Af Oskar Stone

Glem alt om Cocaine Bear (2023), Cujo (1983) og de andre firbenede mareridt, som ellers har bidt sig fast i filmhistorien, og parkér for en stund din sunde fornuft ude i indkørslen. Der er en ny gyser på trapperne. Denne gang kan skurken også stå nogenlunde oprejst.

Det er nemlig en rabiesramt chimpanse, ved navn Ben, der i løbet af 89 kompakte minutter gør familieliv, poolparties og logisk tænkning til en blodig bagatel.

Den britiske instruktør, Johannes Roberts er efterhånden blevet noget af en horrorspecialist, der ufortrødent vender tilbage til det enkle koncept: unge kvinder, klaustrofobisk location og et monster i forskellige skikkelser. Det fungerede ikke i 47 Meters Down (2017), eller i opfølgeren fra 2019, og det samme gælder desværre Primate der halter over skærmen med skrig, tom makaber underholdning, hvor højdepunkterne er lemmer, der rives af i bedste splatterstil. Alt imens chimpansen, pendler mellem at være effektivt rædselsvækkende og utilsigtet komisk dukketeatralsk.

Abegyseren udspiller sig næsten udelukkende i et indhegnet klippehus på Hawaii. Her efterlader den døve forfatter, Adam (Troy Kotsur) sine unge døtre Erin (Gia Hunter) og Lucy (Johnny Sequoyah) sammen med en håndfuld venner, der ligner et frasorteret og dårligt spillet High School Musical cast, og filmens stjerne – familiens tamme chimpanse, Ben. Ben er ikke nogen almindelig abe. Han har lært at kommunikere via en tablet, han kan tegnsprog og virker som Lucy selv siger det, som familiens sjove lillebror. Den behårede lillebror bliver bidt af en rabiesbærende mangust, som bliver den pelsklædte startknap til det følgende kaos, hvor Ben bliver til en intelligent dræbermaskine med hang til både strategi og splatter.

Blod og splat alene gør ingen gyser god. Og Primate lider tungt under dårligt skuespil, og karakterer der aldrig føles som mere end kød til den filmiske slagtebænk. Manuskriptet serverer de sædvanlige arketyper; tankeløse jocks, scream queens og et par hovedpersoner, der udelukkende eksisterer for at flytte sig fra den ene blodige episode til den næste, uden nogen mærkbar personlig udvikling.

Karaktererne er så stereotypiske og tomme, at selv det hæderlige skuespil fra, Johnny Sequoyah undermineres af sin karakters mangel på enhver form for dybde eller reel identifikation, andet end frygten for den savlende, pelsklædte bøddel. Troy Kotsur som fik biografsale til at drukne i tårer med CODA (2021), skubbes hurtigt i baggrunden, selvom filmens eneste interessante greb netop er hans døvhed.

Roberts kan dog sine klassiske gyserkneb. Et uoriginalt, men velfungerende lyddesign med momentvise lommer af stilhed forstærker de pludselige chok og hjælpes på vej af et udmærket soundtrack, som holder spændingen kunstigt i live.

Klaustrofobien kommer frem i brugen af den indhegnede grund og især poolen, hvor karaktergalleriet gemmer sig fra den hydrofobe bølle. I længden bliver man dog en smule søsyg af skrigende teenagere i poolen.

I en CGI-mættet samtid, er det faktisk forfriskende, at Primate insisterer på at inddrage praktiske effekter. Ben er skabt med abekostume, proteser og animatronik, med assistance af af motion capture, spillet af Miguel Torres Umba. Det er en hybridløsning, som får roser for forsøget, der giver glimt af en taktil og gammeldags uhygge, men ikke altid lige elegant. Illusionen holder ikke hele vejen, og når man først forstår, at det er en mand i pelsdragt, er det svært at abstrahere fra.

Som rendyrket splattergyser, kan Primate lige akkurat bruges, hvis man er villig til at købe præmissen, slukke hjernen og holde den sådan hele vejen igennem. Hverken underholdende effekter eller en klatrende psykopat kan skjule fraværet af substans, som er den egentlige rædsel i filmen. For hjerneløs fredagshygge kan man gøre værre. Men man kan også gøre betydeligt bedre.