Antropolog Rane Willerslev er udnævnt som direktør for Nationalmuseet. Han er ellers ikke typen, jeg ville have satset penge på til at være direktør, men det er han altså. I sæson 1 så vi, hvordan han trådte til på museet – ved at være forsinket på første dag – og om hvordan han bare skulle have en sofa på sit kontor, så han kunne snuppe sig en morfar en gang i mellem. Fordi, for Rane, så behøvedes der ikke store designermøbler på kontoret.
Museet skal spare – og Rane skal hjælpe med at få kasserne fyldt, fordi regeringen skærer ned med 2% hvert år frem til 2020. I sæson 1 fik vi et indblik i Ranes første par måneder som direktør, og det er igen en fornøjelse at se med her i anden sæson. Det er let TV – der skal ikke tænkes særlig meget, fordi underholdningen kommer til sig helt naturligt. Det er som at mødes med en gammel ven, når Rane ruller over skærmen igen.
I denne sæson bliver det dog alvorligt for Nationalmuseet, som skal igennem en større krise: der skal fyres, og der skal omstruktureres.
Og selvom det hele er så kedeligt, og gør mig så sur på regeringen (der skal da ikke spares på kulturen!), så bliver jeg glad, når jeg ser, hvor meget Rane arbejder for det. Han vil det så gerne, og han gør alt for at få det til at virke, blandt andet er han villig til at rejse til Kina, iført vikingbrynje og vikinghjelm for at gøre et indtryk på de kinesiske rejsebureauer. Brynjen og hjelmen sagde den kinesiske told desværre nej til, så Rane måtte finde på en anden løsning for at gøre hans fremvisning interessant.
Impromptu vinterbadning får man også lov til at være med til, og jagt skal han da også på – ja, manden har travlt, og det er fed underholdning. Fordi jeg troede ikke, at museumsdirektører kunne være sjove og underholdende personer. Dokumentaren hedder Ranes Museum, og derfor optræder Rane både som privat person og som direktør for Nationalmuseet.
Ranes Museums anden sæson byder på mange ting – både gråd og grin, og det er forfriskende at se. Vi følger Rane til diætist – hvor han sødt vender sig væk fra kameraet for at gemme sin mave – og på indkøbstur i supermarkedet. (Der skal hele tre ekspedienter til at finde kidney-bønnerne på hylden, og jeg har sjældent haft det ligeså sjovt over en indkøbstur).
Dokumentaren er uforpligtende, fordi selvom den tackler emner som fyringer og nedskæringer, problemer med budget og alt det andet så voksne, så kan man ikke lade være med at sidde og trække på smilebåndet.
Igennem de seks afsnit kan vi følge tankerne, følelserne og passionen hos en mand, der har oplevet lidt af hvert. Han prøver at redde Nationalmuseet – og Danmarks nationale arv – med patos, sjove bemærkninger og enorm stor professionalisme. For museumsarven skal vedligeholdes.
Det er godt fjernsyn. Hvis du trænger til noget godt efter nyhederne eller efter din true-crime dokumentar, så tænd for Ranes Museum. Så får du smilet tilbage på læberne.
Kommentarer