Af Lasse Borch Frisendal
Skandinavien har længe været kendt som mestrene bag den karakteristiske og klassiske nordic noir krimigenre, der især slog igennem på tv i 00’erne og start 10’erne med stærke krimiserier heriblandt Forbrydelsen (2007) og Broen (2011). Instruktøren Christoffer Boe bringer nu et andet klassisk dansk krimidrama, Rejseholdet (2000), tilbage i tiden og blander den med en dyster tone og mørke tematikker fra nordic noir, hvilket skaber en krimi, der både føles unik, men samtidig meget genkendelig.
Året er 1927. Efter en lang række brande og forsikringssvindel har det danske politi oprettet et hold af efterretningsfolk, der rejser Danmark rundt og løser svindel og andre forbrydelser. Men da dette titulære rejsehold i deres første sag pludselig finder et gennemhakket og forbrændt lig, bliver de involveret i et konspirationsfyldt mysterie om udnyttelse, magt og kærlighed, der vækker dystre minder for hoveddetektiven Otto Himmelstrup (Alex Høgh Andersen).
Gennem Boes skarpe sans for intrige og generelle forståelse for krimidramaet er dette mysterie yderst underholdende og fyldt med nok twists og grusomme ubehageligheder til at drive enhver seer ud på kanten af sædet. Dog er enkelte af disse twists en anelse forudsigelige, hvilket, i samspil med brugen af visse nordic noir karakterklicheer vedrørende familietraumer, gør, at filmen snubler på grund af vægten af detektivdramaer, man før har set.
Men hvor plottet og enkelte karakterelementer føles kliche, er filmens stil til gengæld ret unik. Den balancerer på mærkværdigvis en drømmende præsentation af karakterer og forvarsler med en meget sanselig og ægte følt miljøfremstilling, der giver filmen sin helt egen følelse, man ikke kan få så mange andre steder.
Denne unikke følelse understøttes i høj grad også af filmens tone, der jonglerer lige så mange modsætninger, som dens visuelle elementer gør. For det meste er den dyster og så selvseriøs, at den kan føles overdramatisk til tider. Men dette bliver dog ofte opbrudt af velskreven halvtør humor og en surrealisme, der, sammen med dens visuelle identitet, gør, at filmens fremstilling faktisk er lige så spændende som plothooket.
Herudover løftes filmens klichefyldte twists- og karakterer også af skarpe præstationer fra alle skuespillerne i kernetrioen. De har alle en fantastisk kemi og det er altid dybt underholdende at se dem interagere og langsomt begynde at holde af hinanden. Alex Høgh Andersen får selvfølgelig som hovedkarakter den store emotionelle kerne af filmen, hvilket han bærer godt. Men samtidig bliver filmens fokus på Andersens karakter så stort, at både Nicolaj Kopernikus’ og Mathilde Arcels karakterer virker meget underudviklede og underbenyttede på trods af deres underholdende præstationer.
Det er lidt en skam, at Boes fokus ikke helt stiller skarpt vedrørende karakterer og genretræk. Der er nemlig virkelig meget at elske i Rejseholdet – Det Første Mord, især for en krimifan. Samtidig føles mange af filmens problemer dog som vokseværk, der snildt kunne udvikle sig til en fantastisk dansk serie, hvis de fortsætter med at lave disse film. For når man efterlader biografen, vil man, på trods af klicheer og ujævnt fokus, egentlig bare have mere. Så selvom det måske lyder dystert, må man lidt håbe, at Rejseholdet opdager endnu flere mord.