Af Emma Gilling-Iskov
Torje dirigerer skuddene, der ramte hans bror. Metalliske slag af hammeren, der rammer jernstangen, bryder rummets stilhed og danner ekko – både i det store, sorte rum og i seerens hoved. ”BANG”, ”BANG”, ”BANG” – og så, det endelige – ”BANG!”
Fire overlevende fra Utøya og 12 andre unge nordmænd er samlet i et tomt filmstudie i Nordnorge. Her skal de sammen vende tilbage til den 22. juli 2011 og forsøge at genskabe, hvad der skete på øen den dag, hvor en enkelt mand dræbte 69 mennesker på 72 minutter og ændrede den skandinaviske fortælling. Først Rakel, så Mohammed, Jenny og til sidst Torje.
Hvide linjer af tape trækkes over gulvet og bryder med tomheden i det sorte rum. Linjerne udgør de vigtigste elementer i kulissen, som er konstrueret ud fra de overlevendes erindring. Streger, kanter takker – her er hovedhuset, her er skaterrampen, her en klippe ud til vandet. Stederne de befandt sig, flygtede igennem og de afgørende skjulesteder, som betød, at de slap levende væk fra gerningsstedet.
Rekonstruktion Utøya er den første ikke-fiktionsfilm om angrebet den 22. juli 2011. Med den minimalistiske kulisse og fravalget af manipulerende underlægningsmusik, gives seeren plads til at danne sine egne billeder og leve sig intensivt ind i de historier, der fortælles. Ligeledes giver de mange tænkepauser, mellem rekonstruktionerne, tid til refleksion og fordybelse. Alt sammen akkompagneret af maleriske billeder fra den rå og smukke norske natur, som står i skærende kontrast til de brutale fortællinger, og minder os om verdens skønhed til trods.
”Jeg skal fandeme ikke dø i dag. Det her er ikke slutningen,” fortæller en af de overlevende, om det der gik igennem hovedet på hende den dag. Filmen skildrer den traumatiske begivenhed, men viser samtidig det vigtige og betydningsfulde i livet. Temaer som kærlighed og sammenhold kommer til udtryk gennem det venskab, der opstår mellem de unge i filmstudiet – gruppekram, leg og bålhygge bliver en del af processen. De deler både grin og gråd og stiller vigtige spørgsmål uden omsvøb, eksempelvis: ”Tænker du på de døde?” og ”Ville du have gjort noget anderledes?”
De unges ønske og filmens intention er klar; de vil gerne fjerne smerten, men ikke minderne, i håbet om at hjælpe andre til at forstå det der skete, så vi kan lære af det.
Dokumentaren serverer en perfekt, velafbalanceret dosis af tårer og latter, smerte og glæde, og overraskende nok dominerer kærligheden over ondskaben i den samlede fortælling. Derfor er Rekonstruktion Utøya virkelig rørende og rystende, men bliver aldrig unødig sentimental.
De overlevende er mere end blot ofre. De higer ikke efter medlidenhed, men vender tilbage til øjeblikket for at bearbejde traumet og, ikke mindst, komme videre styrket. Det er i de mørkeste steder, lyset er klarest og i det sorte filmstudie skabes en hær – en ungdommens hær fuld af håb og mod – kæmpende imod det, Breivik stod for. De unge er det levende bevis på, at det åbne demokratiske samfund står stærkt, angrebet til trods.
”I må gerne vågne nu,” siger Mohammed, da han går rundt og vækker de ”døde” skuespillere, en for en, med en blid hånd på deres skulder, efter de i fællesskab har rekonstrueret hans historie. De unge sætter sig roligt op – ”Bare det havde været så nemt.”
Kommentarer