Af Jonas Bang
Snakken om Bong Joon-Hos Parasite ville ingen ende tage efter den tidligere i år vandt den prestigefyldte guldpalme på filmfestivalen i Cannes. Rosen kom fra alle sider af, og her på falderebet til et nyt år (og et nyt årti), når den lige akkurat at få dansk premiere. Og gudskelov for det! For lad mig bare sige det med det samme: Parasite ér bestemt så god som alle påstår.
Den sydkoreanske Kim-familie er fattige og bor i en kælder under jorden. Igennem et enkelt bredt vinduesparti kan de se, hvordan middelklassen lever et behageligt liv lige ude på den anden side, mens de selv under usle forhold kæmper de med at få det hele til at hænge sammen. De har forskellige tvivlsomme småjobs såsom at folde pizzabakker, og må bogstaveligt talt se på, hvordan verden omkring dem pisser på dem, når fulde mennesker går forbi deres kælderlejlighed, og lige skal slå en streg.
En fantastisk mulighed øjner sig dog, da sønnen i familien, Ki-woo (Choi Woo-sik), får tilbudt at undervise den rige Park-families datter, Da-hye (Jung Ji-so), i engelsk. Herfra ruller lavinen, og med tiden får Kim-familien svindlet sig til, at de alle bliver ansat hos den velhavende Park-familie.
Metaforen, som er et tilbagevendende element i filmen, er tyk her. Som parasitter klæber Kim-familien sig til den rige Park-familie, og for en stund ser det ud til, at livet kun bliver bedre og bedre. Men jorden er ved at krakelere under deres fødder, og pludselig truer en overraskende hemmelighed med at ødelægge det hele.
Parasite er mesterlig. Hvert et skud, hver en bevægelse og hver en plotpointe er planlagt ned til mindste detalje. Her er Hong Kyung-puos imponerende kameraarbejde værd at fremhæve. Som han også viste i sidste års Burning (2018), er han i stand til at lade en voyeuristisk kamerastil udfolde sig både anonymt og velkalkuleret. Hver en indstilling indeholder kun præcis den information, der er brug for. Intet er overladt til tilfældighederne.
Derfor er der heller ikke et eneste overflødigt øjeblik, og som resultat sidder man på kanten af biografsædet hele filmen igennem. En sådan pragtpræstation er fuldstændig umulig ikke at falde for, men også på en sådan måde, at det kan være svært at sætte sin finger på præcis hvad det er, der gør filmen fantastisk.
En af grundene til det er, at filmen er svær at sætte i bås. Er det en komedie? Er det en thriller? Er det et drama? Og svaret er: Ja, lidt af det hele. Parasite rummer både dyb humor, arketypisk spænding og storladent drama. Sidstnævnte især mod filmens slutning, hvor hele puslespillet går op, og filmens morale viser sig lige så kompleks som filmen selv.
Det ville være nemt for Joon-Ho og kompagni at forfalde til pointer om, at forbrydelse ikke betaler sig, eller at uligheden er for høj, men i stedet ender den på en ærlig og hjerteskærende note, hvor absolut intet viser sig at være hverken sort eller hvidt. Den er nemlig hverken dømmende, socialrealistisk eller politisk, og hæver sig derfor over vante genreformater – og til sidst står spørgsmålet om karakterernes menneskelighed lige så højt på dagsordenen som spændingen og humoren.
Parasite er intet mindre end en stilistisk magtdemonstration, hvor Bong Joon-Ho beviser, at han er en mester i filmkunstens unikke formsprog. Det er bestemt ikke hvert år, at filmmediet beriger os med så fantastisk en perle som denne.
Kommentarer