Af Sophie Worning
Hype kan være farligt. Hvis en film får for meget hype sættes forventningerne tårnhøjt, og man kan ikke lade være med at forvente en smule skuffelse.
Den mexicanske mesterinstruktør Alfonso Cuaróns nyeste film Roma har fået rigeligt med hype, og jeg har ikke hørt en eneste negativ kommentar om den endnu. Da jeg var inde og se filmen til afslutningsgallaen for CPH PIX, var det en kamp at holde forventningsniveauet nede.
Sjældent har jeg dog været så overvældet, rørt og overrumplet af en film før, som da jeg så Roma. Så jeg må desværre tilføje til den gode omtale og indrømme, at den er måske en af de mest fortræffelige film, jeg nogensinde har set i mit relativt korte liv.
Filmen er baseret på Cuaróns egen opvækst i La Roma-kvarteret i Mexico City i 1970’erne, hvor han hovedsageligt blev passet af sin enlige mor og en tjenestekvinde. I Roma tager han tjenestekvindens perspektiv, og placerer os som ledsagere til den følsomme og elskværdige Cleo, spillet af Yalitzo Aparicio.
Cleo arbejder for en velhavende familie med fire børn, hvor hun arbejder flittigt og servicerer selv familiens mindste behov. På samme tid er det tydeligt, at Cleo er stærkt knyttet til familien, og børnene næsten anser hende som en ekstra mor til tider. Når familiefaren forsvinder fra billedet, må hans kone Señora Sofía (Marina de Tavira) og Cleo kæmpe for at holde sig selv og familien oven vande.
At rollen som Cleo er Yalitzo Aparicios første og hidtil eneste i en spillefilm er allerede lidt af et mirakel. Hun spiller ualmindeligt kompetent, og kameraet bliver ofte hængende ved hendes udtryksfulde ansigt, hvor vi kan fornemme de følelsesmæssige konflikter i Cleos liv.
For hendes liv er bestemt indhyllet i konflikter; selvom Cleo har et familiært forhold til sin arbejdsgiver, er vi (og Cleo) konstant mindet om at familien hovedsageligt er hendes arbejdsgiver. I starten af filmen sætter hun sig til rette for at se TV med familien, men næsten med det samme bliver hun bedt om at lave te i stedet for. Cleo gør det uden en sur mine, men som seer kan man ikke lade være med at føle et jag af smerte for hende. Selvom hun er elsker familien umådeligt og er elsket tilbage, kommer hun aldrig til at være en del af deres verden.
Cuarón optræder også som filmfotograf for første gang med Roma, og hans fløjlsbløde sort-hvide billeder og eminente kameraføring understøtter fejlfrit de bittersøde eksistenser i hans univers. Kameraet bevæger sig nænsomt med meget få klip, og det er svært ikke at føle Federico Fellinis tilstedeværelse i Cuaróns filmmagi. Jeg blev i en trancetilstand transporteret til filmens egen verden, hvor alle lugtene og lydene af Mexico City indsvøbte mig.
Som en Fellini-film er Roma til tider lidt langsom. Med det sagt, er det dog svært at påpege, hvad man kunne undlade i filmen. Alle sekvenserne er som små perler på en snor – der er mange af dem, men de er alle guddommeligt smukke og uundværlige for helheden.
Efter at opleve alle disse hypnotiserende indtryk, kan jeg kun begræde, at filmen ikke vil kunne opleves i Danmarks biografsale, men i stedet kommer direkte til Netflix. Jeg har sjældent forladt en biograf så gennemsyret med følelser, som jeg næsten ikke kunne sætte navn på. Roma er et sandt mesterværk, intet mindre, og fortjener al den hype, den har modtaget hidtil. ¡Viva Roma! ¡Viva Alfonso Cuarón!
Kommentarer