[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Pelle Hegelund[/vc_column_text][vc_column_text]
Inkarnationen af den intellektuelle New York’er er fra Texas
Han er høj og ranglet med halvlangt, rødbrunt og bølget hår, og han er altid ulasteligt klædt. Han laver film med sans for visuelle detaljer og et scenografisk design, der er et fransk modehus værdigt. Han befolker sit univers med karakterer så neurotiske, at kun Woody Allen kan følge med. Alle tegn skriger New Yorker-intellektuel, men i virkeligheden er han fra Texas, Wes Anderson. Og nu har knægten fra Houston med sin seneste film, The Grand Budapest Hotel (2014), efterhånden beriget publikum med sin gode smag og sin excentriske humor gennem otte spillefilm.
Wes Anderson spillefilms-debuterede i 1996 med filmen Bottle Rocket, som han lavede i samarbejde med brødrene Owen og Luke Wilson, som han havde mødt på University of Texas. Dette skulle blive det første af flere faste samarbejder, som siden er blevet et vartegn hos Anderson. Det var dog først i hans anden film Rushmore (1998), som delvist var inspireret af hans egen skoletid på St. John’s School i Houston, at han for alvor udviklede den visuelle og narrative stil, som siden er blevet hans særkende.
Alt har sin plads
Helt fra den spæde begyndelse af Wes Andersons karriere har hans film haft deres egen logik. De bærer alle præg af en grænseløs perfektionisme med visuelle detaljer. I Andersons
film arrangeres billeder og kamerabevægelser symmetrisk i stramme vandrette og lodrette linjer, og farverne holdes stringent indenfor en bestemt palet, ofte med vidtstrakt brug af pastelfarver, alt sammen med samme pertentlighed som en lille pige perfektionerer indretningen af sit dukkehus. Dukkehus-metaforen er ligeledes rammende, når man ser på, hvordan han omgås karaktererne i sit filmunivers. Karaktererne i Andersons film er på sin vis meget ligesom dukker; stiliserede, polerede, karikerede. Og de fremstilles med en distance, som gør det umuligt for publikum rigtigt at identificere sig med dem. I stedet bliver man fra distancen vidne til karakterernes afvigende og neurotiske personligheder, som ofte med deres pertentlighed fremstår som forlængelser af Andersons egen personlighed.
Fra live-action til animation
Som følge af sin stigende popularitet fik Wes Anderson i 2009 muligheden for at filmatisere Roald Dahls berømte børnebog The Fantastic Mr. Fox som stop-motion animationsfilm. Hvis Anderson allerede på dette tidspunkt var besat af visuelle detaljer, gjorde animationens muligheder for at styre alt, ikke hans tilbøjelighed mindre. Skønt filmen kun med nød og næppe indtjente sine produktionsomkostninger, var den et vigtigt udviklingstrin for Wes Anderson, som i begge sine efterfølgende film har benyttet stop-motion sekvenser.
På toppen af karrieren
Wes Andersons seneste film Moonrise Kingdom (2012) var et højdepunkt såvel kunstnerisk som kommercielt, og alt tegner til at The Grand Budapest Hotel vil blive mindst ligeså succesfuld. Om alt går vel, kan vi altså se frem til mange flere film fra den stadig forholdsvis unge instruktør. Hvis han kan fortsætte med at tiltrække store Hollywood-stjerner som Edward Norton, Adrian Brody, Willem Dafoe, Jude Law, Harvey Keitel, Bill Murray og Tilda Swinton til sine film, som det lykkedes ham til The Grand Budapest Hotel, vil han sikkert i fremtiden kunne indvie et endnu større publikum til sit farverige univers.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer