Af Lasse Borch Frisendal

USA har skabt nogle af de bedste actionfilm nogensinde. Film som Die Hard (1988), Lethal Weapon (1987) og John Wick serien (2014-) er hæsblæsende, og har etableret landet som den førende drivkraft for slåskamp- og eksplosionskunsten. Men med tiden har den elskede Hollywood-actionfilm formet sig efter en generisk tjekliste, der er til stede i nærmest alle disse voldsfilm.

Den uinspirerede tjekliste er i den grad også til stede i den nye actionkomedie Runner, der tydeligt er afledt af alle de førnævnte film uden at bidrage med noget unikt til den amerikanske action-formular. I stedet følger filmen en uinspireret og oversentimental skabelon i udformningen af dens karakterer og narrativ.

Den stille, stoiske og kæmpestore ekssoldat Hank Malone (Alan Ritchson) forsøger at komme sig over sit tidligere alkoholmisbrug og skilsmisse ved at lære fransk i fritiden til ære for sin afdøde datter, mens han i sin dagligdag leverer eksotiske varer og eskorterer vigtige klienter. Men da han sammen med den skræmte og snakkesalige kurer Ben Bishop (Owen Wilson) pludseligt skal levere en sjælden lever til et dødeligt sygt barn, der har mange paralleller til Hanks egen datter, finder han en mulighed for at tilgive sig selv for de fejl, han begik før sin datters død. Missionen bliver dog en vanskelig affære, da en psykotisk kartelleder har behov for samme lever og ikke tøver med at benytte alle kartellets grusomme metoder mod dem, der forsøger at stoppe ham.

Det bliver ikke mere generisk, klichefyldt og ærkeamerikansk på den værst tænkelige måde, end her. Actionfilm behøver da heller ikke altid at have de mest veludtænkte plots eller karakterer, så længe der er nok stunts og visuelt guf at mætte sig på. Men ligesom så mange andre amerikanske actionfilm, fokuserer filmen for meget på sin uinteressante historie.

Det første akt er decideret smertefuldt dårligt, grundet netop den følelsesforladte narrative tjekliste, der kun forværres af en ustandselig mængde tonedøve vittigheder og karakterer, der skal forestille at være finurlige, men som ikke har nok personlighed til at være unikke eller humoristiske. Det værste eksempel er et rigt yogadyrkende par, der slås om en fugl, der siger ”peekaboo”, når man kigger på den. I andre hænder kunne det havde været en morsom absurditet, men her føles det ekstremt påtvunget og toneforvirret, da resten af filmen er indspillet forholdsvis dramatisk med standard buddy-cop banter som det komiske fundament.

Herudover går der ekstremt lang tid før der overhovedet kommer noget som helst interessant action, hvilket får filmen til at virke dobbelt så lang, som den egentlig er. En følelse der kun forværres i løbet af filmen grundet spøjse krydsklipninger med småligegyldige scener på det hospital, hvor Hank skal levere organet. Endnu en kæp i hjulet på filmens karaktererarbejde og forsøg på spændingsopbygning.

Men når Runners større actionsekvenser endelig får lov til at dukke op, er de faktisk ret veludførte og underholdende, hvis man da kan ignorere de forfærdelige sangvalg undervejs. Filmens generelle brutalitet, skarpe koreografi og kløgtige kameraarbejde i en række håndkamp- og bilkampscener, skaber øjeblikke, hvor man ender på kanten af sædet. Dog går der til gengæld alt for lang tid mellem netop de øjeblikke.

Buddy-cop dynamikken fungerer også gradvist bedre jo længere ind i filmen, man kommer, og til sidst ender man faktisk med at kunne mærke et reelt venskab mellem Hank og Ben – særligt takket være en solid kemi mellem skuespillerne og en forholdsvis charmerende præstation fra Owen Wilson.

Men når Runner endelig formår at stå nogenlunde stærkt, er det simpelthen for sent. Lidt kemi og koreografi er ikke nok til at tilgive det rædsomme første akt og det ideforladte manuskript, der føles mere som en ærkeamerikansk plotskabelon end et fuldendt narrativ.