Af Amine Kromann Karacan
Det er umuligt ikke at blive imponeret af Elton Johns store bagkatalog. Hans utallige ørehængere er centrum for Dexter Fletchers Rocketman, der som en ægte musical vil underholde. Taron Egerton giver den gas i hovedrollen og synger selv Elton Johns berømte sange, hvilket han slipper godt fra, fordi han har en dejlig vildskab. Rocketman bærer imidlertid også på svære følelser, idet festen giver toner til Eltons tydelige eksistentielle kvaler.
En rød, pallietklædt fuglemand går klodset ned ad en gang i filmens melodramatiske åbningssekvens. Det er Elton John, der er på vej til afvænning og gruppeterapi efter års misbrug af både det ene og det andet. Begyndelsen slår tonen an – den er alt for meget; patosfyldt, farverig og med en humoristisk sans for det skæve ved Elton Johns fremtoning. Jeg kan egentlig meget godt lide det.
Under terapien forsvinder Eltons masker, pailletter og plateausko lidt efter lidt, så han for alvor kan bearbejde sine traumer og genfortælle sin historie for os. Can’t Buy Me Love (1964) – Beatles vidste det, og handlingen i Rocketman er én stor bevisførelse. For hvis en ulykkelig barndom har givet dig en følelse af, at du ikke er værd at elske, så kan en fast plads på hitlisterne og utallige millioner ikke hjælpe på din grundlæggende ulykke.
Melankolien i Elton Johns liv er tydelig i hans musik, og det er den, der gør hans sange rørende. En fængende melodi, noget melankoli og nogle gange noget meget festligt – sådan vil jeg beskrive Elton Johns musik. Elton, der selv har produceret og skrevet musik til flere musicals, passer både i persona og i sit musikalske virke godt sammen med musicalgenrens patosfylde ikke-virkelighed.
Der var meget få positive relationer i Eltons barndom og ungdom, hvilket udpensles ganske overdrevet. Jeg har intet imod musicalgenrens mildest talt enkle fremstilling af virkeligheden – den hænger sammen med det hurtige tempo, de flotte kulisser og drømmen om et liv, hvis op- og nedture flettes sammen af dans og musik – men Rocketman lider under nogle lidt for sorthvide karakterer. Særligt Elton Johns mor og far er mareridtsagtigt slemme.
Da Elton i slutningen forsones med alle kernepersonerne fra sin fortid, inklusiv sig selv som dreng, der omringer ham i en forestillet cirkel, overvejer jeg hvor meget Freud har gjort for filmkunsten. Psykoanalytiske banaliteter misbruges altså lidt for ofte til klichefulde slutninger, der egentlig ville have være bedre tjent med et brag af en fællessang end med kram og udpenslet tilgivelse.
MEN DET ER JO SANDT NOK; hvis man vil være lykkelig, må man komme overens med sin fortid. Hvis man vil elskes, må man først elske selv. Og man har vel egentlig meget få positive forhold til andre mennesker, hvis man er fuldstændig ulykkelig og utilfreds med sig selv. Stakkels Elton.
Der er vel ingen skade sket ved at gentage disse sande pointer. Rocketman tager dem én gang til for Prins Knud. (Hvis du ikke kender dette udtryk, så prøv at google det. Der er en sjov og lummer historie bag.)
Vi hører, at Elton John har været sexafhængig, og jeg ville altså godt have set lidt mere af den slags vovetheder, men det hører sig selvfølgelig ikke hjemme i musicalgenren – eller gør det? Jeg ville gerne se en virkelig sexet musical fra nyere tid. Eltons i lang tid ”skjulte” homoseksualitet får fokus, men det er forholdet til forældrene, der fylder mest. Vildskaben skal findes i musikken og Egertons optrædener.
Jeg spår Rocketman en fremtid på Broadway. Den har kolorit, og den giver dig lyst til at danse. Kostumerne er flotte, og sangscenerne er gennemførte. Se den for at flygte lidt fra virkeligheden, hvis dit liv består mere af socialrealisme end af pailletter. Rocketman er helt bestemt underholdende, og de melankolske undertoner hæver niveauet.
Kommentarer