[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Felix Björnemalm Fleischer[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Enhver med blot et overfladisk kendskab til professionel cykling vil kende til sportens blakkede ry. Et utal af dopingskandaler har igennem de forgangne årtier kastet lange skygger over sporten og dens udøvere, der til stadighed må leve under verdenspressens mistænksomhed. Men på trods af sit kontroversielle omdømme fortsætter cykelsporten med at underholde millioner af mennesker kloden over, der år efter år følger cykelkalenderens store slag med oprigtig interesse. Dette faktum anerkendes desværre ikke i The Program, der trods et hæderligt forsøg ikke formår at finde ind til kernen i cykelsportens fascinationsværdi.
The Program, instrueret af den Oscar-nominerede brite Stephen Frears, er baseret på bogen Seven Deadly Sins, forfattet af den irske sportsjournalist David Walsh. Ligesom bogen omhandler filmen Walsh’ langvarige kamp for at afsløre den syvdobbelte Tour de France-vinder og tidligere kræftpatient, amerikanske Lance Armstrong, i sit mangeårige dopingmisbrug. Filmen er ganske nøjagtig i sin skildring af Armstrongs storhed og fald, der spænder over mere end tyve år: Fra ungdomsårenes gennembrud i Europa over hans udmagrende kamp mod kræftsygdommen til de utallige retssager mod hans person, der i sidste ende medførte hans undergang.
Ben Foster gør det ganske fremragende som den kyniske og koldblodige Armstrong, der for hver en pris ønsker sine modstandere, sportslige såvel som personlige, udraderede. Også Chris O’Dowd leverer en hæderlig indsats som den idealistiske og ukuelige Walsh, der møder megen modstand i sit forsøg på at få sandheden frem. Desværre opvejes de to hovedrolleindhaveres fine præstationer ikke af det resterende cast, der både kæmper med haltende dialog såvel som påtagende accenter. Særligt portrættet af den italienske doping-læge Michelle Ferrari fremstår som en ren karikatur med sine forherligende besyngelser om dopingens vidundereffekt for menneskekroppens fysiologiske formåen. De største mangler bør dog tilskrives manuskriptets præmis snarere end filmens egentlige udførsel.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Program[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Stephen Frears[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK / Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]“I used to believe in this sport and Armstrong is killing it”, udbryder Walsh i magtesløs frustration efter endnu en gang at være blevet spist af med rytterens løgne ved et pressemøde. Frears fokuserer ikke på bevæggrundene bag Armstrongs dopingbrug, men snarere på vigtigheden i at få ham afsløret. Filmen styrer således uden om det ellers særdeles interessante spørgsmål om, hvorfor cykelryttere er villige til at sætte både karriere og helbred på spil i deres stræben efter sejr. Heri består filmens største fejl. For hvad der kunne have været et berigende personportræt af den mest kontroversielle figur i moderne cykelsport, bliver i stedet en forfejlet spændingsfilm, hvis udfald vi i forvejen kender alt for godt.
The Program er en veludført film, der desværre vægter dopingskandalens sensation over skildringen af sportsudøverens inderste væsen. Denne misforståelse af sportens sande natur bliver i sidste ende udslagsgivende for resultatet: Sportens fascinationsværdi består nemlig ikke i at fælde dom over dopingsynderne. Som Jørgen Leth formulerede det i forbindelse med afviklingen af Tour de France i 2009: “Mistænksomhedskulturens skingre stemmer påstår, at cykelsportens eksistens er på spil, hver gang en kendt rytter afsløres. Men det er jo ikke sandt. Så tynd er den sport ikke. Jeg går ind for, at det er en sport, der har både liv og ulykke i sig. Det er det, der gør den til en historie for voksne.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer