[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Thomas Hasse Therkildsen
[/vc_column_text][vc_column_text]Det er ikke ofte man ser en polsk film bryde igennem internationalt, eller for den sags skyld hører om polsk filmkunst. For mig ville sidste gang være, da Pianisten fra 2002 vandt sin Oscar, men jeg har svært ved at beskrive denne som en direkte polsk film. Nok var den lavet af en polak, nemlig den både berømte og berygtede Roman Polanski, men den mindede for meget om en Hollywood produktion til, at man virkelig følte, at man så en polsk film – skuespillerne talte engelsk!
Derudover er de polske instruktører jeg kender til ofte udøvere af deres kunst i udlandet. Herunder falder især Polanski, men også den nu afdøde Kieslowski, som er kendt for sin meget franske trilogi; Blå (1993), Hvid (1994) og Rød (1994). Selvfølgelig fik disse instruktører først deres succes i hjemlandet, henholdsvis med Kniven i vandet (Polanski, 1962) og med tv-serien Dekalog (Kieslowski, 1989). Men deres brede anerkendelse i vesten begynder først med deres udenlandske film.
Det er dog lidt anderledes med den polsk fødte, men den engelsk uddannede Ida-aktuelle instruktør Pawel Pawlikowski, der er gået den modsatte vej.
Den senere polske filmkunst
Denne udvikling kunne til dels skyldes at de fleste polske film efter kommunismens fald fortrinsvis har været kommercielle kopier af populære Hollywood produktioner. Censuren under kommunismen forbød nogle emner, men samtidig blev offentlig støtte også givet mere gavmildt ud til mindre indbringende film.
Dette betyder selvfølgelig ikke, at der herefter ingen kunstfilm er blevet lavet, hvilket Ida er et godt bud på. Men filmen The Crows (1994) – instrueret af Dorota Kedzierzawska – er et mindre omtalt eksempel på en polsk kunstfilm, der er udført utrolig godt.
I filmen følger man en pige på omkring 10 år igennem en hverdag med en meget fraværende mor. Hun vælger at kidnappe en endnu yngre pige, som hun nu mener er hendes datter, og de skal sammen rejse langt væk. Filmen undgår mange faldgrupper og skaber i stedet for en familiefilm en meget rørende kunstfilm med utroligt flotte billeder. Karaktererne er spillet af uhørt gode børneskuespillere, der med deres charme opnår fuld kontrol over seerens følelser.
Ligesom der er eksempler på kunstfilm efter kommunismens fald, er der også eksempler på kommercielle film fra før. Herunder findes Sexmission (1984), som er en science-fiction film, hvor to mænd lægges i syntetisk dvale, og når de vågner igen er verden udelukkende befolket af kvinder. Med sin sorte humor portrætterer filmen både en mands paradis og hans helvede. Hvilket også er reflekteret i de to karakterer, hvor den ene er udadvendt og den anden meget introvert.
Den moralske bekymring
Men før denne film findes et væld af polske kunstfilm fra det kommunistisk styrede Polen efter anden verdenskrig. Herunder findes en bevægelse, som oversat til dansk kaldes film om moralsk bekymring (kino moralnego niepokoju), der indeholder emner, der ikke åbenlyst er diskuteret i filmen, men indirekte stiller spørgsmålstegn ved den polske moral i denne tid.
Nogle af disse er nepotisme, konformisme og kynisme emner, som alle er tilstede i Krzysztof Zanussis film Camouflage (1977), der også markerer startskuddet til selve bevægelsen. Filmen udspiller sig på en lejrtur, hvor studerende fremlægger deres specialer for at modtage en pris af universitetets personale. Men en person fra personalet styrer tilsyneladende nonchalant showet. Jakub arbejder som en anden Loke under personalet, og får med smiger og talelege udført sin vilje gennem andre mennesker. Han udnytter den nye assistent, som endnu ikke har tillært sig de normer, der skal til for at nå højt i systemet.
Det er nemlig nødvendigt, at man forkaster sin moral og tilgodeser private interesser i stedet for at give sin objektive vurdering, som man ellers etisk burde gøre i denne situation. Filmen munder ud i et psykologisk drama, hvor det er svært at skelne sandhed fra løgn, og selvom den stilistisk ikke er veludført, bæres den af det interessante plot.
Det abstrakte
Bevæger man sig dog lidt væk fra det realistiske, findes der er også en del surrealistiske film, hvor man nogle gange må spørge sig selv, om filmen overhovedet har et plot. Her kan man finde film som Wojciech Has’ The Hourglass Sanitorum (1973). I filmen vises, hvad jeg kun kan beskrive som drømmesekvenser, som findes i gangene på et næsten forladt sindssygehospital. Men denne beskrivelse er alt for simpel, da institutionen nærmere er en portal til et væld af underlige situationer. En dør fører måske til en udendørs udstilling af levende voksdukker, hvor den anden fører tilbage til det tog, personen ankom i.
Men toget befinder sig i et andet univers, og det er ikke muligt at slippe ud igen. Man griber sig i at prøve at finde en forklaring på filmens udvikling, men man må hele tidens stille spørgsmål ved sit arbejde. Fordi mens man er igang med at tænke over det ene, bliver man præsenteret for noget helt andet.
Det klassiske
Dog skal det ikke betyde, at filmkunsten bliver mere mærkelig, jo længere man bevæger sig tilbage i tiden. For med film som Andrzej Wajdas En generation (1955) ser man et mere klassisk udført værk, der fortæller en historie på mere traditionel vis.Filmen omhandler nogle unge mænd og kvinders kamp om befrielse af det besatte Polen, og dette selvfølgelig i kommunismens ånd. Plottet bliver måske en anelse for gennemskueligt for moderne øjne, men filmen indeholder nogle utroligt smukt komponerede billeder. Der er mange scener, som måske ikke med spænding kan gribe seeren, men så med skønhed kan fange ham eller hende.
Det sidste
Dette er dog kun et kort oprids af de film, der igennem mange år er blevet produceret i Polen. Det er heldigvis muligt at se mange af filmene gratis på nettet, da to af Polens ældste filmstudier (KADR og TOR) har udgivet en del af deres film på YouTube. Af film der er blevet nævnt findes bl.a. Sexmission og farvetrilogien Three Colors: Blue, Three Colors: White og Three Colors: Red.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer