[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af redaktionen [/vc_column_text][vc_column_text]2015 stod i Blokbusterens tegn, da franchise-titaner som Jurrasic World, Avengers: Age of Ultron, The Hunger Games: Mockingjay Part II, Spectre og ikke mindst Star Wars: The Force Awakens trak danskerne i biffen i hobetal, men samtidig høstede solide anmeldelser. Havde Adorno ret eller ER Blockbusteren bare blevet bedre? Wil be continued.
Veteraner som Roy Andersson, Jafar Panahi, Mike Leigh og Alejandro González Iñárritu samt nye talenter som Xavier Dolan, Joachim Trier og Andrew Haigh holdt dog auteurfanen højt i 2015, mens også dokumentaren med anmelderroste film som Amy, Cobain: Montage of Heck og The Salt of the Earth havde et flot år.
Og på trods af succeser som Daniel Denciks Guldkysten, Tobias Lindholms Krigen, Michael Noers Nøgle Hus Spejl og Martin Zandvliets Under Sandet blev 2015 heller ikke året, hvor dansk film skulle rette op på et sløjt 2014.
Filmåret 2015 har budt på mange kritikerroste film i forskellige genrer fra forskellige lande – og redaktørerne på Ordet.net har selvfølgelig set dem alle. Eller næsten. Vi føler vi os ihvertfald godt rustet til hver især af give vores uforbeholdne bud på de suverænt bedste film fra 2015. Vær enig eller uenig – bare helst ikke ligeglad!
Tak, fordi I har læst med på Ordet.net i 2015. Vi ses til et forhåbentlig formidabelt filmår i 2016!
Bjørn Juul Andersens top 3:
3. Cobain: Montage of Heck. Brett Morgen, USA.
Med Amy og Janis: Little Girl Blue og Cobain: Montage of Heck stod portræt-dokumentaren exceptionelt i stærkt i 2015. Brett Morgans dokumentar er med sin innovative brug af dokumentariske kilder, sit fortællermæssige overskud og et originalt take på manden bag myten et værdigt og visuelt forførende portræt af en af nyere tids mest ikoniske kulturpersonligheder.
2. Whiplash. Damien Chazelle, USA.
’There are no two words in the English language more harmful than good job’. Damien Chazelles sprudlende sleeper-hit om jazz-trommeslageren Andrew og hans diabolske lærermester Fletcher er ikke ’bare’ en ultra-tight underdog-story, men besidder en enorm (og kontroversiel) tematisk dybde. Og fyldt med allerede nu legendariske quotes, en pragtpræstation af J.K. Simmons og en vild slutning, er Whiplash ligesom en god boksekamp: intens, kontroversiel og så forførende, at man har lyst til at se den igen og igen og igen…
1. Mommy. Xavier Dolan, Canada.
Den geniale ’Wonderwall’ sekvens er bare toppen af isbjerget. Ekstasen og energien i både filmsprog og karaktertegning går alt op i en højere helhed i Xavier Dolans hjerteskærende film, som lider ligeså meget af ADHD og humørsvingninger som dens hovedkarakter. Stil MED substans og en filmisk øjenåbner af dimensioner.
Ida Lydom Thomsens top 3:
3. Inside Out. Pete Docter og Ronnie del Carmen, USA.
Animationsfilm har aldrig rigtig været min genre, men efter at have set Inside Out må jeg bukke mig dybt i støvet for dens muligheder. Filmen er et festfyrværkeri af kreativitet og virkelig god humor og bliver forhåbentlig forgængeren for en ny og lidt mindre børnevenlig animationsbølge.
2. A Girl Walks Home Alone at Night. Ana Lily Amirpour, USA.
Persisksproget vampyrfilm støder man ikke så tit ind i, men det kunne da godt være, at man skulle det noget oftere, for amerikansk-iranske Ana Lily Amirpours film er et sandt mesterværk. En film så stemningsfuld og visuelt imponerende, at hver eneste billede er en hipsters coverbillede værdigt, mens soundtracket forener vestlig popmusik og persiske toner ganske ubesværet.
1. Birdman (or the Inexpected Virtue of Ignorance). Alejandro González Iñárritu, USA.
Jeg havde svært ved at sidde stille i biografmørket af bar begejstring under visningen af Iñárritus storfilm om den afdankede action-skuespiller, der vil tages seriøst på Broadway. Tempoet, humoren og det fantastiske trommescore, der binder filmen fremragende sammen, gav mig efter filmens to timer lyst til mere. Jeg er mere end enig med akademiet bag Oscar-uddelingen i, at dette er årets bedste film!
Niels Harpøths top 3:
3. Ex Machina. Alex Garland, UK.
At Ex Machina ikke bragede ind i de danske biografer på samme måde, som Alex Garland bragede ind på instruktørscenen, er årets danske filmfadæse. Båret af tre prægtige skuespils præstationer, serverede den et intenst og ekstremt engagerende kammerspil, der rungede i krop og kranie længe efter filmens afslutning.
2. Mad Max: Fury Road. George Miller, USA.
Shiny and chrome.
1. The Complete Metropolis. Fritz Lang, Tyskland.
Ingen af årets øvrige filmoplevelser truede i samme grad med at briste mit hjerte af ren kærlighed til mediet. Få glæder i dette liv kan måle sig med at se et veritabelt mesterværk få et adrenalinskud i kraft af en frisk, elektrisk lydside. I ægteskabet mellem den overvældende, ekspressionistiske billedside og den brillant bearbejdning af New Order, Brian Eno og Massive Attacks musik var jeg vidne til en perfekt syntese af nyt og gammelt – hvor var det vildt.
Rasmus Molin Friis’ top 3:
3. The End of the Tour. James Ponsoldt, USA.
Hvis uvidenhed er lykke, er visdom forbandelse. David Foster Wallace evnede som få at sætte fingeren på forbrugersamfundets fortæring af menneskets sjæleliv og skrællede glansen af den store amerikanske illusion i mammutromanen ’Infinite Jest’. Men hans indsigt i det moderne livs flimrende tomhed var en ubærlig kilde til tungsind, og i 2008 hængte han sig selv i sit hjem.
James Ponsoldts The End of the Tour er mere et sigende brudstykke end en udtømmende biografi. Den følger Wallace i ’Infinite Jest’-presseturens døende fase, hvor han fik følgeskab af Rolling Stone-journalisten Dave Lipsky, en aspirerende forfatter, der ville ønske, at pr-kampagnen var til ære for ham. Duoens intellektuelle pikmåleri er både kostelig og tankevækkende, men akkurat som Ponsoldts gennembrudsfilm, The Spectacular Now, ligger filmens styrke i den fintfølende registrering af karakterernes indre brydninger. Jason Segel og Jesse Eisenberg er fænomenale i de bærende roller og sørger for, at Wallaces melankolsk-humoristiske poesi lever videre på lærredet.
2. It Follows. David Robert Mitchell, USA.
Et rygradsrislende forstadsmareridt under blå himmel. David Robert Mitchell rammer den ideelle balance mellem nostalgisk retro og originalt gys i fortællingen om en seksuelt overført forbandelse af den virkelig væmmelige slags: En olm dæmon trasker efter den seneste smittebærer og stopper ikke, før ofret enten er flænset eller har sendt forbandelsen videre pr. lagengymnastik. Konceptet er – lykkeligvis – drevet af tilbageskuende genrebevidsthed snarere end frelst puritanisme, og så er It Follows slet og ret modbydeligt skræmmende. Alene det er et mindre mirakel i det 21. århundrede, hvor horrorgenren har reduceret sig selv til en arena for blege amatør-chokfester indfanget på hjemmevideo.
It Follows kommer som sendt fra himlen som et oplagt bud på en fremtidig klassiker.
1. Whiplash. Damien Chazelle, USA.
Miles Teller flår huden af hænderne og bader trommeskindet i blod, sved og tårer, men Damien Chazelles piskesmæld af en jazzfilm tilhører Oscar-triumfatoren J.K. Simmons som diabolsk musiklærer. Han presser sine elever til vanviddets rand og skælder dem hæder og ære fra, skulle de ramme en falsk tone, men filmen nægter at udpege ham som entydig skurk i kontrast til den magelige mand på gaden.
Således vokser Whiplash fra en nervervridende thriller til en nuanceret – nogle vil sige provokerende – refleksion over mesterskabets pris.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer