ROGUE ONE: A STAR WARS STORY: Stiller den værste sult uden at imponere

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Oliver Marc Noppenaug[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Omkring denne tid sidste år var jeg så heldig at få lov til at være Ordets anmelder på Star Wars: The Force Awakens. Filmen blev en stor succes, og jeg var da selv også ganske begejstret for den. Derfor var jeg sulten efter mere og så frem til Rogue One: A Star Wars Story. Dagen oprandt så, og alt var da også vel, da Lucasfilm-logoet strøg hen over skærmen, og dernæst den lille blå tekst om den så højt elskede galakse langt, langt borte.

Fortællingen foregår umiddelbart lige inden den første Star Wars film, A New Hope (1977), og fortæller historien om en gruppe mere eller mindre utilpassede karakterer. Gruppen ledes af Jyn Erso (Felicity Jones). Jyns fader er en vigtig brik i fremstillingen af Imperiets Dødsstjerne, og derfor bliver hun nødt til at hjælpe rebellerne med af stjæle tegningerne til føromtalte Dødsstjerne. På vejen bliver vi stopfodret med Star Destroyer kampskibe, blasterskud, finurlige rumvæsner, stormtroopers og alt muligt andet, som vi kender og elsker fra Star Wars universet. Og det er jo bare herligt.

Hvad der ikke er så herligt er skuespillet og manuskriptet. Over stort set hele linjen fungerer det nærmest ikke, og jeg kan slet ikke finde ud af, hvor fejlen reelt ligger. Skuespillet er overhovedet ikke overbevisende. Det er tit overspillet, som når Forest Whitaker hæser og hvæser som den mærkværdige rebel Saw Gerera. Rigtig mange af karaktererne kommer desværre til at lide under et håbløst manuskript. Det går i den grad ud over hovedpersonen Jyn, som knap og nap har en enkel scene, hvor hverken replik eller levering er under niveau. Det er synd, for hun virker til at være en ret spændende karakter, der bare er blevet instrueret forkert. Sådan virker det desværre for de fleste af karaktererne. Selv kampsportsfilmslegenden Donnie Yen, som blind øretæveuddelende munk, går hen og bliver irriterende på grund af platte og udpenslende replikker. Det er virkelig ærgerligt, for historien har sindssygt meget potentiale, og det er også dygtige skuespillere, men et eller andet sted i produktionen er der bare gået noget helt galt.

[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Rogue One: A Star Wars Story[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: 3-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Gareth Edwards[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det er dog heldigvis ikke alt der er skidt. Effekterne holder 100%, og her ligner den en rigtig Star Wars film igen. Man flyver nærmest op af sædet, når et af de store rumskibe hidsigt drøner hen over lærredet. Man følger med i spænding, når rebellernes skud preller af på det enorme AT-ATs. Kort sagt, de ting der ikke indeholder nogen synderlig mængde skuespil fungerer ret godt.

Det der ultimativt redder Rogue One for mig er, at det er Star Wars. Det kan lyde banalt eller fanboy-agtigt, men jeg elsker at få lov til at se nye aspekter af det her univers, og samtidig få et godt gensyn med nogle af de klassiske Star Wars-ting. Jeg synes, at det er så spændende at se hvilke underlige rumvæsner og karakterer, der bevæger sig rundt i baggrunden. Bevares, jeg er da stadig irriteret over, at stormtrooperne endnu engang er reduceret til galaksens svar på hjemmeværnet, men jeg nyder virkelig universet, og det kommer til at veje lidt op for dens fejl og mangler. Nu glæder jeg mig bare til Star Wars: Episode 8.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer