Af Rasmus Bay Kruse Thomsen

Da Predator for første gang landede i biograferne i 1987, blev filmen, takket været dens satiriske tag på tidens dominerende actionklichéer, både en kommerciel og kritisk succes. Siden da, har Predator som en filmserie dog haft svært ved at retfærdiggøre sin egen eksistens. Filmens ikoniske twist fungerer kun én gang, hvilket er tydeligt når man kigger på receptionen af samtlige følgende film, som varierer fra lunken til elendig.

Det bliver dog et vendepunkt da Disney køber Predator-IP’en i 2019, og får serien tilbage på sporet med filmen Prey (2022) instrueret af Dan Trachtenberg. Han vender nu tilbage med en ny Predator-film, der lader til kun at bygge på sin vindende formular fra fornævnte film. Til trods for Disneys tydelige fingeraftryk over hele projektet, formår Trachtenberg at sammensætte den bedste Predator-fortælling siden den originale.

Predator: Badlands, der markerer den første Predator-film, hvor en Yautja (Predator) faktisk er hovedpersonen, følger den svageste Predator i sin klan, Dek (Dimitrius Koloamatangi). I et forsøg på at bevise sit værd, må Dek nedlægge en overvældende modstander, modvilligt med hjælp fra en defekt Synthetic ved navn Thia (Elle Fanning), som er medlem af Weyland-Yutani Corporation, fra Alien-franchisen. Disse forsøg på at udvide et filmunivers er veletablerede fra Disney af, og det bliver ikke sidste gang i løbet af filmen heller.

Predator: Badlands formår at eksekvere en simpel historie på vellykket vis, takket være effektivt brug af basale fortællerprincipper. Trachtenberg formår ret så imponerende at koble sympatiske kvaliteter op på en massemyrdende alienrace, som ikke engang taler et menneskeligt sprog.

Dek er en meget stoisk karakter, og derfor er den lethjertede Thia en nødvendig opposition for at tvinge lidt ”menneskelighed” frem i vores hovedperson. Desværre er hendes karakter også til tider distraherende, givet filmens mørkere æstetik og tone. Den rå verden vi befinder os i, og de dystre omstændigheder for historien, står i en besynderlig kontrast til Thias overvittige dialog, som er blevet en uheldig tendens fra Disneys side af. Også i typisk Disney manér, har vi en unødvendig maskotkarakter, rodede CGI-kampscener og en serie af sekvenser som sipper lidt for meget til egen sødsuppe.

Hvor Disneys stil til gengæld gavner filmen, er på det visuelle plan. Blandingen af Hollywood science-fiction og den makabre tone i Predator-universet, resulterer i en interessant stilistisk kombination af Star Wars og dark fantasy.

Trachtenberg benytter en visuelt imponerende blanding af CGI og New Zealands natur, for at skabe den dystre planet vi befinder os på. Både flora og fauna er unik, hvilket virkelig hjælper verdenen med at føles levende. CGI er altafgørende i en produktion som denne, og hvor Disney førhen har været alt for villige til at sende blandede resultater i biografen, er eksekveringen her heldigvis oftest på den bedre side af skalaen.

Med dét sagt, lader det ikke til at Disney har haft fuld tiltro til produktionen her. Filmen er PG-13, hvilket altså vil sige at vores elskede dræbermaskiner ikke får lov til at lemlæste mennesker på samme manér som forventeligt. Selvom filmen formår at skjule egen censur vel, kan man kun undre sig over, hvorfor en film i en gyser-baseret serie ikke får lov at vise rødt blod.

Stadig, selvom Disney måske har haft fingrene for meget i kagedåsen denne gang, er Predator: Badlands en forfriskende og velkommen tilføjelse til Predator-serien.