Af Rasmus Bay Kruse Thomsen

Brendan Fraser, et af de større navne i Hollywood i 00’erne, har her 20 år senere gjort sig et kæmpe comeback. Lige som hans karriere var erklæret død, rejste den sig fra graven med The Whale (2022), og sikrede ham endda en Oscar for bedste hovedrolle.

Dog har rollerne som Brendan Fraser finder sig i ændret sig væsentligt med hans alder. Hvor han før spillede store helte som Rick O’Connell i The Mummy (1999) eller den titulære protagonist George of the Jungle (1997), er han nu blevet typecastet som en varm og bedårende mand, der let vinder sympati fra sit publikum.

Dette bringer os til hans nyeste hovedrolle i Rental Family, en dramedy hvor han atter engang fylder skoene på netop denne arketype af karakter. Phillip Vanderploeg er en amerikansk skuespiller, der leder efter sit store gennembrud. Efterfulgt af en succesfuld reklamerolle, finder han nu sig selv i Japan hvor han både kulturelt og erhvervsmæssigt er på udebane. Det er indtil han bliver hyret af Rental Family, et firma der lejer skuespillere ud for at spille væsentlige roller i almindelige menneskers liv, såsom deres venner eller familie.

Selvom en præmis omhandlede surrealistisk guerillateater er både sjov og unik, føles slutproduktet ultimativt alt for familiært. Filmens centrale konflikt bygger på grænsen mellem Phillips personlige og professionelle liv, som langsomt forsvinder da han begynder at udvikle et oprigtigt forhold til en lille pige, Mia (Shannon Mahina Gorman), da han skal udgive sig for at være hendes far overfor hende. I løbet af filmens spilletid ser vi adskillige velkendte plotpunkter såsom Phillip der må opgive sin drømmerolle i Hollywood for sin nyfundet familie, samt en karakterkonflikt omhandlende Mia, der føler sig forrådt over Phillips sande identitet. Denne form for konflikt, og måden den præsenteres på, er så ofte set før, at det grænser på kliché.

Faktisk minder filmens generelle struktur og mærkværdige præmis meget om den form for komedier, der dominerede i Hollywood i 00’erne, såsom Juno (2007) eller The 40-Year-Old Virgin (2005). Disse film er små i skala, benytter simple, men effektive tematikker og prioriterer høj underholdning leveret vha. en mærkværdig præmis.  Selvom denne nu nærmest uddøde genre af film er et velkomment gensyn, negligerer Rental Family den mest centrale værdi for disse film, og det er underholdningsfaktoren.

Rental Family prioriterer chokerende lidt humor for en såkaldt dramedy. Filmen er bestemt ikke usjov, og leverer faktisk en håndfuld gode grin, men dette våben i filmens arsenal bliver ikke brugt i nærheden af nok. Dette ville man kunne se igennem fingre med hvis filmen leverede på det andet aspekt af en god dramedy, nemlig dramaet, men her er resultatet også skuffende. Konflikterne er som tidligere nævnt forudsigelige, nærmest skabelonpræget, til et punkt hvor de lader til at komme direkte ud af første kapitel på en bog ved navn ”Screenwriting for Dummies”.

Også tematikkerne er tilsvarende halvbagte. De tre centrale tematikker; ærlighed, kultur og kærlighed, er oplagte valg til en film som denne, og udforskes rimelig organisk vha. filmens centrale plot. Dog fremstår de mere som en eftertanke, der ikke er bearbejdet nok til at sige noget interessant.

Dette er ikke for at sige at vi er efterladt uden positive træk. Filmen har et par gode twists gemt i ærmet, nogle virkelig yndige indstillinger af japansk natur og kultur, og hele castet er enormt charmerende.

Denne film er hverken specielt rørende eller morsom, men den fremstår oprigtigt med hjerte. På mange måder minder denne film om Brendan Fraser selv: Simpel, beskeden, og uglamourøs – men virkelig sød og med plads til små glimt af genialitet.