Årets Pride er muligvis overstået, men stoltheden stopper aldrig her hos Ordet. Derfor har os skribenter rottet os sammen og skrevet om vores yndlings LGBT-film og -serier. Higer du stadigvæk efter mere Pride, eller trænger du til blot til at se nogle hammergode film og serier, behøver du ikke kigge længere end til denne artikel. God læselyst og glædelig Pride!
Tilrettelagt af Sidsel Minuva
Moonlight
Barry Jenkins, 2016
Af Sidsel Minuva
Jeg husker tydeligt, da Moonlight tog verden med storm ved Oscar-uddelingen i 2016. Det er ikke bare en sjældenhed, at en film med et cast udelukkende bestående af sorte skuespillere vinder Best Picture. Endnu sjældnere er det, at den film omhandler en ung, homoseksuel mand.
Moonlight fokuserer på et miljø, der sjældent skildres eller anerkendes, ved at følge den unge Chiron (Alex R. Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes) gennem tre af livets stadier. Som barn prøver han at passe ind, men sætter samtidig spørgsmålstegn ved, hvem han egentlig er. Dette hjælper faderfiguren Juan (Mahershala Ali) ham med, for Chirons egen familie, navnlig hans mor, er mildest talt ikke til megen hjælp. Hans selvransagelse fortsætter ind i teenageårene, hvor han bliver intimt bekendt med sin allerbedste ven, Kevin (Jaden Piner, her Jharrel Jerome og senere André Holland). Men han må klare sig selv og bliver hærdet af sine omgivelser, hvilket farver hele hans tilværelse som voksen. Er der mon alligevel plads til ømhed og kærlighed i selskab med hans barndomsven?
Filmen griber en om hjertet og giver ikke slip, før kreditteksterne ruller over skærmen. Selv da kan jeg tydeligt huske både replikkerne og billedsiden i nogle af dens nøglescener – især klimakset, der stadigvæk får det til at gøre helt ondt i maven. Moonlight formår at balancere på den gyldne middelvej mellem barsk realisme og neonfarvet optimisme, og man går fra den med både et indblik i en sjældent skildret subkultur og et spirende håb i maven. Den er fantastisk smukt filmet og colour graded, båret af skønne præstationer fra alle dens skuespillere og dvæler glad og gerne længe ved hver enkelt scene. Chirons nervøsitet og nysgerrighed i forhold til Kevin og hans egen seksualitet er som til at tage og føle på.
Jeg ser altid frem til at forsvinde fuldstændig ind i Moonlight og dens bittersøde, unikke, oprigtige historie.
Dog Day Afternoon
Sidney Lumet, 1975
Af Christian Povlsen
Den amerikanske ny-bølge bød på en række rå og kompromisløse film, hvoraf mange af dem præsenterede publikum for nye, virkelighedsnære historier. Et af bølgens største mesterværker var Sidney Lumets Dog Day Afternoon (1975). Filmen kan samtidig bryste sig af at være én af de første Hollywood-produktioner, som fordomsfrit behandlede homoseksualitet og transkønnethed.
I filmen møder vi Sonny, spillet af Al Pacino, som her giver én af sin karrieres bedste præstationer. Sammen med sin makker Salvatore (John Cazale) planlægger han at røve en bank i Brooklyn. Men både Sonny og Salvatore er ret håbløse som bankrøvere, og alt går langtfra efter planen. Faktisk udvikler det hele sig til kaos og mediecirkus, da de mere eller mindre tilfældigt ender med at tage bankpersonalet som gidsler.
En time inde i historien kommer det frem, at Sonny har planlagt at røve banken for at skaffe penge til sin partner Leons (Chris Sarandon) kønsskifteoperation. Men det er ikke noget, der bliver gjort det store nummer ud af, andet end et par homofobiske kommentarer fra nogle af politibetjentene. Lumet tager sine figurer for seriøst til bare at udstille dem som hjælpeløse ofre.
Gidseltagning ender i et sandt tilløbsstykke for byens borgere, og det varer ikke længe, før Sonny bliver både hyldet og udskældt som en oprørsk antihelt. Dog Day Afternoon er ligeledes proppet med samfundskritik i form af Sonnys kommentarer om ordensmagten, vietnamkrigen og medierne, samt hans udbrud om fængsels-optøjerne i Attica i 1971.
Instruktøren og skuespillerne skal roses for at fremstille sobre og seriøse portrætter, som fremstår helt uden de stereotype karaktertræk, man kunne forvente. Tiden taget i betragtning, var det også et modigt rollevalg for en populær skuespiller som Pacino at spille en åbent homoseksuel mand. Sidney Lumet har med Dog Day Afternoon givet os et karakterdrevent og humanistisk melodrama, der både er underholdende, hjerteskærende og på mange måder forud for sin tid. Kort sagt: Én af 70’ernes bedste film og et banebrydende værk i historien om LGBT-film.
Tangerine
Sean Baker, 2015
Af Jonas Bang
Den eksperimenterende og nyskabende instruktør/manuskriptforfatter Sean Baker kunne senest opleves i de danske biografer med dramaet The Florida Project (2017), der handler om det hårde liv uden for Disneyland i byen Kissimee, Florida.
Hans forrige film Tangerine vakte en del opmærksomhed hos undertegnede, men også rundt i verden, fordi den ret utraditionelt blev optaget på en iPhone 5s. Filmens uimodståelige charme skal dog delvist findes et helt andet sted, da den gemmer på flere finurligheder og innovationer hvad angår at kreere filmkunst på utraditionelle måder.
I Tangerine følger vi to transkønnede prostituerede i Los Angeles. Sin-Dee Rella (Kitana Kiki Rodriguez) og Alexandras (Mya Taylor) liv ligner langtfra det lyserøde glamourskær, byen ofte skildres i. I stedet bliver vi præsenteret for en dyster, virkelighedsnær og brutal udlægning af, hvordan livet også kan være i englenes by. Ikke nok med at livet skildres sådan; de to protagonister spilles for en gangs skyld af rigtige transkønnede kvinder, hvoraf den ene endda tidligere har arbejdet som prostitueret.
I det spændingsfelt hvor fiktionen smelter sammen med virkeligheden, befinder Sean Bakers styrke sig. Her opstår en nærhed og indlevelse, der er helt unik. Han formår at få helt fantastiske skuespilpræstationer ud af de ellers uprøvede skuespillere, fordi han får dem til at bruge erfaringen fra deres eget liv som katalysator til deres reaktioner inde i fiktionen.
Det kan godt lyde som om, at Tangerine er et følsomt socialrealistisk drama, der skildrer det sørgmodige liv på gaden, men tag ikke fejl. Den er sådan et festfyrværkeri af bandeord, vold og intensitet, at Tarantino næsten kunne gå hen og blive misundelig. Til pumpende høj techno og med luftige, svævende kamerapanoreringer ser man måbende til, imens især Sin-Dee laver rav i gaden, da hun finder ud af, at kæresten Chester er hende utro. Alt dette leveres med humor, slagkraftighed og benhård realisme, mens der også er plads til ømhed – især hos taxachaufføren Razmik (Karren Karagulian), der har svært ved at stå ved sin sande seksualitet.
Tangerine er en utraditionel ensemblefilm, og med Sean Baker ved roret tør den at gå helt andre veje end de fleste andre film.
Carol
Todd Haynes, 2015
Af Gustav Stubbe Arndal
Ikke alle bliver undertrykt for deres seksualitet, men alle oplever forelskelse. Det første blik, den flirtende forsigtighed, der forvandler sig til en opslugende interesse i et andet menneske og en inderlig længsel efter gengældt forståelse og berøring. Og få film påviser dette universelle element i queer-fortællingen så godt, som Todd Haynes’ Carol.
Dette følsomme mesterværk om to kvinder fra forskellige samfundslag, der forelsker sig over en smuk jul i 50’ernes Manhattan, er en af de queer-film, der først og fremmest er en romantisk fortælling. Og denne romance er så komplet som noget, jeg har set. Man lærer om Carols (Cate Blanchett) nysgerrighed og kærlighed, og hendes trang til at bryde rammer uden at ødelægge forholdet til sine nærmeste. Om Thereses (Rooney Mara) generte, ungdommelige energi og hendes kreative utilfredshed. Og vi lærer at elske dem hver for sig, og elske dem endnu mere sammen.
Men selvom filmens queer-tema ikke er central, er den stadig essentiel. Den udgør et stykke af Carols og Thereses identiteter og af historiens helhed, der fuldender billedet, og gør deres kærlighed mere betydningsfuld, end den ellers nogensinde ville have været. Hvis ikke man smelter i filmens sidste øjeblikke, mangler man simpelthen et hjerte.
Angels in America
Mike Nichols, 2003
Af Marcus Uhre
De første spæde paradeskridt i kampen for den åbne queer-identitet skete samtidig med 68-revolutionen – ligeledes var dét et oprør mod et dybt konservativt samfund og en dybt konservativ Gud, der tyve år efter svarede igen med AIDS-bølgen.
Skulle alle “de sære” udryddes i slutningen af årtusindet for at genetablere status quo, eller udsatte Gud blot bøsserne for den ultimative prøvelse som det næste udvalgte folk? Denne absurde kamp om seksualitet skildrer miniserien Angels in America (2003) til perfektion med et fuldkomment udødeligt cast (bl.a. Al Pacino, Meryl Streep, Emma Thompson), der kredser om hinanden i en fælles indsats for at udforske idéen om det menneskelige fremskridt og dets modstand: AIDS, mormoner og Ronald Reagan.
Angels in America portrætterer det homoseksuelle forhold som intet andet medie gør det: Som en kamp for overlevelse, for social status og for frigørelse, men alligevel lige så naturligt og uperfekt som det heteroseksuelle. Serien viser Vesten krydse den initiale tærskel til accepten af LGBT+ personer, men minder os samtidig om, at der er mere fremskridt at kæmpe for endnu.
The Favourite
Yorgos Lanthimos, 2018
Af Sidsel Minuva
I 2018 kreerede instruktør Yorgos Lanthimos en yderst ukarakteristisk LGBT-film. The Favourite (2018) foregår i England i det 18. århundrede. Sarah, Grevinden af Marlborough (Rachel Weisz), er Dronning Annes (Olivia Colman) rådgiver og allerbedste ven. Men da grevindens kusine Abigail (Emma Stone) ankommer til Annes slot i søgen efter arbejde, opstår der knas i forholdsmaskineriet mellem de tre kvinder. Mens Sarah er i kridthuset hos Anne som hendes rådgiver, higer Abigail efter samme hengivenhed. Det bliver til en krig mellem kusinerne om, hvem Anne kaster al sin kærlighed på – og det er kærlighed med stort K.
The Favourite er en film af den slags, jeg higer efter, når det gælder LGBT-film. Hele plottet kredser ikke om, at hovedpersonerne er, i dette tilfælde, lesbiske eller biseksuelle. Det er en detalje, der farver deres indbyrdes forhold og giver karaktererne ekstra dybde. Men LGBT-vinklen er alligevel ikke uinteressant, da den tilføjer øget spænding til det intrigefyldte historiske drama. Nok ville det være en skandale, hvis dronningen havde en hemmelig affære – men at hun har en hemmelig affære med ikke blot én, men to kvinder? Uhørt og herligt!
Filmens tempo er langsomt og dvælende, og der er kælet for enhver detalje. Forhold kommer i klemme i tidens politik og krigsførelse, og skildringen af det 18. århundrede er overraskende interessant og fyldt med små og store foruroligende detaljer. Det er en film, hvis univers man synker dybt ned i som en særligt komfortabel lænestol. Man har aldrig lyst til at forlade den sorthumoristiske verden igen. Det univers bliver kun lækrere i selskab med tre fabelagtige skuespilpræstationer fra de tre hovedpersoner – navnlig Olivia Colman, der også fik en velfortjent Oscar for rollen.
Om man er til lækkert kostumedesign, humoristisk historisk drama eller lesbisk intrige, så er der voldmeget at komme efter i The Favourite. Jeg kan ikke anbefale den varmt nok.
Kommentarer