[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amine Kromann Karacan[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Fra en tanke til en sætning, til et digt. Fra et digt til en tanke. Hverdagens gentagelser er frugtbare for den distancerede buschauffør, Paterson. De giver tankerum til skabelsen af hans digte.
Adam Driver spiller Paterson, og det gør han godt. Driver er, med sine præstationer i eksempelvis Girls (2012-) og Star Wars: Episode VII (2015), kendt for en eksplosiv, ulmende vrede, men i Paterson, er han mere stille og rolig. Det er filmen også – hvilket er vidunderligt.
Hver dag ligner hinanden. De har samme udgangspunkt, men det er i de små variationer, at hele forskellen ligger. Buschaufføren Paterson arbejder i byen, Paterson. Han har sine rutiner. Vågner. Kysser sin sovende kone. Går på arbejde. Mens han kører sin rute, lytter han til brudstykker af passagerernes samtaler og lader tankerne flyde.
Der opstår et ord, så en sætning, så et digt. Han skriver dem ned i sin hemmelige notesbog. Til tonerne af instruktør Jim Jarmuschs egen synthpop – i samme stil som det han lavede til den fremragende Only Lovers Left Alive (2013) – ser vi skabelsen af digtene. De dukker op på skærmen. Æstetisk er det ikke videre kønt, men det betyder ikke noget, for lader man sig rive med af ordenes rytme, deres ordlyd, åbenbares noget fint.
Rytme, mønstre, gentagelser: Alt sammen noget, man finder i digtene såvel som i filmen. Det forudsigelige, konkrete og hverdagslige lader sig hæve til noget poetisk. Dog med små afstikkere.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Paterson[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Jim Jarmusch[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig, Tyskland og USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Patersons kone, Laura, er en af afstikkerne. Laura, som legemliggøres af Golshifteh Farahanis smukke og indlevende ansigt, er comic-relief i en film, der ikke behøver en sådan.
Snart bager Laura stakkevis af cup-cakes, fordi det er hendes store drøm at blive cup-cake-dronning af Paterson. Snart køber hun en guitar over nettet, fordi hun vil være countrystjerne. Snart maler hun hele hendes og Patersons hjem over med et særligt mønster, fordi hun jo er kunstner.
Der er ikke plads til Lauras drømme i Paterson. Kun når hun almoderligt udviser omsorg for ægtemanden, tages hun en smule alvorligt. Det virker gammeldags.
Det virker også gammeldags, når Laura fortæller, at de skal have quinoa til aftensmad, og Paterson rynker panden. Underforstået: sådan noget sundt, politisk korrekt mad kan en mand ikke lide. Det er klichéfyldt og kedeligt. Det minder om en vits om speltmødre på Østerbro. Er det ikke meget 00’er-agtigt?
Når man som anmelder sidder til pressevisning, bemærker man nogle gange de andre anmelderes reaktioner. De lo højlydt af quinoa-gimmicken. Måske er det fordi, de er så gamle, at quinoa stadigvæk er noget nyt og lidt fjollet for dem. De lo også af ”inder-stereotypen”.
Patersons chef er en indisk mand, der hver morgen brokker sig over alle sine uoverskuelige udgifter. Han har selvfølgelig en kæmpe indisk familie, og det er dyrt. Pludselig flyder tankerne fra poesi over til Abu fra The Simpsons (1989).
Man benytter sig ofte af stereotyper i film, men i Paterson er det unødvendigt. Filmen havde været mere interessant foruden. Ligeledes gælder det for den afsluttende, ironiske konfliktoptrapning mellem Paterson og konens søde hund.
Strukturen ville stå så fint uden det dertil følgende afsluttende klimaks. Dét ville have været originalt. Lyrisk.
Se den alligevel. Den er på mange måder en anderledes og god film og langt mere særlig end flertallet af, hvad man ser i biografen. Det er derfor, det er ærgerligt, at den trækker lidt i land.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer