[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ida Helene Rovsing
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]”Tab og vind med samme sind”-frasen kyles koldblodigt ud af vinduet i Edward Zwicks nye film Pawn Sacrifice – Sidste Træk, hvor han lader os fascineres og skræmme af den verdensberømte skaklegende, Bobby Fischers, febrilske liv. Zwick sætter hurtigt brikkerne på brættet og gør Fischers livsfilosofi klar: I skak er man enten en vinder eller en taber, remis er ikke en mulighed.
Baseret på hans virkelige historie får vi et indblik i den russisk-fødte jøde Robert James Fischers (Tobey Maguire) forvandling fra et almindeligt barn til et skakvidunder. Almindelig har han dog aldrig været, da hans opvækst foregår i 1950’ernes anspændte Amerika påvirket af overvågning og kommunismeforfølgelser. Men det er ikke missiltrusler, FBI-agenter eller politik, der interesserer den unge mand. I stedet finder Bobby Fischer i en tidlig alder klarhed, da han flygter fra sin fortid ind i en verden af sicilianske åbninger og simultanspil. Skakspillet bliver hans et og alt og brikkerne hans brødre. Men med talent kommer også ansvar. Pludselig bliver Fischers kamp ikke alene hans egen, han bliver også selv en brik i magtspillet mellem USA og U.S.S.R. Dette munder ud i århundredets skakspil, hvor Fischer får sit store opgør mod rivalen, den russiske verdensmester Boris Spassky (Liev Schreiber).
Åbningsspillet starter godt ud. Zwick formår gennem hele handlingen at gøre det intense skakspil forståeligt for det almindelige menneske, hvilket er en bedrift i sig selv. Desuden får Zwick og fotografen Bradford Young også på klar vis skildret den mekaniske sort/hvide tilgang, som Fischer har til skakspillet. Fischers paranoia udvikler skarpe modpoler, og de kontrasterende skakbrikkerne bliver symbolet på dette. USA bliver til de ærlige, hvide skakbrikker i modsætning til det sorte, overvågende og korrupte Sovjetunion.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Pawn Sacrifice – sidste træk[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Edward Zwick[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]”Bobby won’t crack. He will explode.”. Netop dette karaktertræk evner Tobey Maguire i hovedrollen, hvor han på prægtig vis indlever sig i Fischers ånd. Maguire får påvist, at der er en tynd skillelinje mellem gal og genial, da han flot spiller på Fischers eksploderende intelligens og hovmodige tankegang. Samtidig indhenter Fischers frygt hans arrogance, hvor rester af psykoser og paranoia kan spores fra eksplosionen.
Anvendes Fischers vinderfilosofi dog i forhold til filmens indhold, så er der modsat de kalkulerede træk på skakpladen tale om et handlingsmæssigt rod i Fischers eget tilfældige skakspil.
I stedet for at inddrage mere af Fischers enestående livshistorie, der forhastet afvikles i slutningen, så gemmer Zwick dronningen i hjørnet, og laver de samme scener igen og igen, hvis eneste hensigt er at vise Fischers paranoia, arrogance og hungren efter at vinde.
Derudover inddrager filmen tilfældige biroller, såsom Fischers enkeltstående elsker (Evelyne Brochu), der intet formål får med filmen, men blot efterlader et hængeparti, der blokerer Fischer fra at sætte Spassky skakmat.
Filmens midtspil bliver derfor en, til tider, langtrukken gentagelse for at fastslå Fischers uheldige udvikling, og de ligegyldige fyldkarakterer pointerer netop dette.
Bobby Fischer kæmper for at vinde og indtage sin plads som skakverdenens konge, desværre vinder filmens opbygning ikke – og derfor ender mit slutspil og min votering i et remis.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer