[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Victor Harder Hesel[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
På et af sine nu alt for mange eventyr er det lykkedes Jack Sparrow (Johnny Depp) at forbande den nådesløse piratjæger Salazar (Javier Bardem). Sidstnævnte har længe pønset på hævn, og da et ikke videre opfindsomt filmmanuskript overtaler Jack til at skille sig af med hans magiske kompas, ophæves Salazars forbandelse delvist, så han kan forlade sin grotte. Dette er imidlertid ikke Jacks største problem. Nej, det er derimod, at han er hovedrollen i en dybt uinteressant film.
Et af filmens store problemer er dens karaktergalleri. I den oprindelige trilogi agerede Jack hovedsageligt skæv birolle, mens de mere relaterbare Will Turner (Orlando Bloom) og Elizabeth Swann (Keira Knightley) var seerens forankringspunkter. Dette gav en fornuftig balance mellem klassisk eventyrromance og en lettere uforudsigelig humor. Salazar’s Revenge Tales har desværre mere til fælles med sin umiddelbare forgænger (Den bundskrabende I ukendt farvand [2011]) end med den oprindelige trilogi, og Jack er derfor filmens ubestridte omdrejningspunkt. Det fungerer slet, slet ikke. Han er godt nok ledsaget af to nye ansigter: Henry Turner (Brenton Thwaites) og Carina Smyth (Kaya Scodelario), men grundet filmens fokus på Jack Sparrow etableres de aldrig, og desuden mangler de pinligt tydeligt den karisma og starpower, som deres forgængere besad.
Javier Bardems Salazar er ligeledes skuffende. Filmen igennem fremstår han temmelig ufarlig, og hans forhistorie og motivationer er tilsyneladende bare genbrugt fra den første film, hvor den forbandede Kaptajn Barbossa havde præcis samme høne at plukke med Jack.
Filmen virker i det hele taget træt. Dialogen er sløv, humoren er fladpandet, og når filmen en sjælden gang imellem formår at få seeren til at trække på smilebåndet, bliver gag’en prompte genbrugt. Det var nogenlunde sjovt at se Jack næsten få hovedet kappet af i en guillotine, men anden gang havde det besynderligt nok ikke helt samme slagkraft. På samme måde var hans besætnings kollektive misforståelse af Carinas profession som horolog (det lyder som whore – get it?) sjov i et par sekunder, men den falmede hurtigt, da joken blev grundigt malket for alt humoristisk potentiale.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Joachim Rønning & Espen Sandberg[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Et ensomt lyspunkt i filmen er den opfindsomhed, der altid har været at finde i piratfilmenes brug af special effects. Salazars skeletlignende spøgelsesskude er faktisk temmelig uhyggelig, når den bliver levende og fortærer piratskibe. Ligeledes er det da også bare en smule underholdende at se Jack og hans slæng stjæle en bankboks og hele banken omkring den, da de tidligt i filmen galoperer gennem gader og stræder med bygningen på slæb. Rent visuelt er det dog kun det computeranimerede, der holder, da både stuntkoreografierne og det dertilhørende kameraarbejde er særdeles uimponerende. Under de mere intense actionscener er det som regel umuligt at se, hvad der egentlig sker på grund af det hektiske og utydelige kameraarbejde, og når kameraet endelig falder til ro, så viser det sig hurtigt, at man egentlig ikke var gået glip af så meget.
Alt i alt er Pirates of the Caribbean: Salazar’s Revenge en kedelig affære. Humoren er sløv, plottet er slidt, og de ellers forholdsvis opfindsomme actionscener er lige så utydelige, som de er ligegyldige på grund af filmens intetsigende karaktergalleri. Johnny Depps Jack Sparrow var en fin, quirky birolle i den oprindelige trilogi, men han er bare ikke i stand til at bære filmen alene. Måske er det på tide, at han gik ned med sit skib?[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer