[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Adam Ambus Madslund & Felix Björnemalm Fleischer[/vc_column_text][vc_column_text]
Søndag aften blev den årlige Robert-uddeling afholdt for 33. gang. Ordets filmskribenter Adam og Felix overværede showet i Tivoli Hotel & Congress Center, og giver i denne artikel et samlet overblik over aftenens sejre og største overraskelser.
Den absolutte vinder
Aftenens helt store vinder blev Jesper W. Nielsens Der kommer en dag. Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl kunne lade sig kåre som henholdsvis årets mandlige og kvindelige birolle, mens filmen samtidigt tog priser for årets originale manuskript, scenografi, kostumier, og ikke mindst, årets danske spillefilm. Det historiske drama, der følger to brødres ophold på et brutalt og undertrykkende børnehjem i 1960’erne, er baseret på sande begivenheder. Således var det enormt rørende at se Poul Erik Rasmussen, en af de virkelige skikkelser, hvis hårde barndom har lagt inspiration til filmen, få taletid på scenen: “Det er en møg-ond film, men det har været vores ungdom” sagde Rasmussen, hvis tale tydeligt gjorde indtryk på alle i salen.
Thomas Vinterbergs Kollektivet, der ellers var en af prisuddelingens største favoritter, hjemtog blot to statuetter. Dog var der tale om et par af de mest prestigefyldte priser; filmen vandt prisen for årets adapterede manuskript, mens Trine Dyrholm blev hyldet som årets kvindelige hovedrolle for sin præstation som Anna, en rolle som hun også modtog Sølvbjørnen for i Berlin sidste år. Aftenens tekniske priser gik næsten egenhændigt til Nicolas Winding Refns The Neon Demon, der modtog udmærkelser for årets fotograf, sminkør, sounddesign og visuelle effekter. Filmen, som blev forbigået i de største kategorier, modtog også hæder for Cliff Martinez’ pulserende synth-soundtrack, der blev belønnet med årets score.
Hæder til de små stemmer i dansk film
De tre ovennævnte film hører til blandt årets største og dyreste produktioner, men der blev også givet store priser til de mindre titler. Årets børne- og ungdomsfilm gik til Rasmus Heisterbergs I blodet, der skildrer livet som ung i og omkring Nørrebro. Prisen for årets instruktør gik til Christian Tafdrup for sin indsats bag kameraet på Forældre. Dermed slog en spillefilmsdebutant flere af dansk films sværvægtere, heriblandt Thomas Vinterberg og Nicolas Winding Refn. Det var en tydeligt rørt Tafdrup, der modtog sin første Robert-statuette, og han brugte sin taletid på at hylde filmkunsten samt at understrege, at det vigtigste er at lave de film, man brænder for. Tafdrup fik også nævnt, at filmen, som ikke formåede at trække mange danskere i biografen, var et klart sats. Man kan håbe, at Forældre, med et par flotte priser i bagagen, nu kan nå ud til et større publikum.
Søren Malling blev kåret som årets mandlige hovedrolle, også for Forældre. Selvom Malling ganske vist er en af Danmarks mest etablerede skuespillernavne, er det stadig bemærkelsesværdigt, at han modtog prisen for sin rolle i en forholdsvis smal film. “Den lille slår de lidt større, ikke Nikolaj?” sagde Malling med et glimt i øjet, henvendt til Nikolaj Lie Kaas, der var nomineret for sin rolle i Flaskepost fra P. På trods af sin store succes i de danske biografer måtte Flaskepost fra P gå helt tomhændet hjem, da selv publikumsprisen, hvor 20.000 danskere havde stemt hjemmefra, noget overraskende gik til Barbara Topsøe-Rothenborgs ungdomsdrama En-to-tre-nu!.
Kampen for ligestilling fortsætter
Et tilbagevendende tema for aftenen var den fortsatte kamp for ligestilling i filmbranchen. Flere af prismodtagerne benyttede lejligheden til at hylde de indsatser, som kvindelige filmkunstnere har bidraget med i løbet af det forgangne år eller til at understrege, at kampen for lige vilkår stadig er vigtig at kæmpe. Katrine Windfelds mindelegat, der tilfaldt manuskriptforfatter Mette Heeno, gav anledning til flere inspirerede taler. Legatet, som uddeles for anden gang, gives til filmarbejdere, hvis indsats har fremmet ligestilling i dansk film. En af de skarpeste taler kom fra Ditte Hansen og Louise Mieritz, som blev belønnet med prisen for årets korte tv-serie (Ditte & Louise II). De to satirikere sendte en stikpille til Danmarks Radio som følge af koncernens beslutning om ikke at realisere seriens tredje sæson: “Kvinder er ikke noget tema. Det er ikke noget, der skal overstås, så det kan krydses af en liste”.
De mange indspark til ligestillingsdebatten fik ikke mindst medvind af showets excentriske vært, Hella Joof, som var i fuldt vigør hele aftenen igennem. Iklædt et stramtsiddende Prinsesse Leia-kostume kurrede hun rundt på scenen, hvorfra hun energisk rablede løs om alt fra menstruationscykler til barsel for mænd, både mellem og under talerne. Joofs tilgang til værtsrollen virkede temmelig improviseret, og flere gange føltes det som om, at hun tabte kontrollen over showet, der til tider forekom decideret kaotisk. Hendes optræden fortjener dog applaus for sit vanvittige energiniveau samt de mange kuriøse indfald, som blandt andet talte fællessang med salen og spontane vodka-sjusser på scenen.
Ser man bort fra Joofs opsigtsvækkende værtsskab, var Robertfesten dog desværre et overraskende indholdsløst award-show, der manglede indslag i stil med dem, man ofte ser til de amerikanske pendanter. Årsagen til dette kan højst sandsynligt tilskrives det faktum, at intet mindre end 29 priser skulle uddeles på blot få timer. Således var der ikke plads til de store numre mellem priserne, for selvom tempoet var (for) højt, gik hele arrangementet stadig over tid. Arrangørerne skal dog roses for at give god tid til sejrstalerne, der ikke blev afbrudt af abrupt musik, som det oftest er tilfældet ved store prisuddelinger. Samtidigt var det også forfriskende at se eleverne fra States Teaterskole introducere flere af aftenens priser, som en slags præsentation af dansk films nye stjerneskud.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer