Af Mikkel Lind Kristiansen
Hvis Christopher Nolans The Odyssey (2026) fra i sommer gav dig blod på tanden, hvad angår episke filmatiseringerne af årtusinde gamle epos’, så er der godt nyt!
Instruktør Nitesh Tiwaris biografaktuelle Ramayana: Rise of Legend er del ét ud af to i en tre timer-lang monumental filmatisering af hinduismens ækvivalent til Homers epos Illiaden og Odysseen.
Det er Indiens dyreste film nogensinde med 435 millioner dollars i ryggen, godt givet ud i holdet bag filmen. De største navne inkluderer visual effects studiet DNEG, med sine otte VFX Oscar-statuetter for deres arbejde på b.la. Dune (2021-2026)-filmene og Interstellar (2014) samt selveste Hans Zimmer i et musikalsk samarbejde med sin indiske spejling, A. R Rahman (bedst kendt internationalt for Slumdog Millionaire (2008)).
Det skyldes især, at det oldindiske sanskrit heltedigt er en af Indiens vigtigste kulturelle og religiøse skrifter. Selv for én der ikke har læst digtet, lykkedes det Nitesh Tiwari at oversætte det 2500 år gamle indiske værk til en sand blockbuster storfilm af episke proportioner.
Filmen følger Rama (Ranbir Kapoor), prins af sit kongedømme og en menneskelig inkarnation af Vishnu – en af hinduismens tre vigtigste guder. Rams skæbne er at dræbe tyrannen Ravana (Yash), hvis guddommelige velsignede gør ham udødelig over for alt andet end et menneske.
Hans Zimmers og A. R. Rahman er en fantastisk musikalsk duo, der blander Zimmermans sans for blockbuster-spektakel i et eminent samarbejde med Rahmans rødder i indiske musiktraditioner. Når Ravana togter igennem og erobrer oldtidens Indien, er man opslugt af destruktive lydbølger, ligesåvel som Rama’s flittige dydighed er ledsaget af heroiske arrangementer. Zimmers og Rahmans lydside svøber én i en religiøs storhed, der føles lig fortællingens verdensomspændende karakter.
Kostumeringen og set-designet har nøje sans for detaljer i de ornamenterede og forhistoriske paladser, utallige guldsmykker samt overdådige royale kluns. De gestalter et storslået og mytologisk eventyr, hvor kongedømme politik, gudommelige superkræfter og mytiske væsener føles almindeligt.
DNEG formår at få de mytiske væsener og ældgamle lokationer til at føles som ægte hændelser, men der er også en vis tolerance man kan have for en film, der føles som at være 80 procent digitalt efterarbejde. De enorme hære af dæmoner, flyvende elefanter, og guddommelige kræfter føles velanbragte og gennemførte, men med mængden af tydelig digitalt efterarbejde, nærmer det rigtige film-set sig til tider en fjollet lignende spilmotor.
Filmens første halvanden time er et my meget rørstrømsk spektakel, hvor man knap nok kan trække vejret. Men efterhånden sænker filmen sit tempo, især ansporet af et familiemedlems død, der udvikler fortællingen til et væv af royal politik, kærlighed, skæbne og religiøse dyder i en arketypisk grundfortælling om godt og ondt.
Ravanas kontinuerlige magttogt fletter desuden langsomt Rams, hans kone Sita (Sai Pallavi) og Rams loyale bror, Lakshmana (Ravie Dubey), skæbner sammen, som Tiwari blander ind i den eminente lydside, det mytiske univers og forvandler hinduismens mytologi til en universel epik i form af en storslået filmoplevelse.
Filmens grandiose proportioner – i fortælling og i ambitioner – snubler lidt undervejs, men bliver en gribende rejse at følge med i, når man overgiver sig til den. Hvis to’eren formår at vedligeholde sit pompøse momentum, så kunne Ramayana filmatiseringen velsagtens ende som Indiens bud på storfilm lig Dune, Lord of the Rings-trilogien (2001-2003) og The Odyssey.

