Af Sidsel Minuva
Idéen om at lave en spillefilm om de nuttede, magiske Pokémon er under ingen omstændigheder ny. Alligevel har det taget Hollywood flere årtier at levere deres live action indskud i serien. De første spil i den voldsomt populære spilserie udkom i 1996, hvorefter den første animerede film af slagsen fik premiere kort efter i 1998. Oveni den nye, amerikanske filmatiserings gumpetunge timing kan man undre sig over, at de vælger at filmatisere netop Detective Pikachu – et sidespring, hvor en pikachu løser ”mysterier” sammen med en ung mand, der (måske) har mistet sin far.
Intet ved filmen virker oplagt. Men hvis det ender med at fungere, så er alt vel tilgivet?
Desværre bliver Detective Pikachus malplacerede natur hurtigt tydelig. Plottet er alt for kolo-enormt og komplekst til, at filmen kan finde ud af at formidle det. Al finesse og nuance forsvinder til fordel for klodset fortællekunst, hvilket bedst eksemplificeres af, hvad jeg kun kan beskrive som ”hovsa-øjeblikke”. Pludselig udvikler karaktererne sig, og de finder på magisk vis lige det ”bevismateriale”, som de har brug for. Både karakterudvikling- og forhold, tematikker og endda filmens budskab bliver forplumret, når den fumler sig igennem sit massive plot. I sit forsøg på at favne det, og samtidig Pokémon-verdenens spraglede sjæl, forkludrer Detective Pikachu sig selv.
Skuespillet formår heller ikke at redde karakterernes vaklende udvikling. Selv ikke Bill Nighy som den Pokémon elskende entreprenør Howard Clifford leverer nogen bemærkelsesværdig præstation. Værst står det til hos hovedrolleindehaveren Justice Smith som den fadermanglende Tim Goodman. Det er ikke helt skidt – når følelserne får frit løb, så er han faktisk ganske okay. Men når han skal virke lidt mut, uanfægtet og højlydt proklamere plottes forløb, så lader han meget tilbage at ønske.
Heldigvis er der et kraftigt, funklende lyspunkt til stede i præstationsmørket; nemlig Ryan Reynolds som den titulære Pikachu med detektivhat. Han er tilpas menneskelig og samtidig dyreagtig – nok udfører han noget, der ligner detektivarbejde, mens han drukner sig i kaffe, men han kan alligevel ikke modstå at blive kløet på mavsen. Mange af filmens reelt gode jokes – og dem er der overraskende mange af – stammer fra hans neon-gule, pelsede selv. Reynolds’ Pikachu udstråler massevis af charme og aeværdig nuttethed.
Netop denne Pikachu indkapsler alt det, som Detective Pikachu faktisk får til at fungere. Nok slår filmen et større plotbrød op, end den kan bage, men hovedattraktionen, nemlig Pokémonerne, er ganske eventyrlige. Der er noget magisk over at se en semi-futuristisk metropol propfyldt med Pokémon. De virker naturligt integreret i den nærmest virkelige verden – som duer i København eller katte i Istanbul. De indtager rollerne som fugle, politihunde og endda højtalere. Min barnlige sjæl bliver trukket ud af sin dvale, og pludselig kunne jeg lige så godt være mit 12-årige selv, der med kilden i maven kan nyde synet af nogle af sine yndlings-Pokémon på storskærm. Den æstetiske og stemningsmæssige oversættelse fra spil til film er forbavsende nøjagtig, smuk og enormt fornøjelig.
Ultimativt tiltaler Detective Pikachu netop ens barnlige side. Den er langt mere til børn, end den er til voksne fans, hvilket også i nogen grad forklarer dens voldsomt unuancerede plotformidling. Filmen snubler over sit eget narrativ og sine egne tematikker om og om igen, men jeg forstår alligevel det, filmskaberne nok har villet formidle med den – at fascinere og fortrylle og give seeren en nuttet, spektakulær og humoristisk forestilling.
Det er bare synd, at filmens egen sammenhængskraft bryder sammen i processen. Det, der fungerer, er gedigent underholdende, men den prøver at være og gøre for mange ting på en gang og formår ikke at klare skærene. Detective Pikachu emmer af potentiale, der lige akkurat forbliver uforløst – på trods af den barnlige glæde, filmen også udløser.
Kommentarer