Af Amine Kromann Karacan
Alle familier har deres hemmelige spil, og når et nyt medlem skal indlemmes i fællesskabet, gælder det om at lære reglerne og spille sine kort rigtigt. I Ready or Not skal dette forstås meget konkret – den velhavende Le Dumas familie er nemlig ualmindelig voldsomt besat af brætspil. Da Grace (Samara Weaving) på sin bryllupsnat inviteres til at spille med sin nye svigerfamilie, bliver intet, selvfølgelig, som hun havde forventet det. Og så går det ellers over stok og sten i en spiral af vold og jokes i denne letbenede gyserkomedie, der ikke ønsker andet end at underholde.
Gyserdelen fungerer godt. Der overraskelser og uhygge, når Grace i den makabre ”gemmelegs-menneskejagt” løber rundt i Le Dumas’ store palæ. Jeg er nok en af de sartere sjæle, hvad skrækfilm angår, så jeg kan ikke sige god for, om de mest hardcore sadister vil give samme små overraskede pip fra sig, som jeg gjorde, da jeg så Ready or Not. Men sikkert er det dog, at tempoet og timingen fungerer. En pil i brystet, en sjov bemærkning, lidt akavet stilhed og videre til næste voldsepisode.
Desværre kunne det godt være lidt sjovere. Svigerfamilien er en samling mere eller mindre forstyrrede individer, og nogle af dem er for karikerede til at være rigtig morsomme. Alex’ tante, eksempelvis, stirrer overdrevet vredt og vanvittigt ud for sig allerede i bryllupssekvensen. Hendes vidtåbne opmalede øjne, bistre mund og David Lynch-hår virker forstilt. Det havde været meget bedre, hvis hun havde været lidt uhyggelig. Og sådan kan man sige om flere dele af fortællingen. Hvis den havde været lidt mindre fjollet, havde det paradoksalt nok været med et sjovere resultat.
Grace er køn med sine store øjne, og hun pruster skrækslagent på en livgivende måde. Hun er cool og joker som folk, der slet ikke er i kontakt med deres følelser, gør, hvilket er en smule anstrengende. Men selvfølgelig er det hende, man hepper på igennem hele filmen; hende og hendes flotte, ulykkelige svigerbror, man fornemmer har heltepotentiale. Værre står det til med Graces forlovede, Alex.
Kender du den mandetype, der elsker en kvinde, han ikke kan lade være med at gøre ondt? Jeg kender ham bedst fra gotisk litteratur som Rebecca (af Daphne du Maurier, 1938) og diverse vampyrhistorier: “Jeg længes efter at dræbe dig, men jeg vil bare gerne også elske dig” – hvis bare jeg havde en femogtyveøre, for hver gang jeg havde hørt det.
Den skadelige mand, der ikke kan lade kvinden være i fred, er blevet en romantiseret trope, der i den grad trænger til at blive latterliggjort. For det er faktisk ikke særlig romantisk at skade den, man elsker. Det er mest af alt ret egoistisk. Det har Ready or Not’s tre skabere, Bettinelli–Olpin, Gillet og Villella, forstået, og jeg efterlades med en lettende katarsis oven på alle blodighederne.
Med lidt mere spidsfindighed og uhygge havde Ready or Not været en større fornøjelse. Men hvis du gerne vil underholdes og slå hjernen fra, så kan den anbefales. Du behøver ikke at forberede dig. Du skal nok være klar.
Kommentarer