Af Marius Sørensen

For unge elitesportsudøvere, der har viet størstedelen af deres liv til sport og dygtiggørelse, må forestillingen om pludselig ikke at være i stand til at konkurrere på højeste niveau længere være noget nær en eksistentiel trussel. Hvem er du uden og uden for sporten? Er dine venner stadig dine venner, hvis du en dag ikke længere kan præstere på det høje niveau, I havde tilfælles?

Det er spørgsmål, der tackles af Valéry Carnoys spillefilmsdebut Rævenes Dans. Filmen følger den unge bokser, Camille (Samuel Kircher), der går på en kostskole for elitesportsudøvere og har forhåbninger om at vinde EM i boksning for sin aldersgruppe. Sammen med sin bedste ven Matteo (Faycal Anaflous) har han en tradition om at fodre de ræve, der bor i skoven uden for skolen. I et forsøg på at forfølge en ræv brækker Camille på brutal vis sin arm, og pludselig er hans fremtid som bokser i fare. Efter skaden begynder Camille at opleve fantomsmerter i armen og trækker sig mere og mere fra at bokse – noget hans venner på skolen ser som et tegn på svaghed. Lidt efter lidt må Camille overveje, om han i sidste ende er en bokser eller mere end det.

Filmens største styrke er de troværdige og tilpas underspillede skuespilspræstationer af rollelistens unge drenge. I rollen som Camille brillerer Samuel Kircher ved at understrege Camilles undertrykte følelsesliv. Det gør også filmens uundgåelige følelseseksplosioner særligt mærkbare.

Til gengæld er fortællingen hverken synderligt kompleks eller på nogen måde banebrydende. Rævenes Dans er en klassisk coming-of-age-fortælling med alle de forventede udviklinger, det indebærer, her blot tilsat tematikker om maskulinitet og usunde gruppedynamikker, der dog er veludførte.

Derudover må det også nævnes, at filmens tunge symbolik mangler subtilitet. Camilles introduktion til en verden uden for boksning sker gennem et møde med en pige, der ved siden af at dyrke taekwondo samtidig spiller klassisk musik på trompet. Og Matteos og Camilles venskabs store prøvelse sker under en stor rævejagt, hvor de ræve, der havde været en stor del af båndet mellem de to drenge, bliver dræbt. Så forstår man vist godt, hvad filmen prøver at fortælle. Særligt drengenes forhold til ræven føles som et greb, der er klistret på specifikt med det mål at give filmen en tematisk tyngde – og bliver dermed lidt malplaceret.

Med sin debut har Carnoy skabt en ungdomsfilm, der til tider er både rørende og rystende, men desværre også lidt for ofte er et genkendeligt drama efter bogen. Og filmens korte spilletid resulterer også i, at nogle af filmens tråde føles underligt uforløste. Alligevel løfter de stærke skuespilspræstationer og den fine historie filmen til noget seværdigt.