Af Karoline Bjerregaard Balstrøm
Retfærdigheds udøvende maskeret helt om natten, Bruce Wayne lignende rigmandssøn i et kæmpe palæ om dagen. Det er nok hvad der bedst beskriver instruktøren af Peaky Blinders’ (2013-), Otto Bathurst, fortolkning af den folkekære fortælling om karakteren fra Sherwood-skoven.
Med dunkel scenografi, en karakter der skriger: “Harvey Dent!” og Hans Zimmers tidligere samarbejdspartner som lydside ansvarlig, skal man dog ikke kigge langt efter Bathursts inspirationskilde. På trods af den tydelige og temmelig altoverdøvende muse, forsøger TV-veteranen at proppe endnu mere ned i halsen på den nu allerede belastede fortælling, der fra sit forhastede anslag, slår en mildest talt stresset fortælletone an.
Vi bliver, gennem voiceover af den titulære Robin (Taron Egerton), informeret om, at alt man ved om karakteren Robin Hood skal glemmes.
Det virker dog nærmere som en bøn og en implicit fraskrivelse af ansvar, end en forfriskende opfordring, så noget nyt og originalt kan få plads.
Skrig og bombebrag afløser Egertons sprøde Essex-accent og smider os fluks ind i en urban guerillakrig.
Robin af Loxley er hjerteløst hevet ud af armene på sin elskede Marion (Eve Hewson), og må i den sande guds navn, kæmpe for kristendommen i øst.
Det Tredje Korstog, som han ufrivilligt deltager i, placerer Robin Hood i det 12. århundrede, men med en skudsikker vest, hvis stil nemt kunne være del af den nyeste Dior-kollektion, og et automatisk pile-maskingevær som en del af scenografien, kan man godt blive lidt i tvivl.
Opbygningen af universet bliver endnu mere doven, når Robin vender tilbage til Nottingham, et industri helvede, der med opflammende søjler af spontan ild, til forveksling ligner Birmingham i 1919. Gad vide hvor idéen til dét fabriks prægede samfunds inferno stammer fra, Bathurst?
Byens kerne og et gentagende plot-omdrejningspunkt, er centreret omkring en mine, der leverer kul, guld… jern?(vi får det aldrig at vide), til den griske Sherif af Nottingham (Ben Mendelsohn), der suger al kapital ud af de fattige, imens han desperat forsøger at indsmigre sig hos de selvsamme, med anti-islamiske skræmmekampagner. Det hele virker dog lidt som spildt arbejde, da ingen har stemmeret.
Beretningen om Robin Hood har, og med god grund, bestået tidens tand i århundreder.
Det er forståeligt, at så udpenslede emner som griskhed, mod og individets styrke skal have en ny indpakning for endnu engang at kunne tåle at blive serveret. At ændre lidt, hist og her, er derfor langt fra en forbrydelse. Tværtimod! Problemet opstår til gengæld, når nyfortolkningen ikke rummer et gran af logik og på intet tidspunkt sætter farten ned, for at give filmen tid til at tygge på hvad den ønsker at tilføje til legenden.
Alt i alt, er Robin Hood dog en fornøjelse, for magen til ufrivillig morsom film skal man lede længe efter. At se Egerton sidde overskrævs på en stejlende hest, og gentagende gange ikke ænse eksplosioner af ild og murbrokker bag sig, som en rigtig mand selvfølgelig ikke gør, tilføjer kun til fornøjelsen.
Bedst af alt, er dog den spontane opkast Robin leverer, når han (som en Freudiansk-plaget 5 årig, der ser julemanden kysse mor) fanger Marion i at tantekysse Jamie Dornan’s karakter Two-Fa.. undskyld, jeg mener; spirende-politiske-romantiker, der slet ikke virker til at have en mørk og dyster side…
Grundet det bugnende skattekammer af originalmateriale, er Robin Hoods nederlag et brag af gigantiske proportioner, som Bathurst nok ville ønske var blevet fanget på kamera og omsat til en slowmotion sekvens.
Jeg vil dog forbarme mig, og ikke lade dette fejlskud gå tomhændet hjem. For med sin november-premieredato, formår den trods alt at stjæle titlen som årets værste film, for snuden af så ellers værdige kandidater som The Meg, Death Wish og Midnight Sun.
Kommentarer