er uden sammenligning i ondskab. Man kan føle russernes dybe had til nazisterne i filmens utilslørede fremvisning af historierne fra krigen, man ikke har lyst til at tro. Der er ingen personer, der er uden knubs på både sjæl og legeme, når filmen er slut, og man er selv som tilskuer slået af filmens brutalitet.
Filmen følger en dreng og en pige, der langsomt destrueres af krigen. Drengen, som er filmens hovedperson, lokkes til krig af den drengedrøm, der siger, man bør være soldat. Pigen forelsker sig i en ældre sørgmodig officer. Samme officer fornægter de to børn for at redde dem, men det hjælper dem ikke længe.
Krigens sindssyge er noget andre storslåede krigsfilm som Der Untergang (2004) kun famler efter. Elem Klimov er så at sige ekspert i grusomheder. Ti år før Gå og se lavede han Dødskampen (1975), som giver et udklip af den ulykke Tsaren sammen med Rasputin forårsagede før monarkens fald. Den fjende, som man muligvis kender fra tegnefilmen Anastasia (1997), opnår man igen at blive bange for som voksen. Man får et indtryk af, at den onde russer nogle måske er bange for ikke er i nærheden af så ond, som den onde russer de selv er bange for – og det flyder med ondskab i Klimovs film. Der er til tider barmhjertighed og heltemod, men slet ikke nok. Sindssyge er der til gengæld masser af.
Glæde
Men sindssyge kan på en måde også være en god ting. Foruden havde Sancho aldrig fået et eventyr sammen med Don Quijote, som i sin illusion udlever det ideal af en mand, han har fundet i sine mange ridderromaner. Filmen hedder selvfølgelig også Don Quijote (1957) og har Nikolai Cherkasov som hovedrolleindehaveren – en skuespiller man måske genkender fra nogle af Eisensteins film (bl.a. Alexander Nevskij (1938) og Ivan den Grusomme (1945)). Filmen er en underholdende indspilning af den klassiske roman af samme navn, men den overrasker ikke på samme måde som The Adventures of Sherlock Holmes and Dr. Watson: The Hound of the Baskervilles (1981). Begge film er produceret af selskabet Lenfilm, som sammen med Mosfilm producerede de fleste af de film fra Sovjetunionen, man kender i dag (herunder alle de film der er nævnt i denne artikel).
Den russiske version af The Hound of the Baskervilles er mere end mindeværdig og blandt de bedste. Men den bæres også af Nikita Mikhalkov skønne skuespil som Sir Henry Baskerville. Hans naivitet gør filmen morsom, mens Sherlock Holmes formår at holde niveauet over det fjollede, med sin underspillede genialitet. Filmen er blandt de mindre seriøse, men beholder alligevel den russiske karakter. For Rusland har en meget udtrykt kultur, og den skinner (heldigvis) igennem i næsten alle deres film.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer