Af Tilde Søgaard Carlsen
Eksistenser og ekskrementer flyder på gaden. I 70’ernes Mexico City skal man se sig for for ikke at træde forkert og gå ad forkerte veje. Der er dem, der arbejder for det bedre og dem, der arbejder for overlevelse. Klasseskellet er tydeligt mellem skur og villa, men oppe på byhusenes tage emmer en fryd. I et vasketøjsbeklædt paradis findes en ro, man ellers sjældent støder på i en hektisk hverdag i Roma-kvarteret i Mexico City.
Alfonso Cuarón har atter fundet fodfæste siden Gravity (2013) og er nu tilbage med filmen Roma.
I Roma følger vi den unge Cleo (Yalitza Aparicio), der er tjenestepige i et middelklassehjem i 70’ernes Mexico City. Familien består af tre generationer på syv individer, der nyder godt af Cleo og to andre tjenestefolk til at varte op og varetage de huslige pligter. Udenfor hjemmets beskyttende port er en politisk uro under opsejling, men snart bryder en anden uro ind i hjemmets trygge rammer, der truer familiens sammenhold.
Roma er i høj grad en personlig fortælling og en hyldest til de stærke kvinder, der opfostrer og passer på os. Cleo og moren (Marina de Tavira) er kernen i kernefamilien, der trods svigt og modgang ikke vælger at stikke halen mellem benene. Det ville være lettere og rarere at være død, som Cleo pointerer i en leg med familiens yngste. Men modsat mændene i denne fortælling, vælger kvinderne ikke den lette løsning.
Cuarón tegner et billede af både et samfund og en familie i opløsning. Det er patriarkatets svigt, der repræsenteres i skellet mellem rig og fattig, i militærets magtudøvelse på oprørerne og i fædrenes eskapader. Men på nær filmens visuelle æstetik er dens virkelighed ikke så sort og hvid. Godt nok fremstår de mandlige karakterer som nogle selviske svin, for at sige det ligeud, men Cuarón giver os stadig plads til glimt af sympati, lige så vel som kvinderne også præsenteres fra deres svage sider.
Roma er et kunstværk med tydelig inspiration fra den italienske neorealisme. Det er en dvælende fortælling med mindets detaljerigdom, der bider mærke i det sjove og det sørgelige. Filmen maler stemningsbilleder med abrupte indskydelser, som når man ud af det blå kommer i tanke om en pudsig oplevelse, man engang har haft. I en alvorlig scene i filmen besøger Cleo byens slum, og over blik og støv flyver pludseligt en kanonkonge, netop affyret fra en kæmpe kanon.
Små humørbomber som ovenstående giver plads til adspredelse i den eller triste fortælling. Roma er på mange måder barsk med hjerteskærende øjeblikke, der med kameraets statiske og insisterende blik føles som evigheder. Men uden det onde findes heller ikke det gode, og i sidste ende er filmen en livsbekræftende historie om, hvordan kærlighed og sammenhold kan få os igennem svære tider.
Trods filmens minimalisme og rolige tempo, formår Curón at overvælde og overraske og skaber med Roma en hjertevarm fortælling ud af en ellers trist historie.
Roma er produceret af Netflix, men kan opleves i udvalgte biografer fra d. 6. december. Roma kan streames på Netflix fra d. 14. december.
Kommentarer