[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjarke Johansen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Et amerikansk remake i spillefilmslængde af en fransk kortfilm af samme navn (Pixels (Patrick Jean, 2010). Den ofte anmelder-udskældte Adam Sandler i hovedrollen som actionhelt, der skal redde jorden fra kæmpe arkadefigurer fra rummet. Chris Columbus (Alene Hjemme (1990), Mrs. Doubtfire (1993) og Harry Potter og De Vises Sten (2001)) som instruktør. Når man hører disse detaljer om Pixels lader der kun til at være to mulige udfald. Enten er det en opskrift på en ren katastrofe – eller også kan det blive et fantastisk gakket, nostalgisk brag af en sci-fi-blockbuster instrueret af en mand, der før har bragt os mange gode stunder.
Desværre er Pixels ikke just det sidstnævnte.
Pixels er med Chris Columbus’ egne ord et kærlighedsbrev til 80’ernes fantasifulde familie-actionfilm, og det ses ikke blot i tilstedeværelsen af de klassiske arkadefigurer. Actionscenerne præges af 80’er-hits, rumvæsenerne kommunikerer gennem gamle TV-klip fra 80’erne, og formularen for den klassiske 80’er-monsterfilm bliver fulgt til punkt og prikke. Desværre mere på ondt end godt.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Pixels[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Chris Columbus[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Ligeså vel som vi har en gruppe aparte helte, der overkommer alle odds ved hjælp af cool gadgets, opfindsomhed og et par kække replikker, mens militæret er hjælpeløst, bombarderes vi også med tonsvis af uheldige, uddaterede stereotyper og klichéer, der måske fungerede godt i 80’erne og huskes kærligt, men som ganske enkelt ikke fungerer længere. Den snobbede isdronning Violet (Michelle Monaghan), der langsomt falder for Adam Sandlers bøvede, udviklingsløse karakter som et andet trofæ, den tykke, skumle kældertrold af en konspirationsteoretiker (Josh Gad), der ligefrem bliver belønnet for at være en direkte ulækker social bastard og den søde lille maskot Q*bert (fra arkadespillet af samme navn), der spiser alt og tisser af skræk, når han bliver bange, er alle klichéer, der er leveret uden skyggen af charme eller vid. Det kan selv ikke end veloplagt Peter Dinklage (Game of Thrones) ændre på.
Og det er en skam, for når selve arkadefigurerne er på skærmen, og vores helte må i kamp fungerer det faktisk tilforladeligt. Bortset fra enkelte friheder taget for historiens skyld er figurerne tro mod deres klassiske spil, og deres visuelle præsentation samt nogle af de morsomme ideer om skaderne, de forvolder fra den oprindelige kortfilm, er virkelig godt gennemført. Også overgangen fra videospil-logik til virkelighed er morsom og leveret i flotte actionsekvenser, blandt andet da holdet i små biler kaldet ”Ghosts” må kæmpe mod en destruktiv, skurkagtig Pac-Man med hjælp fra spillets oprindelige skaber Toru Iwatani (spillet af Denis Akiyama, mens den ægte Iwatani har en cameo tidligt i filmen). Hvis blot resten af filmen havde været halvt så energisk. Men det er den ikke. Udover arkadefigurerne selv er der ganske enkelt intet at komme efter.
Det er ikke umuligt at holde af Pixels, men det afhænger af, hvor 80’er-nostalgisk man er på dagen. Og har man set en eneste klassisk 80’er-monsterfilm, hvad end der er tale om Ghostbusters (Ivan Reitman, 1986), Monster Squad (Fred Dekker, 1987) eller Gremlins (Joe Dante, 1982), så har man allerede set en bedre version af Pixels. Så spar bare på mønterne, for her er det game over.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer