[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Emilie Fabricius Hacke[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Lone Scherfigs nye skud på stammen The Riot Club er alt det, man forventer. En hemmelig klub, hvor velhavende og indflydelsesrige unge engelske fyre prøver at overgå hinanden og skabe så meget ravage som muligt – hvad kunne man dog ønske sig mere? Ja, der er altså lige et par ting.
Filmen, der er baseret på Laura Wades satiriske teaterstykke POSH, følger Miles (Max Irons) og Alistar (Sam Clafin). To studerende, der hurtigt bliver udvalgt til den elitære Riot Club, hvor kun de ypperste fra de højeste lag i samfundet er velkomne. Alistar fremstår som den højrøvede overklassemøgunge, der mener, at han er bedre end alle andre, mens Miles er den charmerende og sympatiske, der ikke dømmer folk ud fra deres sociale rang. De to drenges forskellige menneskesyn skaber hurtigt gnidninger og bliver en farlig ingrediens i den fandenivoldske klub.
Filmen vil ud over grænsen og så lidt længere. Det lykkes dog kun i afsnittet, hvor drengene er til en årlig klubmiddag på en lille kro uden for byen, der ledes af en rar og fredsommelig krovært, der i drengenes perspektiv, må siges at være af laveste rang. Det er her, at filmen har sit højdepunkt og for alvor slår igennem.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Riot Club[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Lone Scherfig[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Aften udspiller sig i et orgie af overskridelser, lige fra stoffer og prostituerede til ubarmhjertige krænkelser af alle, der ikke er en del af klubben. Scherfig formår at skabe en næsten ubærlig kontrast mellem de usympatiske drenge og den godtroende krovært, hvilket holder publikum på stolekanten gennem hele affæren ved at tvinge os til at fastholde blikket, når man har mest lyst til at kigge væk.
Dette er i høj grad gjort muligt af Sam Clafins præstation i rollen som Alistar, der er så skræmmende troværdig, at der kan drages paralleller til Christian Bale som Patrick Bateman i American Psycho (2000). Hele episoden emmer af ubehag, og det er netop det, der er så tiltrækkende, når andre dele af filmen til dels overskygges af college klichéer og romantiske forhold, der aldrig får den helt store betydning.
Det er tydeligt, at Scherfig i filmen prøver at opnå en vis dybde og indsigt i karaktererne. Hun har samlet et godt cast, der alle levere til bedste evne og formår at etablere en vifte af interessante personligheder. Men selvom der lægges fint an, så nås der aldrig helt i dybden, og karaktererne ender derfor med at fremstå en anelse karikerede. Og det er ærgerligt.
The Riot Club er et klart eksempel på en film, som skal tages for, hvad den er. Forventer man en indsigt i det engelske samfund og politisk dybde, så får man det ikke. Vil man derimod se forkælede britiske møgunger komme på dybt vand og se de mørke toner af deres ellers så strålende liv, så gør The Riot Club lige præcis, det den skal.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer