Af Terese Holm Pedersen
Hvad sker der, når man sætter en bangebuks sammen med en hidtil ukendt gyserfilm?
Jeg er ikke begejstret over at kende for meget til en films indhold, når jeg tager i biografen for at blive underholdt. Jeg skipper derfor ofte traileren og glæder mig i stedet til at blive overrasket – på godt og ondt.
Efter at have set Stephen King-filmatiseringerne The Shining (1980) og Carrie (1977) følte jeg mig meget spændt på at se Pet Sematary. Uden at undersøge eller tænke for længe over filmens handling, havde jeg ud fra filmens navn forestillet mig en flok spøgelsesdyr, der måske bider i nogle stakkels mennesker hist og her. Men Boy oh boy, her blev jeg godt og grundigt overrasket! Pet Sematary har nemlig større ambitioner end jump scares og beskæftiger sig med noget, der er meget voldsommere og mere hjerteskærende end genoplivede dyr – nemlig frygten for at miste sine kære.
Den unge familiefar Dr. Louis Creed (Jason Clarke) og hans kone Rachel (Amy Seimetz) flytter til det landlige Maine, for at komme væk fra stress og jag – familielivet skal simpelthen mere i fokus. Med de nye omgivelser og en sær gammel nabo kan familien sammen udforske, hvad nabolaget har at byde på. Her finder de blandt andet de lokale indbyggeres kæledyrskirkegård, som desværre kommer til at have fatale konsekvenser for hele Creed-familien.
Det fantastiske ved Stephen Kings historier er, at karaktererne er så menneskelige og udtrykker sande, dybe følelser, som folk kan relatere til. Men han er sørme heller ikke bleg for at udnytte dette og bagefter torturere seeren med de hjerteskærende konsekvenser, disse følelser kan medbringe.
Som den selverklærede bangebuks jeg jo engang er, måtte jeg ihærdigt prøve at kaste den indre frygt for mulige skræmmerier langt væk, og i stedet grave dybere ned i de filmtekniske aspekter. Her fandt jeg filmens univers til at være yderst imponerende og betagende. Både dyrekirkegården og de landlige omgivelser virker dødhamrende autentiske, hvilket blot forstærker filmens helhedsoplevelse. Kameraføringen er knivskarp og konstruerer filmens skumle omgivelser på fineste vis.
En del af filmens verden, der dog ikke helt virker, er dyremaskerne, som de lokale mennesker bærer når et kæledyr skal begraves. Det bliver lidt for komisk, lidt for sært og lægger en dæmper på den mørke og tragiske tone, selvom de ikke bliver vist ofte.
En rutineret horror-nørd vil også hurtigt bemærke visse typiske moderne horror-clichéer, der ligeledes forekommer i filmen: Er der for eksempel mærkelige og skræmmende børn? Jep! Er det årstiden for halloween? Naturligvis! Er der høje, uforklarlige lyde i nattens mørke? Det kan du bide spids på!
Mens den mørke og tunge stemning præger billedsiden, kan man ikke undgå at bemærke den lysende stjerne Jeté Laurence, der spiller den nysgerrige og livsglade datter Ellie. Undervejs i fortællingen sker der en markant ændring i Ellies personlighed og karaktertræk, og trods hendes unge alder formår Laurence at levere en dødsikker og troværdig præstation.
Pet Sematary er filmen, der ikke blot skræmmer, men også sætter tankerne i gang – for hvor langt vil man gå for dem, man elsker, selvom det kan medføre dødsenstriste konsekvenser? Hvor meget af min rædsel skyldes, at jeg ikke var forberedt på de store gys, er svært at sige, men de spøgende omgivelser og mystikken overraskede og underholdte mit bange sind, på trods af klichéer og unødvendige gimmicks.
Én ting er i hvert fald sikkert: nu er du bedre forberedt på filmens gys og gru, end jeg var!
Kommentarer