[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Thomas Hasse Therkildsen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Anden Verdenskrig er et af de mest udmalkede emner i underholdningsbranchen, og det kan overraske, at emnet stadig tages op af seriøse instruktører. Men overraskelse kan både være godt og dårligt, og det er heldigvis en glædelig overraskelse, der gemmer sig i Phoenix.
Filmen handler om Nelly Lenz (Nina Hoss), der har overlevet livet i en kz-lejr, hvor hendes ansigt er blevet vansiret. Men hun reddes, og hendes ansigt rekonstrueres med væsentlige forandringer. Hun opsporer derefter sin mand, som ikke genkender hende. Han viser nogle ubehagelige sider af sig selv, uvidende om, at det er hans kone. Nelly er dog stadig forgabt i ham, og hun prøver at genvinde hans kærlighed, uden at afsløre sin identitet.
Præmissen er slap, da filmen ville slutte på få minutter, hvis blot Nelly fortalte, hvem hun i virkeligheden er. Hendes mand, Johnny Lenz (Ronald Zehrfeld), er desuden spillet en smule for følelsesløst. Det er derfor svært at lade sig rive med i starten, da man kæmper med vekslende følelser af irritation og sympati. Nelly er utroligt sølle, så man føler med hende, selvom hun vælger at tie, mens Johnny med det samme bliver et mål for afsky – både som karakter og som præstation.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Phoenix[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Christian Petzold[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Tyskland, Polen[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Filmen reddes i stedet af dens pæne farvekompositioner, der i godt lys skaber nogle flotte billeder. Filmens billeder er velovervejede, og det er en fornøjelse at se på dem. På den måde glemmer man lidt efter lidt sin forhenværende tvivl om filmens kvalitet. Man mærker, at filmskaberne har iscenesat fortællingen med stor omhyggelighed.
Dermed ikke sagt, at filmen er et mesterværk, hvis skønhed nærmer sig Antonionis eller Tarkovskys kanoniserede værker. Det er snarere dens lidt barnlige plot, der hånd i hånd med den filmiske detaljerigdom får filmen til at skinne.
Phoenix arbejder sig langsomt og sikkert mod slutningens voldsomme følelsesudladning, og bliver man revet med, kommer man ikke til at fortryde det. Det betyder samtidig, at filmen ikke er specielt dyb, da den kun søger at opnå dette klimaks. Men da det er så velfungerende, er det svært at kritisere den for det, og filmens slutning kan give genlyd i flere dage efter. Så på trods af dens naivitet fortjener Phoenix fem stjerner.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer