[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Astrid Thorsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]“Hvorfor er det altid manden, der skal redde kvinden?” Sådan siger den unge og uspolerede Julia, til sin kæreste Holt, i en af gyserfilmens første scener. Med replikker som denne fik Rings, det tredje kapitel i gyserfranchisen om genfærdet Samara og hendes dødelige video, vækket et spinkelt håb i mig, om at vi i dette kapitel, ville få rystet gysergenre-posen lidt. Desværre blev posen aldrig rystet, ja, jeg tvivler på hvorvidt den bevægede sig på nogen vis.
Rings trækker både håbløst og ureflekteret på gysergenrens konventioner, uden at skræmme på noget tidspunkt – og hvis formålet med gyserfilm er at skræmme, bliver det svært at berettige filmens eksistensgrundlag og et gensyn med det (engang) uhyggelige VHS-bånd.
På overfladen er alle komponenterne til en uhyggelig film inddraget i Rings:
Det unge, smukke kærestepar. En forladt kirke et stenkast fra en forfalden kirkegård. Den uhyggelige, lille pige. Grønlig colograding og lowkey belysning. Strygerlyde og jumpscares. Disse ellers ur-skræmmende elementer, virker udelukkende mekaniske, og giver (hvis ikke andet) et fremragende indblik i, hvilke værktøjer der er at finde i gyserfilmens værktøjskasse, uden at det virker som om instruktør F. Javier Gutiérrez, har forstået det enkelte værktøjs formål i en større sammenhæng.
Jeg kunne have set i gennem fingrene med alt dette, hvis bare plottet havde været nogenlunde velfortalt. Desværre har Rings ikke meget tiltro til dens seere, og er alt for eksplicit og overfortællende. Vi sikrer os for anden, tredje og fjerde gang at seeren forstår, at man altså dør syv dage efter man har set filmen om Samara. Den overfortællende stil begrænser sig ikke til filmens hovedpointe – men bliver et gennemgående træk, der ikke efterlader meget detektivrolle tilbage hos seeren.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Rings[/vc_column_text][vc_column_text]
ORDET SYNES: [/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
F. Javier Gutiérrez[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Hvor Rings originale, japanske oplæg, J-horrorfilmen Ringu (1998), virkede frisk og original i sin samtid, bliver Rings nærmest ufrivilligt komisk, når der drives rovdrift på originalværkets symboler og karakterer. Det ses når den tydeligt CGI-skabte pige Samara rejser sig fra et slukket tv, for herefter at gå helt tæt på kameraet og hysterisk skrige os op i ansigtet. Vi skal sågar dykke ned i Samaras fortid, hvilket fjerner den oprindelige mystik der omgærdede karakteren og punkterer frygten for hende totalt. Det hjælper heller ikke, at den dødelige video er flyttet fra det gamle VHS-bånd over på moderne medier som laptops, USB-stick og Email. Den moderne kontekst gør ikke filmen mere relevant, nej, i stedet mister vi magien og uhyggen der lå i det fysiske videobånd, når filmen kan spredes som computervirus med et enkelt klik.
Rings trækker også på nyere tids succesfulde gyserfilm, i håbet om at opnå samme effekt. Man kan flere steder se skamløst uoriginale, klodsede og direkte referencer til film som It Follows (2014) og Don’t Breathe (2016), som i Rings sammenhæng udelukkende bidrager til mere forvirring i filmens ufokuserede gyser-univers.
Kliche på kliche minder Rings os alle om, lige præcis hvorfor gysergenren har et dårligt rygte. Den er fantasiløs, mekanisk og byder oftere på grin end gys. Det er særdeles problematisk, når fremprovokeret frygt er genrens vigtigste formål. VHS-båndet skulle slet og ret være forblevet i dvd-maskinen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer