[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Simone Korfix Lindgreen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
I 2005 blev naturelskere taget med storm af Pingvinmarchen, som insisterede på at tage naturdokumentaren op på et helt nyt niveau. Der var på alle måder kælet for fotograferingen, klipningen og billedekompositionen, som sikrede en kvalitetsdokumentar omhandlende kejserpingvinens livscyklus i det barske Antarktis. Da det blev annonceret, at den Oscarvindende dokumentarfilm ville få en opfølger, rejste det nogle helt basale spørgsmål.
Skal vi se en dokumentar om kejserpingvinens march igen? Svaret er ja.
Har instruktør Luc Jacquet så lagt en ny vinkel ned over fortællingen, som for eksempel en oplagt klimaforandringsvinkel? Nej, der er ikke nogen ny vinkel.
Ja, du hørte rigtigt. Det er et ualmindeligt sløjt udgangspunkt for filmens narrativ, og det lugter langt væk af originalitetsmangel og et forsøg på at pumpe flere penge ud af den vellykkede etter.
Endnu en gang følger vi en kejserpingvinfamilies kamp for at sikre deres egen og artens overlevelse. Et utal af scenarier er direkte gentagelser fra den foregående film og i princippet er historien også den samme: Kejserpingvinens liv fra æg til voksen. Meget af den naturvidenskabelige viden, vi får, om kejserpingvinens natur er en genfortælling, og det er mildest talt kedsommeligt. Vi ser selvfølgelig sommetider kejserpingvinerne i nye situationer, men det bliver mere undtagelsen end reglen.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Pingvinmarchen 2[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Luc Jacquet[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Vi bliver guidet igennem fortællingen af Sofie Gråbøls endnu engang sukkersøde voice-over. Med eventyrligt kvalmende replikker som: ”Dén unge var en rigtig overlever!” serveret på samme måde, som kun H. C. Andersen er berettet til i sine eventyr: ”det skulle være en rigtig prinsesse!” bliver lydsiden et drønirriterende element i fortællingen.
Den sidste indstilling i Pingvinmarchen 2 viser et stykke is i havet, og kameraet tracker langsomt ud og viser det omgivende uendeligt store hav. Forholdet imellem mængden af is og vand sætter nogle klimaforandringstanker i gang hos seeren, men filmen kunne have været milepæle bedre, hvis det havde været en gennemgående vinkel i filmen. Det er desværre kun de sidste to minutter, som forholder sig kritisk til noget som helst. Resten af filmen består af den samme naive ”happy go lucky” naturdokumentarstil, som også var tilfældet i etteren.
Når alt dette er sagt, så er det netop denne livsglade, æstetisk forunderligt smukke naturdokumentarstil, som Jacquet behersker. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at han kan finde ud af at komponere billeder. Filmen er omend endnu smukkere end sin forgænger, og det har den fortjent én ekstra stor funklende stjerne for. De poetiske og betagende billeder er en fornøjelse at læne sig tilbage og slubre i sig, og specielt undervandsbillederne er i en liga for sig – intet mindre end fantastiske.
Det er som sådan ikke nogen dårlig film. Det er bare en unødvendig film, fordi den strengt taget blev lavet for 12 år siden. Men den er så smukt fotograferet, at alle naturelskere alligevel burde tage ind og se den. Et godt råd er bare at lade være med at se etteren først, for så kommer man til at kede sig ihjel.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer