Af Mikkel Lind Kristiansen
Harry Lighton er i sin instruktørdebut ikke sky for at påføre lærredet en ordentlig omgang erotik. Fakkelbæreren er et brød af en mand, Alexander Skarsgård, der grafisk iført en læder-one-piece-mankini fusion bliver portalen til et helt nyt læder-præget coming-of-age BDSM univers.
Colin (Harry Melling) er delvist indadvendt og relativ sky, og møder en juledag den mystiske, sexede og meget stille bikerfyr Ray (Alexander Skarsgård). Det fører hurtigt til et nyt møde mellem de to, denne gang af frækkere karakter, og derfor også denne gang lokaliseret i en baggyde.
Sex og læder bliver Pillions indgangsvinkel til sin coming-of-age historie, hvor Colin får lov til at øve sine sexfærdigheder som Rays underdanige, i et forhold der er mindre kærlighedsdrevet end forholdet mellem Ray og hans motorcykel.
Man skulle tro, at højden af følelsesmæssig tilfredsstillelse ville være gennem sexscenerne – men det er oftere i filmens stille momenter. Når Colin er bagpassager (det engelske, titulære pillion) på sin første motorcykeltur, transformeres lyden af motoren langsomt til Oliver Coates’ version af Erik Saties Gymnopedie, alt imens man suser igennem de britiske landskaber. Lys fra gadelamper glider hen over lærredet til slow-mo nærbilleder af Roy og Colins øjne bag motorcykelhjelmen, handskerne der klynger så blidt men samtidigt hårdt omkring livet, såvel som motorcykeldragten der rummer lige så mange folder og teksturer som Rays egen hud. Slutscenen i Fallen Angels (1995) springer frem i erindringen, da Pillion skaber lige så transporterende længselsbilleder.
Harry Lighton har i det hele taget en skarp sans for at balancere det seksuelle med det emotionelle og intime. I de mere stille øjeblikke kan jalousi og længsel hænge elegant i luften, hvor Colin piner efter at blive domineret af Ray, og finder sin indre ro som Rays pillion. I opfølgende (mere grafiske) scener, bliver selvsamme følelser kanaliseret og eksternaliseret på effektiv vis gennem hedetur udløsende erotisk plageri, masser af skvulpelyde samt fødselsdagssex. Her kommer Oliver Coates’ fantastiske soundtrack igen fortællingen til gode som brobygger mellem den eksplosive, seksuelle intimitet, og den mere nedtonede emotionelle intimitet, så scenerne rammer som de skal.
Forholdet kommer i konflikt i takt med at Colin begynder at søge mere emotionelt nærvær, der ikke mødes med gensidighed fra Ray. Netop denne konflikt bliver et problematisk benspænd for filmens repræsentation af sin subkultur. I Colins søgen efter et mere “almindeligt” kæresteforhold, og mødet med den stoiske Ray, mister naturen af et dominator-og-underdanig forhold, og samspilsdynamikkerne deri, nuancer.
Det kan tydeligt mærkes, at Lighton behandler det miljø, han udforsker, med respekt: Kink bliver skildret empatisk, atmosfærisk og med et stærkt blik for detalje, især når det kommer til kostumering. Respekten mærkes dog ikke lige så meget i Rays karakterisering, der ikke under ham samme nuancerede humanisering som fortællingen giver Colins karakter. Pillion låner BDSM-æstetikken mere end den decideret bruger den, hvilket giver en ny vinkel på coming-of-age historien, men den formår aldrig specifikt at fuldende en queer-BDSM coming-of-age-fortælling.
På trods af dens delvist overfladiske håndtering af BDSM-kulturen, så er Pillion en forfriskende indsigt i en subkulturel kærlighedsfortælling, der stadigvæk formår at balancere sex og rørende drama på en måde man sjældent oplever.