PATRIARKEN: Fed ide, fin historie, dårligt udført

[vc_row][vc_column][vc_column_text]

Af Troels Jensen

[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Med Patriarken vender instruktøren Lee Tamahori tilbage til hjemlandet New Zealand for første gang siden sin debutfilm Once Were Warriors fra 1994. Igen er det maorierne og deres kultur som er omdrejningspunktet, men denne gang drejer det sig om et helt andet segment, nemlig en middelklasseklan af fåreklippere på landet i 1960’erne. Klanen hedder Mahana og styres med hård hånd af bedstefar Mahana, en konservativ silverback, som har arbejdsomhed og gudfrygtighed som sine højeste dyder. Foranlediget af det rebelske barnebarn Simeon splittes familien i to, samtidig med at rivaliseringen mellem Mahana- og Poata-klanen er på sit højeste.

Årene mellem Once Were Warriors og Patriarken tilbragte Tamahori i Hollywood, hvor han gav os actionspækkede film som xXx 2, Die Another Day og The Edge. Denne gang er tempoet sat et hak ned, og det har måske været en svær omstilling, for Patriarken blev i hvert fald til en middelmådig film.

Først lidt ros.

Det er en virkelig interessant setting, og det er fedt at få portrætteret en anden side af maorierne end den dekulturaliserede og alkoholiske. Sammensætningen af vestlig borgerlighed og maoriske stammetraditioner er underholdende og bliver forvaltet skarpt i mange af scenerne. Det er eksempelvis i en begravelsesscene, hvor krigsdansen Haka bliver opført af en gruppe mænd i nystrøgede jakkesæt og pæne sweatere.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner el_class=”facts” width=”1/4″][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Patriarken[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES: [/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Lee Tamahori[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Historien er veldrejet; den er meget hollywodsk og efter bogen, men det fungerer upåklageligt, så filmens nuttede temaer om forsoning af fortiden og individualisme over for familieværdier bliver skildret klart og tydeligt. Meget originalitet er der ikke at finde før til slut, men det er som om, den ukonventionelle setting formår at kompensere.

Lydsiden er desuden rigtig smuk og skaber nogle flotte scener, hvor blandt andet en montage af familien, som fælder et buskads, brillerer.

Så en bunke ris.

Det er en fin historie, men den er fortalt i en utroligt klodset indpakning.

Klipningen er forfærdelig, og klipperen får allerede i filmens åbningsscene bevist sin inkompetence ved at gøre et kapløb mellem seje 60’er biler til en trættende oplevelse. Kun i to scener bliver der brugt CGI, men effekterne er til gengæld også direkte pinagtige.

Der bliver nødtørftigt kastet billeder af New Zealandsk natur ind hist og her. De er flotte, bevares, men de virker umotiverede og out of place, som om de pligtskyldigt er inkluderet, siden filmen nu engang er skudt i et af de mest naturskønne områder i verden.

Det hele er desuden så hyperstiliseret og pastelfarvet, at indlevelse virkelig bliver en anstrengelse. Kulisserne ligner kulisser, kostumerne ligner kostumer og skuespillet virker som skuespil. Faktisk er det kun bedstemoren spillet af Nancy Brunning og rivalklanens patriark spillet af Jim Moriarty, som spiller godt, resten af skuespilpræstationerne er middelmådige til direkte dovne. Til deres forsvar har de for det meste også kun kluntede replikker og endimensionelle roller at arbejde med.

Som krymmel på kagen er filmen tung af klichéer og cheesy som fondue. Man bliver helt træt, når hovedkarakteren pakker en takketale i lommen for at tale til en dommer fra hjertet.

Nu skal film om maorier ikke partout være grå og rå, men Patriarken bliver i dens forsøg på at være anderledes i stedet næsten kvalm. Det er en skam, for det er som sagt et enormt interessant udsnit af verden at lave en film om.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer