Af Gustav Stubbe Arndal
Der er generelt to typer debutanter i film: Dem, der gerne vil imponere, og dem, der bare gerne vil lave en god film. Marie Grahtøs hører bestemt til førstnævnte og ender som så mange lignende projekter med at være overambitiøst navlepilleri.
Nævnte navnepilleri drejer sig om en psykologisk klinik et sted i Danmark, hvor overlæge Anna Klein (Trine Dyrholm) byder den svenske Viktoria (Lisa Carlehed) velkommen. Hun er forsker med speciale i selvmord og går med en høj krave, der skjuler arrene fra hendes personlige erfaring med emnet, og hendes patient er den unge, selvhadende, uforudsigelige Jenny (Victoria Carmen Sonne).
Viktoria begynder sit arbejde som terapeut, men Jenny skal man ikke undervurdere, og – sig til, hvis du har hørt det før – hun skal passe på ikke at lade pigen overtage kontrollen i deres forhold, for Jenny har meget høj IQ og alt er ikke hvad det ser ud som, og så videre, og så videre.
Sådan et psykologisk spil kan virke, men her er spillet er ikke nemt at købe. Det er svært at se, hvad Carlehed går efter med Viktoria, men resultatet er et konstant usikkert udtryk, der ikke vækker tillid til hendes evner. Måske det er resultatet af et manuskript, der ikke giver hende konkrete motivationer fra scene til scene.
Det hjælper ikke, at hun spiller over for Victoria Carmen Sonne, der virkelig slår sig løs og bliver et af filmens få lyspunkter. Om det er Sonnes betydelige talent, eller bare at Jenny er den eneste karakter i filmen, der får lov at have det sjovt og gøre interessante ting, er svært at sige. Filmens cast opfører sig enten som rumvæsener, der læser manuskriptet højt, eller som karikaturer af galninge, men karikaturer kan man vel få et grin eller to ud af.
Det store problem med Psykosia er, at den ironisk nok ikke er interesseret i sine karakterers indre liv. Filmen er udsøgt fotograferet og fyldt med dristige valg af klipning, lyd og effekter for at få os ”ind i hovedet” på castet, men der er ganske tomt derinde. Grahtø virker mere interesseret i at udnytte idéer om psykologisk lidelse for æstetisk potentiale, end i at undersøge de lidende.
Jeg er ikke personligt blevet rørt af selvmord i mit liv, men jeg føler næsten, der burde være en advarsel på filmplakaten. Idéen om selvmord bliver æstetisk ophøjet med højtidelige taler og billeder, og præsenteres som en uundgåelig konsekvens af karakterernes inderste selv. Ja, det er tilladt at snakke om emnet og vise empati for de ramte, men det er et sårbart emne, som her behandles med uansvarlig bombast.
Sådan behandles hele filmen. Hvert billede synes at tigge om at blive tydet, og hver linje præsenteres som en vigtig del af et kunstnerisk ”puslespil”, når det ikke prøver at gøre os ekstra opmærksomme på, at instruktøren har set Persona (1966). Men en smuk overflade er ikke nok til at forhindre en kun 87 minutters film fra at føles bedøvende lang.
Psykosia har det hele: subjektiv lyd, ikke-lineær klipning, drømmebilleder, symbolik, blod, undervandsfotografi, tidsspring, spejlbilleder og en upålidelig fortæller. Den mangler bare én eneste god, funktionel scene at putte det hele i.
Kommentarer