Af Jacob Pedersen

Er du et godt menneske? Hvis dit svar er et entydigt “Ja”, så er der stor mulighed for at den nye danske dramafilm Paradis nok skal gøre det svar mere tvetydigt eller tøvende.

På en unavngiven spansk ø, møder vi den kære familie med moren Louise (Danica Curcic), faren Mikkel (Esben Smed) og deres to døtre Sille (Sif Lucca Gersby) og Ella (Chili Olivia Jensen). Ungerne er godt i gang med at tømme isbaren, og forældrene skænker selvfølgelig utilgiveligt store glas rødvin til sig selv. Men herre Gud. De er jo på all inclusive-ferie, så de skal jo have noget for deres penge. Afslapning og nydelse.

Den velkendte ferietype med børneunderholdning, yogatimer, motion i swimmingpoolen og vigtigst af alt; fri buffét i mad og drikke til morgen, middag og aften. Ferietypen, der efterhånden er blevet lidt af en dansk pastiché på den “perfekte” ferie, men som bliver hånet i de øvre klasselag. Ikke desto mindre er dét, det tætteste den klassiske danske middelklasse kommer på et vaskeægte paradis.

Drømmeferien tager en hård drejning, da Mikkel ved et uheld påkører en afghansk flygtning ved navn Ahmad (Aziz Capkurt), som kommer slemt til skade med sit ben. Hjælpsomme som parret nu er, kører de ham på hospitalet, og tilbyder ham lidt penge og mad, hvorefter de med god samvittighed tager tilbage til hotellets luksus.

Instruktør Marie Sødahl bruger kontrasten mellem buffetens lune og bådflygtningenes traumatiske realiteter til at udfordre den vestlige verdens rigdom og syn derpå. Ahmad er helt forbløffet, da Mikkel fortæller, at han blot er en gymnasielærer, som alligevel har råd til all inclusive luksusen. Ahmad er nemlig selv lærer, men ville aldrig få råd til den dansk-udskældte ferie. Sødahls skarpe præmis udstiller hysteriet med en næsten satirisk tilgang til fortællingen.

Ahmad dukker flere gange op på hotellet og beder Mikkel om hjælp, og herfra udspringer sig et tvetydigt og humanistisk drama om etik, moral, privilegier, ansvar og medmenneskelighed. For lyver Ahmad måske om sit ophav? Har han virkelig en familie med fire døtre?  Og kigger han ikke Louise i øjnene fordi hun er kvinde?

Danmark var en del af NATO-styrken ISAF, som invaderede Afghanistan i 2001, og denne geopolitiske situation kaster nu konfrontationer af sig på et mikroniveau. En gruppe bådflygtninge styrter op til hotellets paradis med håbet om en bedre tilværelse i Europa, men vejen dertil har været hård. En kvinde falder om med hjertestop, imens hendes datter står grædende ved siden af, og Louises reagerer hurtigt med sit moderhjerte.

Selv med ens godhjertede hjælp ligger ansvaret for de traumatiske skæbner jo ikke på én enkelt familie på charterferie. Men kan man virkelig tillade sig, at stirre blindt på problemerne, når man bliver konfronteret så direkte med det? Det samvittighedsfulde par væmmes efterfølgende i baren, selvom at Ahmad går langt(!) over grænsen.

Louises hjælp balancerer på et knivsæg mellem individualistisk selvrealisering og oprigtig godhjertethed. Hun gør flere opdagelser i flygtningesystemet, hvor menneskesmuglernes forpurrede og djævlske metoder forrådner den allerede kaotiske situation, og hvor racismen hersker mellem afrikanske og mellemøstlige flygtninge. Hvem kan eller skal egentligt dømme, om man er et godt menneske, når man befinder sig i helvede?

Esben Smed og Danica Curcic er helt eminente som par. De løfter deres respektive indre diskussioner og parrets sympatiske konflikt til et menneskeligt og nuanceret niveau. Man forstår deres trang til at hjælpe andre, mens de også skal sørge for og passe på deres egne børn.

Desværre er der enkelte kejtede scener, hvor tematikken bliver sat meget på spidsen. Specielt adopteringen af en arabisk kat er en mislykket gimmick, der forsøger at sætte tingene endnu mere på spidsen. Et kort fascistoidt optog skitserer alt for udtalt de medfølgende konsekvenser, som publikum i forvejen er i gang med at tage stilling til. Filmen stråler klart bedst i sin tvetydighed til det komplekse emne.

Paradis opleves stadig som en helstøbt, diskuterbar og nuanceret film, der menneskeliggør den polemiske politiske samtale, uden at negligere konfliktens absurditet fra et privilegeret menneskes syn.