[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Rikke Bjørnholt Fink
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]I Rosita møder vi den midaldrende mand, Ulrik, der bor sammen med sin voksne søn i en lille fiskerby i Vestjylland. Ulriks kone er død nogle år forinden, og han har nu besluttet, at det er på tide at finde den nye kvinde i sit liv. Gennem en lokal kontakt får han inviteret den filippinske kvinde Rosita til at bo hos sig. Hvis han kan lide hende, gifter han sig med hende, og i mellemtiden forsøger han at lære hende at smøre en rullepølsemad med sky. Imidlertid bliver hans søn, Johannes, forelsket i hende og forstyrrer dermed både roen i hjemmet og i Johannes selv. Oven i dette trekantsdrama har Rosita sin helt egen dagsorden med det vestjyske ophold.
Først var jeg lidt kritisk. Skal Jens Albinus, den kønne mand, spille forsmået fiskefabriksarbejder? Hvorfor kan jeg høre Vesterhavet, men ikke så meget som et spor af vestjysk dialekt? Denne konsensus om at kun Ole Thestrup og pædofile fædre i Erling Jepsen-filmatiseringer taler jysk i dansk film er lidt irriterende.
Jeg forberedte mig på, at min anmeldelse skulle være et korstog for provinsen, men… så glemte jeg det fuldstændig. Måske fordi skuespillerne i Rosita er så dygtige eller så godt instruerede, at de ikke behøver dialekter for at fange stemningen af lilleput-samfund. Måske bidrog de manglende dialekter ligefrem til at vi, der er opvokset i små byer ved andre danske have, kan genkende både trygheden og angsten for aldrig at komme derfra.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Rosita[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Frederikke Aspöck[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Måske passer denne ubestemmelige, danske by til karaktererne, der er vidunderligt komplekse i forhold til, at der i kategorien vestjyske mænd og deres asiatiske koner, er adskillige latterlige klicheer at trække på. Det har filmen undgået at gøre og mange tak for det. Dens største styrke er nemlig at Rosita ikke er bange for at give en sexistisk fisker fingeren, og at Jens Albinus ikke er en overvægtig, skummel Ole Wedel-type.
Filmen er godt skrevet og heldigvis har man fundet nogle dygtige, danske skuespillere til at forløse dens potentiale. Jeg glæder mig virkelig til at se Mikkel Boe Følsgaard igen. For uanset om han spiller Christian VII i En Kongelig Affære (2012) eller fiskeren Johannes, så har han en evne til at gøre replikker til sætninger et rigtigt menneske ville sige. Han er historiens egentlige hovedkarakter, der må afgøre, om man skal stræbe efter det samme som sin storebror og far, og Følsgaards samspil med Mercedes Cabral (Rosita) bliver brudstykker af en kærlighedshistorie, som jeg håber vil sejre.
Imidlertid sidder jeg også og hepper lidt på, at hans far bliver lykkelig til sidst. For at pille ørnen ud af Jens Albinus, er han blevet udstyret med et lille grimt overskæg og så anstrengt et følelsesliv, at de sexscener han medvirker i er ligeså tåkrummende som tog-blowjobbet i Nymphomaniac (2013).
Rosita handler om at drømme og håbe, men ambitionerne er ikke større, end de stadig kan være i et lille fiskerleje et ubestemmeligt sted i Danmark. Enden på filmen giver et bud på, hvad en lykkelig slutning er for henholdsvis en kvinde fra et fattigt land, en ung mand, hvis liv allerede er fastlagt, og en mand, hvis kones død har efterladt ham fuldstændig følelsesmæssigt forkrampet. Den fornuftige, vestjyske konklusion må blive, at denne film slet ikke er ringe.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer