Af Jonas Bang
Vi befinder os i 1700-tallets Frankrig på en isoleret ø i Bretagne-regionen. Den unge maler Marianne (Noémie Merlant) hyres til at male et portræt af Héloïse (Adèle Haenel), der skal giftes. Portrættet skal sendes til den kommende ægtemand forud for deres ægteskab. Det eneste problem er, at Héloïse hverken vil males eller giftes.
Hun er blevet lovet væk af sin mor, og på den måde vil portrættet blive en blåstempling af det ægteskab, hun ikke ønsker. Marianne følger Héloïse på hendes gåture under påskud om at passe på hende, men i virkeligheden skal hun observere hende i håbet om, at kunne male hende efter hukommelsen.
I starten af Portræt af en kvinde i flammer føler man sig som seer distanceret fra de to hovedkarakterer. Dialogen er sparsom, tempoet er langsomt og lange, billedskønne indstillinger sætter stemningen. I stedet bliver elementernes rasen stærke karakterer i sig selv. Knitren fra flammerne i pejsen, brusen fra bølgerne i havet på de lange gåture og vindens markante susen i de herskabelige gemakker arbejder sammen for at understøtte karakterernes opbygning.
Filmen har ingen underlægningsmusik. I stedet opstår en musikalitet ud af lydsiden, med stærk hjælp fra den præcise klipning. På den måde er musikken i tempoet og samspillet mellem alle de filmiske greb, og det er virkelig imponerende.
Efter den nøjsomme karakteropbygning føler man sig ikke længere distanceret, og det begynder langsomt at stå klart, at der spilles med store følelser, men på en uhørt subtil måde. Karaktererne bygges langsomt op, og når Marianne, Héloïse og tjenestepigen Sophie (Luàna Bajrami) taler sammen, er deres kommunikation lavmælt og reel i stedet for overgjort. Dialogen dyrker subteksten og er alt andet end redegørende. Det er befriende og er med til at gøre historien smuk og indlevende.
Med tiden bliver Marianne og Héloïse tættere forbundet. Deres kærlighed, sanselighed og sensualitet forstærkes af den sparsomme lydside, den præcise kameraføring og den velorkestrerede klipning. For når disse beherskes giver det plads til de ekstremt vellykkede skuespilpræstationer. Både Noémie Merlant og Adèle Haenel spiller mesterligt, og i filmens endelige og afgørende scene kan især sidstnævntes præstation mærkes helt inde under huden.
Og nu vi taler om under huden: Portræt af en kvinde i flammer gør netop dét. Sniger sig ind under huden. Det er ikke en film, der nødvendigvis fanger an fra starten af, men før man ved af det, er man fuldstændig opslugt. Filmen kører nemlig som en velsmurt maskine, og det kan virke som lidt af en gåde, hvordan det er lykkedes instruktør og manuskriptforfatter Céline Sciamma at skabe et så stemningsmættet og langsomt pacet værk, der aldrig stagnerer. Her må man bare bøje sig i støvet overfor de mesterlige præstationer, som denne film rummer.
Portræt af en kvinde i flammer er et minimalistisk og komplekst værk, der er lige dele feministisk statement som subtilt kærlighedsdrama. I spændingsfeltet mellem de to beviser den, at man hverken behøver et dramatisk score eller redegørende dialog for at skabe et stort og følelsesmættet værk. Den viser også, at sensualitet sagtens kan være virkelighedsnær uden at være hverken sexistisk eller fremmedgørende. Det er i sig selv en stor bedrift.
Kommentarer