”Alder er bare et tal” er et af den slags ordsprog, hvis brug og betydning stiger i takt med, at rynkerne langsomt immigrerer til dit ansigt og kroppen begynder at knirke. Som ung kan sætningen blot virke som en fortrøstende talemåde, vi bruger foran gamle bedstemødre. Men for netop de gamle kan sætningen være mantraet til at udleve sit gyldne efterår præcis, som man vil.
Hvis jeg skulle koge budskabet i Zara Hayes’ komediefilm Poms – Dans for livet ned til én sætning skulle det netop være dette. At den høje alder ikke skal sætte begrænsninger for at have det sjovt og prøve nye ting. Filmens formål vakler dog, da de selvsamme kvinder, der gennem halvanden times underholdning skal nedbryde vores fordomme om gamle pensionister, oftest ender med at være til grin på bekostning af alderen.
Diane Keaton iklæder sig sin klassiske skæve humor og neurotiske signatur, men holder sig kun lige akkurat oven vande som den kræftramte og pessimistiske Martha, der netop på grund af sygdommen vælger at flytte på et alderdomshjem for at dø i fred. Men det lidt for solrige og lutter glade Sun Springs, samt dets beboere, har selvfølgelig andre planer og giver ikke så let op.
Det gælder især hendes uhøjtidelige og frimodige nye nabo, Sheryl (Jacki Weaver), og de to kvinder får, trods alverdens forskelligheder, et venskab til at blomstre. Sammen vælger de at sætte lidt fut i tingene blandt deres kvindelige medbeboere og samtidig udleve en fælles fantasi fra den søde ungdom. De starter nemlig en cheerleading-klub med tilhørende danserutiner, guld pomponer og en gammeldags CD-afspiller.
Udover sin nabo befinder Keaton sig også i utrolig godt selskab blandt de andre kvindelige beboere i Sun Springs. Anerkendte skuespillere, såsom den kærligt morsomme Celia Weston (Cams lattermilde mor i Modern Family) samt den stærke Pam Grier (bedst kendt fra Tarantino’s Jackie Brown fra 1997), er med på holdet og forsøger ihærdigt at heppe på det tyndstrakte cheerleading-koncept hele vejen igennem.
Og cheerleadere har filmen skam brug for med dens til tider alt for oversentimentale manuskript samt manglende flair for solid komedie, hvilket desværre ikke tillader megen dybde eller seriøse grin. De fleste kvinder i klubben fremstår dog både hjertevarme, overbevisende og har en mindre baggrundshistorie hver især, der pænt forklarer deres motiver for at cheerleade i en sen alder. Men selvom filmen forsøger at bortviske alle fordomme og få os til at se kvinderne som mere end blot grå hår og svage hofter, så bliver joksene nogle gange en anelse for slappe. De tyer for ofte til den nemme punchline, hvor vi igen mindes om, at vi ser en film, der omhandler gamle mennesker. Det præger især Westons rolle som sydstatsdamen Vicki, hvis eneste funktion er en stærk accent og mean girl attitude, da hun forsøger at sabotere de andre kvinders morskab i cheerleading klubben.
Men, men, men… Filmen efterlader mig dog splittet. Den har skam sine enkelte sjove øjeblikke, hvor der trækkes på smilebåndet og faktisk grines med karaktererne og ikke ad dem. Dertil trænger budskabet tydeligt igennem og varmen fra de venskaber, som kvinderne opbygger undervejs, mærkes gennem biograflærredet.
Poms kæmper bare med at kunne tage pis på alderdommen uden at gå på bekostning med kvaliteten. Det ville ellers have været dejligt med en komedie, der rent faktisk gjorde noget nyt for ”pensionist-humoren”.
Kommentarer