Af Johannes Roug
Resident Evil er et velkendt og særdeles anerkendt navn inden for videospilsverdenen og har samlet sig en ufattelig stor mængde loyale tilhængere, der i løbet af de seneste par uger har genereret meget diskussion online om Zach Creggers nye adaptation. Diskursen kan koges ned til, at tilhængerne af spilserieren efterlyser en filmatisering, der er mere tro mod kildematerialet i spillene. Dette ønske kommer især på baggrund af et årti med svingende Resident Evil-filmatiseringer, der har tilladt sig en del kreativ frihed i forhold til spilseriens univers.
Her rammer Resident Evil (2026), i modsætning til de ældre filmatiseringer, den perfekte balance mellem at være tro mod spiloplevelsen og samtidig fortælle en original historie indenfor spillets verden. Filmen satser alt på at genskabe den stemning og action man kender fra universet, og forløber sig tilmed præcis som missionerne ville kunne udvikle sig i spillet. Hvert nyt miljø betyder nye og mere vanskelige udfordringer, men også nye våben til at overkomme dem.
Med sine tydelige DNA-spor fra spillene behøver filmen ikke adaptere nogle af spillets velkendte karakterer, men tillader i stedet historien at skildre en ny original fortælling om Bryan (Austin Abrams), hvis skæbne er ukendt for fans. Denne uvidenhed skaber desuden en ekstra stærk spænding, og giver reelt anlæg til at frygte for hans overlevelse.
Bryans baggrund forbliver relativt uudforsket igennem filmen, men vi lærer, at han er en hospitalskurer, der tjener penge på at levere organdonationer. I løbet af hans seneste levering bliver han ringet op af sin kæreste, der fortæller ham, at hun er gravid. Herefter bliver han tilbudt en velbetalende leveringsopgave til Racoon City og står derfor overfor et ultimatum mellem at tage hjem til kæresten eller at arbejde videre. Bryan vælger leveringsopgaven for ikke at skulle konfrontere sin frygt for at blive far. Et valg der går ham på, og som han reflekterer over resten af filmen.
Der går heller ikke lang tid, før han støder på forfærdeligt skræmmende trusler i det forfrosne område omkring Racoon city. Det er her i gyserelementet, at filmen trives allerbedst. Ved fantastisk brug af belysning, som hovedsageligt består af telefonflash, billygter og andre diegetiske lyskilder, skaber det en perfekt ramme for det, seeren bliver tilladt at se, og tilmed en spændende mørk del af billedet, der spiller til fantasien og frygten, som i den grad får lov til at løbe løbsk.
Zach Creggers skarpe øje for billedkomposition stopper ikke blot ved belysningen. I en stor del af filmens scener tilbyder de levende omgivelser veldisponeret information og skaber en stærk spænding, da man som seer nærmest sidder på udkig for Bryan.
Resident Evil har dog også sine vanskeligheder. Den konstante spænding bliver balanceret med en mængde humor, der især kommer til udtryk i form af Bryans egen forvirring og kaotiske håndtering af situationerne han lander i. Det fungerer også fint for hans vedkommende, men tager overhånd med andre karakterer, der til tider bliver så fjollede at det decideret hiver en ud af indlevelsen. Derigennem opstår en akavet ubalance i tonen, i løbet af filmen. Det udvander noget af seriøsiteten og spændingen, sammen med en mængde mindre imponerende CGI i filmens sidste akt.
Skæv implementering af humor, og et lille CGI-rod til sidst er dog blot småsten i skoen for det ellers hæsblæsende og spændingsrige eventyr som Resident Evil leverer. Det største kompliment, man kan give filmen, er, at det føles som om, man lige har gennemført endnu et ikonisk spil i den anerkendte og elskede spilserie, efter filmen slutter. Uhygge, action og miljø spiller på højeste niveau og skaber en særdeles original og uforglemmelig biografoplevelse.

