Efter Christopher Nolan & Denis Villeneuves redefinering af sci-fi, der gjorde genren overvældende stor, imponerende og episk med film som Interstellar (2014) & Dune 2 (2024), føles gamle klassikere såsom Steven Spielbergs E.T (1982) nærmest som hyggelige små godnathistorier.
Så i det moderne biograflandskab i al dets storhed og med sit fokus på spektakel kan det derfor være svært at forestille sig, at studierne vil lave en rum-film, der kun overlever på charme, hygge og en finurlig form for ”movie magic”. Især når plottet ”kun” handler om en person, der lærer et mærkeligt lille væsen at kende, så de kan lave videnskab sammen. Det, at filmen så endda kunne gå hen og blive en solid blockbuster, virker utrolig usandsynligt.
Når udgangspunktet for filmen er den fantastiske bog af samme navn, skrevet af The Martian-forfatteren Andy Weir, bliver situationen dog hurtigt mere lovende. Og medinstruktørduoen Lord & Miller, kendt fra Jump Street og Spider-verse filmene, bag kameraet og Ryan Gosling i sin absolutte topform foran det, kan Project Hail Mary snildt lande det mirakuløse langskud, som titlen også hentyder til.
Filmen følger folkeskolelæreren Ryland Grace, efter han vågner fra en koma på et mystisk rumskib. Han er helt alene. Langsomt går det op for ham, at han er blevet sendt 12 lysår ud i rummet for at undersøge en videnskabelig forstyrrelse, der truer vores solsystem. Men som ensomheden og håbløsheden begynder at påvirke Ryland, møder han pludselig et spøjst væsen, der måske kan hjælpe ham med at redde solsystemet.
Gosling brillierer som altid i en præstation, der blander hans blockbuster-karisma med en tilbageholdt sårbarhed og ensomhed, der gør Ryland Grace til en øjeblikkeligt elskværdig karakter. Dette er også i den grad hjulpet til af væsnet, som Ryland kalder Rocky (James Ortiz), der trods manglen på et ansigt hurtigt udvikler en fantastisk kemi med Goslings karakter, og det er deres forhold, der bærer stort set hele filmen på sine skuldre.
For selvom Project Hail Mary indeholder mange utroligt smukke sekvenser, hvis opløftende storhed nemt kan konkurrere med de ærefrygtindgydende sekvenser i Nolan & Villeneuves moderne klassikere, så er det de intime øjeblikke og løsninger, der giver filmen sin unikke gnist. Én særlig rumvandringsscene står især ud for dens storslåede skønhed, men selv den mister alligevel aldrig fokusset på forholdet mellem Ryland og Rocky undervejs.
Dette intense fokus gør så også, at filmens dialog skal stå meget skarpt, hvilket den også gør for det meste. Dog føles det til tider som om, at instruktørerne, Lord & Miller, er blevet holdt tilbage en anelse. Dele af filmen mangler nemlig lidt af det bid og vid, som ellers ofte karakteriserer deres energiske stil, hvilket fører til, at visse øjeblikke kan blive lidt for sentimentale.
Der er også enkelte problemer i forhold til filmens pacing. Første akt føles en anelse krybende, men samtidig gør det også, at man virkelig kan mærke, når filmen accelererer i takt med hovedkarakterens humør. Slutningen bliver også udstrakt med pludselige skift i narrativt fokus, dog fungerer filmens emotionelle momentum som en solid modvægt, da det ikke føles som om, historien burde ende på andre måder.
På trods af dens lidt ujævne konstruktion og lidt for sentimentale natur er det svært ikke at blive hypnotiseret af Project Hail Mary. Filmens vidunderlige brug af praktisk og digitalt vfx-arbejde i et dynamisk, charmende relationsfokuseret narrativ skaber en magi, som næsten kun kan findes i film som E.T eller den originale Star Wars (1977-1983) trilogi. Og når den følelse blandes med storheden og skønheden af de førnævnte moderne klassikere, så er det svært ikke at se Project Hail Mary som et fremtidigt medlem af sci-fi klassikerklubben.