[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Peter Christian Rude[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den polske instruktør Krzysztof Kieslowskis (1941-96) Tre farver-trilogi baseret på det franske flag er en moderne klassiker. Hver film udforsker et af de tre idealer bag revolutionen: frihed i Blå (1993), lighed i Hvid (1994) og broderskab i Rød (1994). Hver film har sin smukke kvinde i hovedrollen: Juliette Binoche, Julie Delpy og Irène Jacob. Hver film er forsynet med et drømmeagtigt soundtrack af Zbigniew Preisner.
I anledning af 20-året for Kieslowskis død har der siden september været mulighed for at genopleve filmene på det store lærred i nye, digitalt restaurerede versioner. Det er bare om at gribe chancen!
Tre farver blev i lighed med Kieslowskis tidligere film Veronikas to liv (1991) finansieret af en europæisk samproduktionsordning. Og som det er blevet pointeret af den amerikanske kritiker Jonathan Rosenbaum, kom dette transnationale aspekt til at spille en stor rolle for projektets tematiske udformning. Tre farver er skabt i lyset af Murens fald, og den bygger på den metafysiske idé om, at alting er forbundet, at intet menneske er en ø. Det er det grænseløse fællesskab, der hyldes.
Rød er eftertrykkeligt før mobiltelefonernes tid. Den er en landline-film og begynder med en sekvens, hvor man følger et telefonopkalds rejse gennem kabler under jorden. På lydsporet kan vi høre, hvordan forskellige samtaler, der intet har med hinanden at gøre, overlapper. Det er det samme, der skal til at ske i filmen, hvor tre skæbner på mystisk vis bliver viklet ind i hinanden.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
RØD[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
1994[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Krzysztof Kieslowski[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig/Polen/Schweiz[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Rød foregår i Genève og følger den unge model Valentine (Irène Jacob), som bor alene. Hendes skinsyge kæreste befinder sig i England, og hun kan kun komme i kontakt med ham over telefonen. Også forbindelsen til hendes lillebror, der er stofmisbruger, sker telefonisk. Hun har medvind i karrieren – en stor plakat med hendes ansigt får mange biler til at stoppe brat op midt i trafikken – men er ikke lykkelig.
Så vender det hele. Hun kører ved et uheld en hund over og bringer den tilbage til dens ejer, den pensionerede dommer Joseph Kern (Jean-Louis Trintignant), der træt af livet har isoleret sig fra resten af verden. Også for ham er telefonen vigtig. Han aflytter folks samtaler. Han afsiger ikke længere domme, men har stillet sig tilfreds med rollen som passiv iagttager.
Valentine overbeviser Joseph om at opgive sin asociale levevis, og et mærkelig bånd bliver knyttet mellem de to. Hvis han blot havde været fyrre år yngre, er det fuldt ud muligt, at de ville blive forelsket i hinanden. Han fortæller hende, at han som ung blev svigtet af den kvinde, han elskede, og ikke siden har været i stand til at finde kærligheden. Hun betror ligeledes ham sine kvaler. Her findes filmens tydeligste eksempel på broderskab. Senere er det Joseph, der – mere eller mindre tilfældigt – peger Valentine i den rigtige retning.
Der er også en tredje skikkelse: en ung jurist, der er på vej til at blive dommer, ved navn Auguste (Jean-Pierre Lorit). Han er nabo til Valentine (skønt hun aldrig har mødt ham) og i fuld gang med at gentage Josephs triste skæbneforløb: hans kæreste – vejrpigen på telefonen – forlader ham for en anden mand, og han er ude af stand til at komme videre. Der antydes dog et håb om, at det vil gå ham anderledes i filmens slutscene, hvor hele Tre farver ganske underfundigt bindes sammen. Dette træk er karakteristisk for Kieslowski, der allerede med sin film Blind Chance (1987) afprøvede, hvordan den samme historie kan udvikle sig i flere forskellige retninger.
Rød har et kompliceret handlingsforløb, og det er bedst ikke at stille for mange spørgsmål. Rød er en film, der overskrider fornuften for i stedet at spille på tilskuerens følelser. Den bringer temaet fra de to foregående film i trilogien til sit klimaks: det handler om at være til over for hinanden og finde glæden blandt andre mennesker. Det er måske et budskab, det kan være svært at relatere til i vor tids splittede Europa, men det gør det ikke mindre sandt.
For Kieslowski, der havde levet under kommunismen det meste af sit liv og som havde set den blive opløst i sine egne indre modsætninger, var det i hvert fald helt afgørende at søge nye fællesskaber.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer