Af Sidsel Minuva
Jeg trænger altid til endnu en dosis Queer Eye. Serien er ganske enkelt den bedste feel-good-serie, man kan opstøve. Præmissen går ud på, at de såkaldte Fab 5 – fem homoseksuelle mænd med forskellige fokuspunkter – giver et livsstilsudfordret menneske et tiltrængt makeover. Det involverer sædvanligvis masser af gode vibes, tårer og selvransagelse.
Men alligevel var det med en lille knude af bekymring i maven, at jeg satte mig til rette for at se fjerde sæson af den efterhånden berømte serie. Tredje sæson var så overvældende god, at fjerde sæson skulle opfinde den dybe tallerken for at overgå den.
Jeg kan med sikkerhed rapportere, at fjerde sæson ikke formår at overgå forgængeren. Men så er spørgsmålet bare, om det er nok at servere publikum mere af det samme, eller om det gode gamle format efterhånden lader noget tilbage at ønske.
Sæsonen kommer ærligt talt dårligt fra start med den første episode. Konceptet er der på papiret intet galt med; frisør og stylist Jonathan van Ness vender tilbage til sin high school, så Fab 5-værterne kan give hans gamle lærerinde en velfortjent makeover. Men i stedet for at komme ind på livet af lærerinden som sædvanlig, bruger værterne enormt meget tid og energi på at snakke om hende i stedet for med hende. De spørger elever om hendes indflydelse og understreger, hvor mange liv hun har rørt og ændret. Det er til sådan en grad, at lærerinden selv nærmest træder i baggrunden. Det står i skarp kontrast til seriens koncept og resten af sæsonens episoder og resulterer i en bitter smag i munden, der farver hele sæsonen derfra.
Men trods alt er der stadigvæk episoder, der udmærker sig. Især episode 2 og 6 byder på gedigen, livsbekræftende underholdning. Anden episode handler om den unge mand Wesley, der i en alder af 24 blev skudt og som resultat lammet i benene. Episoden giver indblik i ikke bare hvordan det er at opleve og bearbejde noget så voldsomt, men også livet i kørestol. Wesley køber f.eks. kun de krydderier i supermarkedet, som han rent faktisk kan nå fra sin stol. Episoden skildrer altså udfordringer, som man nok ikke er bekendt med, hvis man ikke selv sidder i kørestol eller kender nogen, der gør. Sjette episode omhandler mexicansk-amerikaneren Deanna. Hun taler ikke spansk og føler sig afskåret fra sine mexicanske rødder, samtidig med at hun oplever racistisk chikane i nabolaget. Det er en voldsomt samfundsrelevant episode, der stiller racismen i Trumps USA til skue.
Det er også i begge disse episoder at Fab 5-værterne støtter op om hovedpersonerne via deres egne oplevelser. Modeeksperten Tan France kan f.eks. relatere til Wesleys fornemmelse af at være mutters alene netop pga. hans oplevelser som homoseksuel mand. Og det er humlen i Queer Eye – værterne bygger broer mellem vidt forskellige verdner og nuancerer skildringen af dem begge.
Alligevel hersker der en fornemmelse af ubalance i denne fjerde sæson. Den alt for overdådige første episode og de to sidste episoder, der føles som taget ud af første sæson, trækker i vidt forskellige retninger. Forsøget på at være nede på jorden og give landmænd og eks-soldater makeovers, samtidig med at Fab 5 fylder lidt for meget og skubber dagens hovedperson i baggrunden, skaber bare ikke synergi.
Måske hengiver værterne sig for meget til deres egen berømmelse. Måske er det bare ikke muligt at overgå forrige sæson. Måske er jeg ved at være træt af ensformige landmands-makeovers. Lige meget hvad, er dette den første sæson, jeg nok kommer til at gense selektivt. Men gense den, det gør jeg.
Kommentarer